Som et led i KF’s sammenslutning med og optagelse i VS har KF's boligsektor opsummeret sine boligreformpolitiske standpunkter. Resultatet er dette arbejdspapir, som vi i hovedtræk vil arbejde ud fra og for i VS.
Det er vores intention med dette papir at bidrage til den reformpolitiske og strategiske debat på venstrefløjen med udgangspunkt i boligkampen. Ved at angribe problematikken ud fra et delområde håber vi, at diskussionen i højere grad vil rette sig med den konkrete politik, end blot diskussion om begrebet "reformpolitik", som vi ser, der har været en tendens til i VS.
Vi giver i dette papir nogle bud på, hvordan vi mener, boligkampen kan og skal styrkes, dels gennem hvilke krav og aktionsformer vi som revolutionære kan arbejde for inden for boligbevægelsen og dels gennem at fastholde og udvikle perspektiverne i boligkampen i dag. Samtidig markerer vi også, hvad vi finder, er det revolutionære partis selvstændige opgaver i forhold til boligkampen - både gennem sin indsats i kampen på alle samfundslivets områder og gennem en selvstændig offensiv for en revolutionær boligreformpolitik, som boligbevægelsen i dag ikke har styrke til at rejse. Dette sidste ser vi som et nødvendigt led i at forberede de opgaver, vi vil stå overfor i en mere skær­pet klassekampssituation end i dag, men også som et led i en styrkelse af den revolutionær, venstrefløj og gødning af jorden for en socialistisk revolution bredere i befolkningen.
Papiret forholder sig selvsagt til den strategiske linie, som blev udviklet i KF. Vi har naturligvis ikke kunnet behandle denne strategi tilbundsgående i alle dens facetter, - der må vi henvise til andre KF-papirer. Men det er vores håb med dette arbejdspapir, at kunne være med til at nedbryde myterne og beskyldningerne om reformisme, som har været rettet mod KF´s politik og strategi. Endelig vil vi understrege, at vi ikke mener med dette papir at have fundet alle de vises sten i en revolutionær boligreformpolitik, men at denne må videreudvikles og afprøves gennem diskussionerne i VS og på den øvrige venstrefløj, - og ikke mindst gennem en fortsat indsats og opsamling af erfaringerne fra boligkampen.

God læselyst!
Kommunistisk Forbunds Boligsektor.

Boligsituationen i dag
- spekulation og afmagt

Boligbevægelsens situation
I løbet af det sidste årti er der opstået en aktiv beboerbevægelse i Danmark.
Det startede med slumstormerbevægelsen omkring -70. Siden opstod boykotaktioner på kollegierne i 74-75 vendt mod huslejestigninger. I samme periode opstod og konsoliderede en række beboer- og miljøforeninger sig i dele af den gamle boligmasse.
Fra -76 og fremefter kom der gang i huslejeboykotter i en lang række nyere sociale boligbyggerier vendt mod huslejestigninger og byggefejl.
Beboerbevægelsen er et aktivt svar på den kapitalistiske boligsituation. Men beboerbevægelsen er først og fremmest en udløber af 60ernes ungdomsoprør og opkomsten af det nye venstre. Den gamle lejerbevægelse havde stort set levet en henslumrende tilværelse siden slutningen af 40erne. Nogle af de traditionelle lejerforeninger og Lejernes Landsorganisation er blevet radikaliseret af boligbevægelsen, men der eksisterer stadig en vis kløft mellem den "gamle" lejerbevægelse i form af stivnede lejerforeninger og de selvstændige beboerforeninger, beboeraktioner og bebyggelser i højrentebyggerierne.
Den nye boligbevægelse har været i stand til at tilkæmpe sig en række resultater og sejre.
På den ene side er der tale om konkrete delsejre i enkeltaktioner: Der er blevet stoppet for fupmoderniseringer og ejerlejlighedsudstykninger gennem fysiske blokader og besættelser. Huslejestigninger er faldet bort eller blevet reduceret gennem boykotaktioner. Ejere er blevet tvunget til at vedligeholde, brandsikre eller modernisere på beboernes betingelser. Kommunale myndigheder er blevet tvunget til at efterkomme beboeres og beboerforeningers krav om institutioner og fællesfaciliteter, og deres krav i sanerings- og byfornyelsessager.
På den anden side er der opnået politiske resultater i kraft af indrømmelser i lovgivningen: Gennemførslen af et stop for udstykning af ejerlejligheder i ejendomme fra før -66 er den mest markante indrømmelse til boligbevægelsen. Men også indførelsen af en driftsikringsordning til kriseramte højrentebyggerier er udtryk for den nye beboerbevægelses pres. Kommunalbestyrelser er blevet tvunget til indrømmelser - som f.eks. Århus Byråd, der har vedtaget at stramme uddelingen af dispensationer fra byggelovgivningen og gennemføre obligatorisk lejerhøring i forbindelse med ( fup)moderniseringer i den ældre boligmasse. Andre steder er boligreguleringsloven blevet indført, og ulovligt tomme lejligheder blevet tvangsudlejet til boligsøgende.
Men de politiske sejre er små. Udviklingen mod et frit boligmarked er ikke stoppet. Det er kun undtagelsesvis at spekulation, huslejestigninger, lejerfjendske saneringer, m.v. er blevet stoppet. Det afhænger af, om der eksisterer stærke beboerorganiseringer og kampvilje blandt beboerne - samt af alliancers styrke ude på by- og landsplan.
Beboerbevægelsen består først og fremmest af aktivister, der ganske vist har en bred, men ret passiv opbakning blandt beboerne. Der er langt fra tale om noget, der ligner en aktiv massemobilisering blandt beboerne. Den nye boligbevægelse har kun styrkepositioner i dele af højrentebyggeriet, på kollegierne og i den ældre boligmasse - og kun styrkepositioner i de større byer. Det almennyttige boligbyggeri er som helhed stadig under socialdemokratisk dominans, og ikke mindst er parcelhusområdet fuldstændig overladt til de borgerlige grundejerforeninger.
Krisens gennemslag har sat boligbevægelsen i en ny situation. En række af de kampvåben, som beboerbevægelsen har taget i anvendelse, er blevet eller bliver forsøgt kriminaliseret (antiboykotlovgivningen, blokadecirkulæret, anvendelsen af straffeloven ved besættelser). Krisens forværring af arbejderbefolkningens levevilkår slår også igennem i boligsituationen, - og det har boligbevægelsen stået så godt som magtesløs overfor. Det gælder bl.a. forværring af bolignøden, som er et resultat af Socialdemokratiets og de borgerliges boligpolitik, og som har svækket boligbevægelsens kampvilkår. Bolignøden kan ikke aktioneres væk, men kan kun løses politisk - dvs. gennem beslutning om iværksættelse af mere nybyggeri.
Det er sjældent, at beboerbevægelsen har politisk styrke eller forståelse for nødvendigheden af at slå politisk præcist ind i folketingets og kommunalbestyrelsernes boligpolitik. Slagmarken overlades for det meste til de borgerlige og reformistiske kræfter i disse organer.
Der er et skrigende behov for, at boligbevægelsen går politisk i offensiven.
De militante aktioner må forbindes med offensive politiske krav til boligpolitikken, ellers forbliver de enkelte kun forsinkede forsøg på at lappe på problemerne.
Boligbevægelsen må bringes i offensiven
Vi vil i dette afsnit kort give nogle markeringer på, hvordan vi mener, boligbevægelsen kan gå politisk i offensiven.

Kampen i højrentebebyggelserne
Centrum for kampen mod huslejestigninger har været en række aktionerende højrente-bebyggelser, som gennem huslejedeponeringer og stigningsboykotter har bygget et politisk pres op, som har givet en række delsejre - såvel i den enkelte bebyggelse med bortfald eller reduktion huslejestigningerne, som politisk
gennem forbedringer af støtteordningerne til kriseramte bebyggelser. Sidste led i disse forbedringer var vedtagelsen af en driftsikringsordning til at afhjælpe de værste likviditets- og huslejeproblemer.
Men der er også kun tale om en delsejr, idet driftsikringsordningen langt fra løser problemerne.
For det første er de afsatte beløb langt fra nok til at dække højrentebebyggelsernes økonomiske behov uden yderligere huslejestigninger: Alene 4 bebyggelser har søgt om mere end den afsatte ramme tilsammen. Hvis bebyggelserne derfor ikke skal splittes og indbyrdes konkurrere om midlerne, sådan at kun de stærkeste bebyggelser får del i støtten, er det nødvendigt at koordinere og samarbejde på tværs af bebyggelserne.
For det andet er driftsikringsordningen blot en lapperiordning, som bygger på en fundamental accept af kreditinstitutionernes og obligationsejernes ret til at profitere på det almennyttige boligbyggeris finansiering og drift, - og hvor regningen præsenteres lejerne over skattebilletten. Hvis højrentebevægelsen derfor ikke skal spindes ind i at taktisk spil om driftsikringsmidlerne og deres størrelse, og hvis bevægelsen ikke blot skal fungere som militant rygstøtte for en socialdemokratisk lapperikurs, er det nødvendigt, at bevægelsen sammen med de nødvendige kampskridt peger på reelle løsninger af højrentens problemer. Og højrentens problem er, som navnet siger, den høje rente pga. finansieringen over det private lånemarked. Højrentebevægelsen må derfor kræve finansieringen trukket væk fra det private kapitalmarked til fordel for en statsfinansieringsordning over finansloven til fast lav rente. Statsfinansieringen er en offensiv, politisk reform, der indebærer angreb på centrale dele af borgerskabet, nemlig rentekapitalen og de monopolistiske selskaber, der er dybt infiltreret heri. Betingelserne for at kæmpe en sådan ordning igennem er derfor også forbundet med en ændring af styrkeforholdene til arbejderklassens og venstrefløjens favør.
Statsfinansieringen kan altså ikke gennemføres den dag i morgen, men kravet må føres frem som en del af forberedelsen af en situation med ændrede styrkeforhold. Den må være højrentebevægelsens selvstændige politiske svar på huslejeproblemet.
De konkrete kampe må være løftestang for at gøre kravet realistisk, og der må skabes alliancer til andre dele af boligmassen og til fagbevægelsen på kravet.
Men kravet om statsfinansiering må ikke stå alene. Det må forbindes med en række andre krav:
- udvidelse af det almennyttige boligbyggeri for at få fjernet den stadig større boligmangel og for mere beskæftigelse for byggefagenes arbejdere.
- omprioritering af det eksisterende sociale boligbyggeri, sådan at alle lejere i det almennyttige byggeri får nedsat boligudgifterne.
- omlægning af skattepolitikken således, at statsfinansieringen ikke resulterer i øget skattetryk på arbejderklassen.
Der må sættes ind mod skatteunddragelserne, gennemføres øget skat direkte på produktionen, fjernelse af afskrivningsreglerne, og frem for alt gennemføres en reform af parcelhus- og ejerlejlighedsbeskatningen, aftrapning af rentefradragene og fjernelse af lejeværdibeskatningen.
- nationalisering af jord- og byggemonopoler, som sikring mod øget inflation i jordpriserne og større monopoIprofitter til F.L. Smidth m.fl.,
- og endelig udvidet beboerkontrol til beboerne i bebyggelserne. Dvs. Fjernelse af alle restriktioner i beboerdemokratiet og kontrol over alle dele af livet i bebyggelserne. Samtidig skal der stilles midler til rådighed for opbygning af aktiviteter og faciliteter i bebyggelserne.
Kampen for statsfinansiering af boligbyggeriet må ses som et led i - og som brækjern for en samlet ekspropriation af det private lånemarked.

Kampen om byfornyelsen
Baggrunden for debatten om byfornyelsen er den langsomme forslumning af de historiske bykerner, som er foregået, under misligholdelse af ejendommene i den ældre boligmasse. Dertil kommer en kapitalistisk byudvikling, som har centraliseret administrationen, monopoliseret handelen i rige strøgforretninger, skabt mastodonter af kontor- og bankpaladser mv. i byernes centre. Resultatet er, at bykernerne er blevet affolket, socialt og kulturel t udsultet og er blevet skævt socialt sammensat med vægt i pensionister,
unge under uddannelse, fremmedarbejdere og andre lavtlønsgrupper.
Hvis der skal rettes op på denne udvikling er byfornyelsen nødvendig. Men spørgsmålet er på hvilke betingelser byfornyelsen skal foregå.
Boligminister Erling Olsen kom i 1979 med et udkast til lovgivning for en systematisk byfornyelse. Det er et meget et omfattende projekt, som omfatter 300.000 boliger - eller ca. 1/6 af boligmassen.
Projektet vil koste 30 mia. kr. i 79-penge over en 20-årig periode, og heraf er der beregnet 10 mia. i offentlig støtte.
Erling Olsens udkast er nu omsat til et lovforslag efter at have været ude til offentlig høring et halvt år.
Boligbevægelsen og de socialdemokratiske organisationer bag den boligpolitiske "Hvidbog" har påpeget de omfattende problemer, der ligger i udkastet: Kapitaliseringsmulighederne, huslejeproblematikken, den manglende beboerindflydelse og genhusningsproblemet. Indsigelserne har ført til visse indrømmelser i det endelige lovudkast: Lejerne får nu vetoret overfor den enkelte ejers konkrete planer til de forbedringer, der er påkrævet i loven. Og der vil - i modsætning til førsteudkastet - blive ydet rentesikring til alle moderniseringsudgifterne.
I det endelige lovudkast er de offentlige tilskud til byfornyelsen blevet trukket ind under finansloven. Det betyder, at de skal indgå i de årlige kriseforhandlinger og besparelsestogtet.
Hvorvidt, der kommer gang i byfornyelsen, kommer altså til at afhænge af den økonomiske krisepolitik - og de skiftende folketingsflertal.
På trods af indrømmelserne i lovudkastet er problemerne i byfornyelsen imidlertid ikke ude af verden. Hvis lovforslaget sættes igennem, vil det betyde en mangedobling af boligudgifterne i den ældre boligmasse. Ejendoms- og ejerlejlighedspriserne vil stige med et brag.
Det samlede lejlighedsudbud vil blive mindre gennem lejlighedssammenlægninger, og bolignøden altså forværres. En ny strøm af spekulationsmoderniseringer vil blive iværksat. Og endelig vil forslaget betyde en kraftig udvidelse af rentekapitalens profitfelt gennem de nødvendige låntagninger, som skal betales over boligudgifterne og skatten (statsstøtten).
Resultatet vil med andre ord blive et nyt spekulationsboom, som siger sparto til, hvad den ældre boligmasse har oplevet indtil nu. Det dilemma, som boligbevægelsen er blevet sat i - enten fastholdelse af forslumningen gennem et nej til byfornyelsen - eller indirekte støtte til et nyt spekulationsboom - kan kun ophæves gennem en offensiv og radikal politik, der peger på en beboerstyret byfornyelse:
- Ekspropriering af boligerne under beboerkontrol - dvs. med overdragelse af vedligeholdelse, modernisering og faciliteter til beboerne. Kun en ekspropriering af boligerne kan hindre en kapitalisering af byfornyelsen på private hænder. Men for ikke at få gentaget de kommunale lejeres afmægtige situation er det afgørende at forbinde kravet med opbygning af et beboerdemokrati med afgørende indflydelse over egen bosituation.
- Beboerkontrol med byfornyelsesplanerne.
For det første må byfornyelsen dreje sig om kvarterernes fulde udformning og ikke kun boligernes standard. Der må stilles krav om beboerstyrede institutioner, trafiksaneringer, grønne områder, beboer- og kulturhuse drevet af beboerne selv, sportsfaciliteter, mv. For det andet må der stilles teknisk assistance til rådighed for udarbejdelsen af planerne - betalt af stat eller kommune, men alene under kontrol af beboerne. For det tredje må demokratiet i kvartererne sikres gennem mulighed for udarbejdelse af alternative planer og gennem afstemninger i kvarteret om planerne og tempoet for deres gennemførelse.
- Statsfinansiering af byfornyelsen over finansloven og til fast, lav rente for ikke at få gentaget højrentens huslejeproblem i den ældre boligmasse (se højrenteafsnittet).
- Nybyggeri af almennyttige boliger, ligeledes statsfinansieret over finansloven til fast, lav rente. Nybyggeri er nødvendigt for at modsvare hullet ved lejlighedssammenlægninger, inddragelse af lokaler til kollektive faciliteter, indretning af invalide- og pensionistboliger i stuelejligheder, o.a., samt som et led i at bekæmpe den eksisterende boligmangel. Boligbevægelsen må også til at rejse krav til nybyggeriet for at undgå nye byggeskandaler og betonlandskaber.
Kun gennem en konsekvent kamp for disse krav kan boligbevægelsen hindre, at byfornyelsen ikke bliver på bekostning af den oprindelige arbejderbefolkning og med omdannelse af bykernerne til enklaver for borgerskabet og de bedre stillede dele af befolkningen.
Med stoppet for ejerlejligheder i ejendomme fra før 1966 har boligbevægelsen vundet en delsejr (også) på byfornyelsesområdet. Men der er lang vej endnu. Kravene til byfornyelsen må kædes sammen med de kampe, der allerede nu kører i den ældre boligmasse: Kampagnerne og aktionerne mod private husejeres vanrøgt eller spekulationsmoderniseringer må bruges som brækjern for kravet om ekspropriation under beboerkontrol. Sanerings- og lokalplankampe må kædes sammen med kravet om en beboerstyret byfornyeIse. De kommunale lejeres kampe for vedligeholdelse må kobles sammen med kravet om beboerkontrol med ejendommen.
Kampe for institutioner og faciliteter i kvartererne må kædes sammen med kravene til kvarterernes udformning. Og Beboerbevægelsen må end videre arbejde videre mod at organisere beboerne gade-, karre- og kvartersvis, og ligeledes rejse kravene til byfornyelsen. Byggefagenes fagforeninger må presses til at støtte kravene. Der må opbygges et samarbejde mellem boligbevægelsen og arbejdsløshedsbevægelsen om fællesaktiviteter og -aktioner omkring kravene. osv.

Kampen i forhold til parcelhuskvartererne



Det største boligpolitiske problem er forholdet til hele ejerboligsektoren. I dag bor over halvdelen af arbejderbefolkningen i egen bolig. De sidste 15 års udvikling af ejerboligsektoren er resultatet af de gigantiske summer, der fra det offentlige i kraft af rentefradragsmulighederne er pumpet i ejerboligerne. Parcelhus- og ejerlejlighedsindehavernes "skattebesparelse" løber op omk. 10-12 mia. Kr. om året. Det svarer til 80% af det beløb, staten bruger til tilskud til boligerne. Kun de sidste 20% går til udlejningsbyggeriet. Men også tilskuddene til ejerne er fordelt asocialt: Jo større bolig, jo større rentefradrag; og jo større indkomst, jo større skattebesparelse. Reelt er det arbejderbefolkningen -lejere og småejere - der betaler til de velhavendes boligforbrug.
Rentefradragsmulighederne har betydet, at priserne på ejerboligerne er blevet presset i vejret. Skattebesparelsen er blevet kapitaliseret. Samtidig er ejerboligbyggeriet - som andet byggeri – blevet fordyret pga. finansieringen over det private kapitalmarked. Med kurstabet kommer den effektive rente på obligationerne op på 17-20%. Som i det almennyttige højrentebyggeri går størstedelen af parcelhusejernes boligudgift tiI renter. Men i modsætning til højrentelejeren har parcelhusejeren udsigt til, at inflationen på længere sigt vil betale en større og større del af boligudgiften. Boligudgiften er dog i de første år enorm høj.
Favoriseringen af ejerboligsektoren har ført til en kraftig ekspansion af denne: 8O% af nybyggeriet er ejerboliger - og dertil kommer ejerlejlighederne, bl.a. de 65.000 udstykkede, men ikke­solgte ejerlejligheder. Ekspansionen er med til at presse boligudgifterne i vejret - også i udlejningsbyggeriet: Ejerboligernes belastning af lånemar­kedet - gennem dets omfang, finansiering og belåningsmulighederne - har været med til at presse renten op og skabe inflation. Resultatet er en ond cirkel, der er medvirkende til det almennytti­ges højrenteproblem og de kolossale begyndelsesudgifter i ejerboligerne.
Arbejderklassens etablering i parcelhuse er især sket i løbet af 70erne, og især i de kvarterer, hvor private byggefirmaer har opført små standardiserede elementhuse. Udbetalingen har været lille, men til gengæld forbundet med en stor mdr. boligudgift. Priserne er blevet presset yderligere i vejret af byggefirmaernes spekulation i jord og byggematerialer. Desuden lider disse papmache-huse af omfattende byggefejl, som ikke lader Albertlunds tagskandaler noget stå efter. Det har i høj grad været overladt til de borgerlige at føre politik for ejer­boligområdet. De borgerlige har sloges med Socialdemokratiet om, hvorvidt lejeværdien skulle beregnes ud fra den 15. eller 16. alm. vurdering, og hetzet mod ethvert forsøg på at røre ved rentefradraget. Venstrefløjen har været tavs i disse debatter og undladt at komme med konsekvente svar på ejerboligproblemerne. Resultatet har været, at Erhards og Glistrups demagogi har slået ind i forhold til store dele af parcelhusejerne - og været med til at cementere en småborgerlig ejerideologi. Denne har samtidig åbnet op for en reaktionær offensiv på andre områder: Hetzen mod det kulturelle, sociale og uddannelsesmæssige område.

"Ejerideologiens" materielle basis bygger på:
- at parcelhuset har visse fordele: grønne omgivelser og indflydelse på de fysiske omgivelser - dog bundet til de økonomiske muligheder. Alternativet er t højrenten, betonslummen eller den ældre misligholdte boligmasse.
- at de økonomiske og sociale afsavn, som er forbundet med erhvervelsen og fastholdelsen af parcelhuset, cemente­rer forsvaret af den private ejendomsret til boligen,
- at den individuelle økonomiske binding afføder skræk for indtægtsnedgang eller
- bortfald ved strejker, arbejdsløshed, o.l., samt desuden ofte binding til over- og ekstraarbejde.

Boligbevægelsen og venstrefløjen har hidtil kun forholdt sig yderst defensivt til problemerne på ejerboligområdet. Der er blevet stillet krav om stop for ejerlejligheder, krav om en skattereform, og udvidelse af den almennyttige kvote i nybyggeriet.
Et afgørende led i at få taget hul på parcelhusproblemet er, at fagbevægelsen begynder at forholde sig til dette på linje med andre boligpolitiske problemer. Det kræver en udvikling af fagbevægelsen til at tage sig af medlemmernes hele livssituation.
Fagbevægelsens udgangspunkt for at tage boligproblemerne op kan bl.a. være:

- at lønnen udhules gennem stigende boligudgifter, som går i rente- og spekulationskapitalens lommer.

- at boligudgifterne binder medlemmerne individuelt økonomisk og underminerer solidariteten og den faglige aktivitet.

- at det er arbejderklassen, som må betale for de velhavendes boligforbrug.

- at de stigende udgifter tvinger medlemmerne ud i overarbejde, og svækker kampen mod arbejdsløsheden.

En skattereform med aftrapning af rentefradraget og fjernelse af lejeværdibeskatningen kan være et første afgørende skridt til at fjerne den favorisering, der er foregået af ejerboligerne. Det kan betyde en kraftig begrænsning af nybyggeriet af ejerboliger. Det er afgørende, at venstrefløjen i forbindelse med skattereformen arbejder for, at det ikke bliver den "jævne" ejer, der rammes på pengepungen, samt at det bliver fulgt op med øget nybyggeri af almennyttige boliger.
Det afgørende i en politik overfor ejerboligerne er at få skilt fårene fra bukkene, at udløse sociale, politiske og klassemæssige modsætninger internt mellem parcelhusejerne.
Agitationen for skattereformen må fra den revolutionære venstrefløjs side følges op af en langt mere radikal reform, der griber fat i hele ejerideologien og giver et svar på den stavnsbinding til huset, som mange parcelhusejere er udsat for. Den reform, vi taler om, er gennem en nationalisering af kreditinstitutionerne at stille parcelhusejerne i en valgsituation mellem enten frivillig afgivelse af salgsretten mod nedbringelse af boligudgiften efter politiske, sociale og kvalitetsmæssige kriterier, fortsat renteydelse med bevaring af salgsretten. Det skal i agitationen understreges, at boligbrugerne bevarer den umiddelbare dispositionsret over egen boligsituation.
Denne reform lyder som (og er!) sød fremtidsmusik, og det kræver da også helt andre styrkeforhold for at blive sat igennem, end vi kender i dag. Men det afgørende er allerede i dag at begynde at arbejde for at danne en modsætning indenfor parcelhusejerne, hvor den ene pol går imod den borgerlige vind, der blæser igennem ligusterhækkene og retter sin utilfredshed mod rente- og spekulationskapitalen. Og det kan kun ske gennem at pege på konsekvente løsninger.

Hul på bylden
Agitationen for den radikale ejerboligs reform er kun et led i at udløse modsætningerne indenfor parcelhusejerne. Venstrefløjen må ligeledes støtte oprettelsen af beboerorganiseringer i parcelhus områderne, som tager fat om den sociale udsultning af kvartererne. Som kæmper for bedre faciliteter og nedbrydning af ensomheden og isolationen i kvartererne: Det er f.eks. nærbutikker, institutioner, kultur-og aktivitetshuse, og naturligvis under beboerstyring. I "succeshus"-kvarterer vil byggesjuskproblemer muligvis kunne tages op, - det er dog vigtigt, at arbejdet hermed bliver rettet mod de private byggefirmaers spekulation i byggematerialerne og ikke får karakter af et forsvar af den private ejendomsret.
Vi står i dag på helt bar bund med hensyn til erfaringer fra arbejde i parcelhuskvartererne. Men det er afgørende at få taget hul på den byld, som parcelhusproblemet udgør, gennem at starte et arbejde op her - og få indhøstet de erfaringer, som er nødvendige for at kunne sige noget mere præcist, end vi har været i stand til i dette parcelhusafsnit.
Vi har med eksemplerne fra højrentekampen, kampen om byfornyelsen og kampen i forhold til parcelhusområderne forsøgt at vise, hvordan vi mener, at boligkampen kan styrkes politisk, - hvordan de enkelte kampe og aktioner i bebyggelserne kan forbindes med et politisk perspektiv, der peger ud over forsvarskampen i dag og frem mod en situation, hvor styrkeforholdene gør det muligt at sætte politiske løsninger igennem, der begynder at tage hul på de reelle problemer. Vi vil derfor nu bevæge os over i en mere samlet boligreformdiskussion.

Et offensivt boligreformprogram og dets opgaver

EN FØR-REVOLUTIONÆR KRISE OG DE OPGAVER DEN STILLER

En før-revolutionær krise er en samfundsmæssig krise, hvor arbejderklassen gennem forsvarskampen har blokeret for gennemførslen af borgerskabets kriseløsninger, men hvor der endnu ikke er udviklet betingelser for en revolutionær omvæltning og overgang til et socialistisk rådsdemokrati. Det er i denne situation afgørende, at arbejderklassen kan fastholde en offensiv, befæste sine styrkepositioner gennem nye kampskridt og trænge borgerskabet yderligere i defensiven.
Vi kan ikke her gå i dybden med en I beskrivelse af den før-revolutionære krise, og de problemer den rejser. Men for boligområdets vedkommende er det afgørende, at den før-revolutionære krises flydende magtforhold udnyttes til at befæste og udvide styrkepositionerne og kampområderne i kvartererne.
Det nye albuerum for boligbevægelsens aktiviteter og kampområder skal udnyttes til at løse følgende opgaver:

-at udvikle beboernes magtpositioner i kvartererne gennem anvendelsen af radikale kampskridt, som i praksis sætter beboerstyring af kvarterernes udvikling igennem.
Det er f.eks. selvforvaltning af modernisering og vedligeholdelse på tværs af husejerne; gennem selvorganiserede trafiksaneringer, som smider den private trafik ud af byen, og sammen med buschaufførernes organisationer gennemfører udbygning af den kollektive trafik;

- gennem begyndende selvforvaltning af justitsen og løsningen af sociale problemer i kvartererne, osv.

- at forsøge at overvinde ejer-lejersplittelsen, så kampen reelt kommer til at gælde den kollektive magt over boligsituationen som boligbrugere, samt overvinde andre splittelser i boligmassen.

- at styrke kampen på tværs af de sociale bevægelser -arbejdspladser, kaserner, boligkvarterer, uddannelsessteder, mv. som led i at opbygge en social kraft, der forberedes på at tage magten i samfundet. Det er f.eks. alliancer mellem byggefagenes fagforeninger og kvartersorganisationerne om igangsættelse af en beboerstyret byfornyelse. Eller alliance mellem arbejdere og teknikere i byggematerialeindustrien og kvarters­organiseringer om fjernelse af kræft-, allergi-og andre sygdomsfremkaldende stoffer i byggematerialerne.

- at underminere det borgerlige statsapparat og borgerskabets magtcentre - økonomisk, politisk og militært. Det er kampen for beboermagt i kvartererne, arbejdermagt på arbejdspladserne, og arbejder- og folkemagt i samfundet. Det er gennem fjernelse af borgerskabets økonomiske styringsinstrumenter på boligområdet: Nationalisering af kreditinstitutionerne, byggemonopolerne og det private udlejningsbyggeri under arbejder- og beboerkontrol. Det er gennem opbygningen af en folkemilits, som bygger på den kollektive magt i kvartererne og på arbejdspladserne. Det er gennem opbygningen af et kommunikations-system, som underminerer borgerskabets informations- og pressemonopol gennem arbejder- og folkekontrol med TV, radio og aviser.

- at udvikle og styrke en socialistisk alliancepolitik i forhold til dele af mellemlagene i deres erhvervsfunktioner i statsapparatet og i erhvervslivet. Denne alliancepolitik må rive dele af mellemlagene løs fra deres binding til borgerskabets undertrykkende funktioner. Det er f.eks. gennem etableringen af decentrale sundhedshuse og ved, at be­boerkontrollen forbindes med indgriben overfor samfundsskabte årsager til ned­brydning af folkesundheden. Det er f.eks gennem alliancer med arkitekter og byplanlæggere i de kommunale magtapparater, som nægter at medvirke ved udarbejdelse af beboerfjendske planlægninger, men som i stedet indgår et samarbejde med kvarterorganiseringerne om løsningen af beboernes reelle behov. osv.

- og endelig er det at skabe en social kraft og modmagt på nationalt plan gennem en demokratisk koordinering af kvartersorganiseringerne på kvarters-, by- og landsplan. Gennem opbygningen af denne modmagt, styrkelse af kampen og en politisk udvikling af en dobbeltmagtsituation vil betingelserne for et revolutionært brud og overgang til et socialistisk rådsdemokrati modnes.

ET SOCIALISTISK BOLIGREFORMPROGRAMS OPGAVER

Hvis en før-revolutionær krise skal udvikles til en dobbeltmagtsituation, hvor arbejder- og folkemagten bliver i stand til at tage et magtpolitisk opgør med borgerskabet og dets magtcentre, kræver det, at den revolutionære venstrefløj ikke alene forholder sig præcist til udviklingen af kvarterorganiseringerne, arbejdspladsorganiseringerne mv., men også til udviklingen i statsapparatet, folketingspolitikken og regeringsspørgsmålet. I forhold til boligområdet er udviklingen af beboerorganiseringerne frem mod demokratiske masseorganisationer, der har tiltaget sig den afgørende magt over kvartererne, den sociale basis og dynamik, som kan gøre en socialistisk revolution mulig.
Men opbygningen af kvartersmagten vil ustandselig støde ind i og konfronteres med det borgerlige statsapparat.
Det er et socialistisk boligreformprograms opgave at være instrument for at give kvartersmagten de bedst mulige betingelser for at udvikle sig til en samlet national magt; det vil bl.a. sige at tilsidesætte det borgerlige statsapparat til fordel for kvartersorganiseringernes magt over kvarterernes udvikling. Det socialistiske reform­program må for boligområdet altså være snævert forbundet med at løse de opgaver, som vi har ridset op i det foregående afsnit.
En så radikal boligreformpolitik, som vi i det følgende vil ridse op, vil ikke kunne sættes igennem eller fast­holdes uden at møde en indædt modstand og kontrarevolutionær offensiv fra borgerskabet. Hvis reformprogrammet eller blot dele af det bliver sat igennem, vil kun en socialistisk revolution med overgang til et socialistisk rådsdemokrati kunne fastholde det. Men det socialistiske reformprogram har også indbygget en dynamik, som i praksis vil åbne vejen for det revolutionære magtopgør: Det bygger på et konsekvent massedemokrati, selvforvaltning og i sin konsekvens: - rådsdemokratiet.
Det betyder også, at jo flere dele af reformprogrammet, der er ført igennem, des bedre betingelser er der for et heldigt udfald af en revolutionær overgangsproces.
Det er i dag og vil fortsat i en årrække fremover ikke være muligt for boligbevægelsen, at rejse det boligpolitiske reformprogram i sin helhed, men kun delelementer ud fra de kampområder, som boligbevægelsen fører - f.eks. ekspropriering af udlejningsbyggeriet, beboerkontrol over modernisering, vedligeholdelse og faciliteter, kravene til kvarterernes udvikling, mv.. Først i den før-revolutionære situations radikale kampe og den flydende magtsituation, som åbner nyt albuerum for beboerbevægelsens handlemuligheder og udvidelse af dens magtpositioner, er det muligt at sætte beboerorganiseringerne i bevægelse for det socialistiske boligreformprogram.
Men det må ikke betyde, at den revolu­tionære venstrefløj blot skal sidde og vente på denne situation, før diskussionen rejses bredere i befolkningen.
Tværtimod må den revolutionære venstrefløj i dag igangsætte en selvstændig offensiv, hvor vi peger på vores radikale løsninger på boligproblemerne. Det er et nødvendigt led i forberedelsen af de opgaver, vi som revolutionære har foran os i kampen for socialisme, - og kan ikke blot overlades til SF og DKP med deres reformistiske perspektiver og underdrejning i forhold til Socialdemokratiet. Tværtimod er det nødvendigt at netop den revolutionære venstrefløj går forrest i kampen med klare politiske perspektiver, - også som et led i en ideologisk kamp mod - og opbygning af et alternativ til Glistrups, Erhards og Ankers vamle visioner.
Men over til det socialistiske bolig­reformprogram. Situationen er altså den, at kvartersorganisationerne fører en lang række radikale kampe, og at de sammen med den revolutionære venstrefløj kræver gennemførslen af de radikale reformer i programmet. Den revolutionære venstrefløj må være parat til at gå ind i regeringsdeltagelse på grundlag af programmet for at sikre den konsekvente gennemførelse på tværs af borgerskabet. Det socialistiske boligreformprogram mener vi bør indeholde:

DET SOCIALISTISKE BOLIGREFORMPROGRAM

1. Kvartersorganisering og beboermagt
Kvarterorganisationerne accepteres og bemyndiges den afgørende indflydelse på kvarterernes udvikling og styring af kvarterernes faciliteter. Alle boligkvarterer inddeles med andre ord i "naturlige" kvarterzoner efter struktur og eksisterende beboerorganisationer. Det almennyttige boligbyggeris selskabsstruktur opløses til fordel for kvartermæssig organisering og koordinering. Alle restriktioner i beboerdemokratiet fjernes, bl.a. gennem at alle beboere i bebyggelserne får stemmeret, og -at alle valgte repræsentanter øjeblikkeligt kan trækkes tilbage. Kvarterorganiseringerne opbygger en koordinering lokalt, bymæssigt og på nationalt plan, som får kontrol med nybyggeri, byfornyelse og byudvikling.
(Vi kan ikke her tage hul på spørgsmålet om landzonerne, landsdels regionaludvikling, men er klar over, at det ligger som problem).
Udviklingen af beboermagten i kvartererne og opbygningen af en koordinering på lokalt, bymæssigt og landsplan er et led i et samlet angreb på borgerskabets dispositionsret og spekulation i boligen.

2. Ejendomsforhold og boligudgift
Den private udlejningsmasse nationaliseres under beboerkontrol. Styring og administration af vedligehold modernisering og faciliteter overgives den lokale beboerorganisering.
Ejer-lejer-splittelsen skal overvindes. Det kan kun ske gennem et bevidst svar, som går direkte i kødet på ejerideologien, tilbyder parcelhus- og ejerlighedsindehavernes økonomiske fordele og som endelig er i stand til at byde på et reelt alternativ til de fordele, der er bundet til ejerboligerne (den tilsyneladende umiddelbare kontrol over boligsituationen). Det kræver, at der gribes direkte ind mod de mekanismer og kapitalkræfter, som i lukrerer på spekulationen i ejerboligerne dvs. først og fremmest kreditinstitutionerne, som nationaliseres. Boligbrugerne af ejerboligerne får herefter valget mellem enten en radikal nedsættelse af boligudgiften gennem sløj­fning af gælden og overgang til en politisk fastlagt boligudgift, hvorefter salgsretten afgives, eller fortsat renteydelse mod bevaring af salgsret­ten. Boligbrugerne beholder den umiddelbare kontrol over deres boligsituation, og gennem den kvartermæssige organisering får de dispositionsret over kvarterets udvikling. Det åbner bl.a. for muligheden for placering af nærbutikker, kulturcentre, institutioner mv. i kvarteret, som et led i nedbrydningen af den kulturelle og sociale udsultning, som mange sovebyer lider under.
Med nationaliseringen af kreditinstitutionerne er det samtidigt muligt at nedbringe huslejen i det almennyttige byggeri: Al almennyttig gæld sløjfes, og boligudgiften fastlægges i stedet ud fra politiske kriterier, som tager højde for størrelse og kvalitet af boligerne, og desuden må der tages højde for sociale forhold (antal børn i forhold til voksne, samt generelle lønforhold i samfundet). Samme regler gælder for det nationaliserede udlejningsbyggeri og de eksproprierede ejerboliger. Boligudgifterne bruges til at drive lokale aktiviteter og faciliteter, samt til nybyggeri og byfornyelse over en central fond.

3. Finansiering, nybyggeri m.m.
Alle kreditinstitutioner nationaliseres - som allerede nævnt - og underlægges en statsbank. Der udarbejdes en samlet national investeringspolitik, som for boligområdet betyder, at der i samarbejde med kvarterorganiseringernes nationale forum oprettes en boligfond, som sikrer et rimeligt øko­nomisk og politisk forsvarligt nybyggeri, samt en systematisk byfornyelse af den ældre boligmasse under beboer­kontrol.
Nybyggeri projekteres, tegnes og udføres i et samarbejde mellem organiseringer af interesserede boligsøgende, bygningshåndværkere og arkitekter, Byfornyelsesprojekter udarbejdes af de lokale kvarterorganiseringer, byg­ningshåndværkere og arkitekter. Der stoppes for opførelse af ejerboliger.
Det sikres, at der bliver eksperimenteret med boligformerne i nybyggeriet og byfornyelsesområderne: Kollektive boformer, fleksible boligstrukturer (flyttelige vægge mv.), integration af invalide-, pensionist- og plejeboliger i almindeligt byggeri, sikring af kollektive udenomsfaciliteter (institutioner, kulturhuse, spisehuse, lege- og sportspladser, mv.).
Alle boliger registreres med hensyn til størrelse, kvalitet, beliggenhed, udenomsfaciliteter, mv, som bruges som udgangspunkt for boliganvisning, Boliganvisningen finder sted efter sociale og behovsmæssige kriterier, og i et samarbejde med den lokale beboerorganisering.

4. Byggeindustri, jord, mv.
Bygge- og materialemonopolerne nationaliseres under arbejderkontrol, Der eksperimenteres med nye miljøvenlige og giftfrie materialer i et samarbejde mellem beboerorganiseringer, fagforeninger og teknikere.
Jorden nationaliseres (dog undtaget landbrugs- og gartnerijord, som kræver en selvstændig politikudvikling, som vi ikke kan komme ind på her).
Småhåndværkere tilbydes indgåelse i kooperativer under kollektiv demokratisk ledelse og i tæt samarbejde med de lokale beboerorganiseringer.
Skattepolitikken bliver radikalt omlagt. Den præcise omformning kan vi ikke komme ind på her, men blot markere, at vi i princippet går ind for fjernelse af indkomstskatten til fordel for direkte produktionsskat, men at denne omlægning samtidig hænger sammen med en lønreform, hvor der sikres en samfundsmæssig mindsteløn til alle arbejdssøgende, og hvor topindkomster beskæres (Jvf. KF’s lønresolution).Gennemførelsen af reformprogrammet betyder i sin konsekvens, at der opbygges en dobbeltmagtsituation, hvor kvarterorganiseringerne (og arbejderrådene) står side om side med et borgerligt statsapparat - omend desorganiseret og splittet. Kampen for gennemførelsen af reformprogrammet har dannet en samlet national magt, som vil være i stand til at gribe den samlede samfundsmæssige magt, - dvs. realisere rådsdemokratiet gennem det sidste afgørende skridt: Tilsidesættelsen af de sidste rester af det borgerlige statsapparat og borgerskabets øvrige magtcentre til fordel for arbejder- og folkemagtens fulde kontrol.
Den socialistiske revolution vil være kulminationen på kampen for reformprogrammet. Med den socialistiske revolution vil en kvalitativ udvikling af boligforholdene og livet i kvartererne kunne påbegyndes, - en udvikling frem mod det klasseløse kommunistiske samfund.

Boligkvartererne under socialismen