FAGBEVÆGELSEN OG DET SOCIALDEMOKRATISKE PARTI
De faglige organisationers historie i Danmark er fra starten vævet tæt sammen med det socialdemokratiske partis historie.
Skønt parti og fagbevægelse ret hurtigt blev organisatorisk adskilt, bevarer Socialdemokratiet - og dermed den reformistiske politik - en ret afgørende indflydelse på langt den største del af fagbevægelsen.

Socialdemokratisk deltagelse i regeringsmagten betyder allerede fra den første socialdemo­kratiske mindretalsregering (1924-26), at fagbe­vægelsens handlefrihed underordnes socialdemo­kratisk politik, - at arbejdernes krav om højere løn og bedre arbejdsforhold kommer i konflikt med forsvaret for "arbejderregeringen".
Denne udvikling konsolideres i trediverne, - og antager helt groteske former i anden verdens­krigs første år. For at støtte den socialdemokra­tisk ledede regering, der samarbejdede med den tyske besættelsesmagt, sluttede De samvirkende Fagforbund (det daværende LO) borgfred med kapitalen og vi fik strejkeforbud.
Opbygningen af den socialdemokratiske velfærdsstat i efterkrigstiden har, som en af sine væsentligste grundpiller statens aktive regulering af samfundsøkonomien, og dermed også regulering af lønnen, når det er nødvendigt.

Samtidig integreres fagforeningsbureaukratiet i tiltagende grad i hel- og halvstatslige organer som f.eks. arbejdsformidling, arbejdsret, arbejdsmarkedsudvalg, arbejdsmarkedsnævnet osv. Og der fungerer et meget snævert samarbejde mellem fagbevægelsens top og det socialdemokratiske partiapparat:
- LO og Socialdemokratiet er repræsenteret i hinandens forretningsudvalg
- Socialdemokratiet har faste pladser i LO's hovedbestyrelse.
- Hele LO 's forretnigsudvalg deltager i det socialdemokratiske partis årsmøder og kongresser med stemmeret.
I socialdemokratiske regeringsperioder fungerer der et kontaktudvalg, der består af statsministeren og et par af de ledende ministre, LO's, SID's og Metal's formænd, foruden et skiftende antal socialdemokratiske ledere.
Denne direkte sammenhæng mellem Social­demokratiet og fagbevægelsen er et instrument, der bruges til at underlægge fagbevægelsen Socialdemokratiets parlamentariske politik.

Den samlede fagbevægelse optræder mere radikalt, når Socialdemokratiet er i opposition, men langt mere forsigtigt i socialdemokratiske regeringsperioder. I "vanskelige" situationer mobiliseres både det socialdemokratiske partiapparat og fagbureaukratiet på alle planer for at gen­nemføre en tilbundsgående agitation f.eks. for u­populære socialdemokratiske regeringsinitiativer. Der holdes møder for socialdemokratiske tillidsfolk fra top til bund for at sikre opbakningen. - Og da agitationen som oftest har karakter af opfordringer til ikke at foretage sig andet end at bortforklare, hvad der er sket, og ellers holde sig i ro, sikres den passive opbakning af på den ene side bureaukratiske manøvrer, og på den an­den side ved at spille på flertallet af arbejdernes tillid til Socialdemokratiet.

KAMPEN MÅ FØRES IGENNEM FAGBEVÆGELSEN
Fagbevægelsen er gennem årene blevet trukket ind i et nærmere og nærmere samarbejde med og ansvar for den kapitalistiske samfundsøkonomi på grund af den herskende socialdemokratiske linje. Men fagbevægelsen er langt fra så stærkt sammenflettet med arbejdsgivere og stat at arbejderklassen har mistet kontrollen med fag­bevægelsen. Den danske fagbevægelse adskiller sig - trods bureaukrati og udemokratiske strukturer – grundlæggende fra fascistiske fagforeninger,hvor staten udpeger ledelsen og hvor både arbejdere og kapitalister er medlemmer. Fascistiske fagforeninger kan ikke udvikles til kamporganisationer, men må bekæmpes via uafhængige faglige organisationer.
Mange arbejdskampe i de sidste år er vundet bl.a. fordi fagforeningerne har støttet dem eller forholdt sig neutrale. Militante og revolutionære kræfter kan slå igennem i fagbevægelsen - det er allerede sket i enkelte fagforeninger. Vi kan ikke overlade fagbevægelsen til reformister og samarbejdsfolk, som modarbejder eller hæmmer arbejderklassens kamp.

De grundlæggende modsætninger i fagbevægelsen går ikke mellem LO-toppen og medlemmerne, men mellem forskellige politiske linjer. LO·ledelsen sidder der i kraft af en passiv støtte og tilslutning til klassesamarbejdet fra et flertal af medlemmerne. Dette flertal ændres ikke ved at opbygge organer ved siden af den eksisterende fagforenings- og klubstruktur, men ved at tage kampen op i fagbevægelsen.
Denne linje betyder ikke underordning under SD- eller DKP ledelsen i fagbevægelsen. Strejker, aktioner og kampe på arbejdspladsen gennemføres, når der er flertal for det - på trods af ledelsen i fagforeningen.

FAGBEVÆGELSEN OG KAPITALISMENS KRISE I 70'ERNE
Krisen har sat den socialdemokratiske samarbejdspolitik på en hård prøve. Borgerskabet går i offensiven for at få arbejderklassen til at betale krisens omkostninger,- men nederlaget for Hartling-regeringens konfrontationspolitik gav samarbejdet en ny chance. Samarbejdet kom nu til at dreje sig om gennemførelse af INDKOMSTPOLITIK. Kontrol med lønningerne havde længe stået på borgerskabets ønskeseddel, men bededagsstrejkerne i 74 viste imidlertid, at indkomstpolitikken ikke kunne gennemføres på trods af Socialdemokratiet og fagbevægelsen.

Gennem den lovbefæstede overenskomstforlængelse, gennem to augustforlig, klumpforlig osv. gør Socialdemokratiet klart, at de er parat til at gennemføre en skarp indkomstpolitik - og at de er i stand til sammen med socialdemokratiske dele af fagbevægelsen at opfange og pacificere arbejdernes protester. Lang tids agita­tion for "den smalle vej", "ansvarlig løntilbageholdenhed" osv. kædet sammen med eksklusionstrusler, centralisering af magten, hetz mod venstreorienterede, politi-indgreb og blokadecirkulære har efterhånden gjort arbejderklassen mør.

De indkomstpolitiske angreb er lykkedes, fordi de ikke er blevet mødt af en samlet modstand. Men selv om kampene har været spredte, har utilfredsheden været omfattende og rakt langt ind i Socialdemokratiets egne rækker.

En konsekvens af indkomstpolitikken er at der udløses kraftige modsætninger internt i fag­bevægelsen. Socialdemokraterne bliver sat under kraftigt pres fra deres egen basis, og for at fastholde det grundlæggende samarbejde med borgerskabet forsøger de at stramme grebet om fagbevægelsen. Socialdemokratiets politik er i­midlertid i betydelig grad baseret på støtte fra fagbevægelsen, og Socialdemokratiet og fagbevægelsen kan således ikke altid optræde som en enig størrelse. Den SD-dominerede fagbevægelse er mere underlagt sine egne medlemmers meninger/aktivitet end Socialdemokratiet som parti. De socialdemokratiske faglige ledere er ikke umiddelbart afhængig af kompromisser med borgerskabet på samme måde som SD-partitoppen.

Denne modsætning kom tydeligt frem i de konflikter, der blussede op mellem LO og Social­demokratiet, da SV-regeringen blev dannet.
Uanset hvordan indkomstpolitikken sminkes er den et forsøg på at fjerne den sidste rest af fagbevægelsens forhandlings- og aktionsret.
Under krisen, hvor lønglidningen mere eller mindre går i stå, bliver overenskomsterne og fag­foreningernes lønaktiviteter afgørende for reallønnen. Flere og flere fagforeninger går i dag ind i at organisere lønkampen, hvor det under højkonjunkturen blev klaret på den enkelte arbejdsplads.
En fortsat stram indkomstpolitik forudsætter kontrol med lønkampen - og det vil blive stadig vanskeligere for LO og Socialdemokratiet.

EN HOVEDOPGAVE
Kampen mod indkomstpolitikken står i centrum i den kommende tid. Et led i denne kamp, der også har perspektiver på længere sigt, er kampen for at frigøre fagbevægelsen fra at være underlagt den socialdemokratiske parlamentariske politik og fagforeningspolitik. Dvs. kampen for at udvikle de faglige organisationer som kamp-­ og klasseorganisationer, der hverken er integreret i statsapparatet eller underlagt Socialdemokrati­et. Fagbevægelsen skal ikke længere være et villigt redskab til at sikre arbejdernes accept af Socialdemokratiets "dance macabre" i borgerska­bets balsale.
Kampen er rettet mod borgerskabet, der som den dominerende økonomiske og politiske magtfaktor skridt for skridt underminerer hele grundlaget for fagbevægelsens forhandlings- og aktionsret.

Kampen er imidlertid også rettet imod Socialdemokratiets politik, mod det organiserede samarbejde med borgerskabet, som altid tvinger partiets reformpolitik på tilbagetog overfor
borgerskabets offensiv. For at bevare klassesamarbejdet og dermed sikre grundlaget for den socialdemokratiske fagforeningspolitik, gennemfører SD en politik som indbefatter et angreb på venstrefløjen og som dermed åbner for en senere langt hårdere offensiv fra borgerskabets side. Et afgørende middel til at få arbejderklassen til at sluge de bitre piller er Socialdemokratiets stærke kontrol med fagbevægelsen. Enhver opposition, der udgør en samlet modstand mod indkomstpolitikken, og som truer med at svække denne kontrol med fagbevægelsen, er derfor et angreb på Socialdemokratiets klassesamarbejdspolitik, og bliver derfor forsøgt slået ned med hård hånd af de socialdemokratiske forbunds- og fagforeningsledelser ved hjælp af eksklusionstrusler, udhuling af fagforeningsdemokratiet osv. (jfr. f.eks. Metaltoppens seneste centralisering af magten i forbundet på kongressen i efteråret 1978).

Skal denne kamp føres igennem til sejr, kræver det, at flertallet af de socialdemokratiske arbejdere deltager aktivt. Når dette overhovedet er muligt, hænger det sammen med dels modsætningen mellem Socialdemokratiet og borgerskabet, dels modsætningen indenfor Socialdemokratiets klassesamarbejdspolitik, - nemlig modsætningen i Socialdemokratiet mellem at være et statsbærende parti og være et parti, der skal forsvare arbejderinteresser.

Vi har set eksempler på, at socialdemokratiske arbejdere er gået i kamp eller har støttet en kamp mod angreb fra borgerskabet, selv om partiets ledelse eller fagforeningsledelser har indgået kompromis til højre og har bekæmpet strejker og andre aktioner (f.eks. strejkebevægelsen i 1976 mod nulpolitikken, den brede modstand mod kriminaliseringen af blokadevåbnet, de mange huslejeboycot-aktioner osv.). Det samarbejde der således under særlige omstændigheder har været udviklet mellem venstrefløjen og menige socialdemokrater, må venstrefløjen konsekvent arbejde for at udbygge til en virkelig aktionsenhed med de socialdemokratiske arbejdere.

Det kræver, at venstrefløjen ikke opstiller grundlag for aktionsenhed, dei forudsætter brud med Socialdemokratiet - til gengæld må venstrefløjen heller ikke afstå fra en offensiv kritik af den socialdemokratiske politik. Afstår vi herfra, undlader vi at forberede de socialdemokratiske arbejdere på den uundgåelige modoffensiv, som partiapparatet og topbureaukratiet i fagbevægelsen før eller senere sætter ind imod aktionsenheden.
En sejr, der skal løsrive fagbevægelsen fra sit ansvar for indkomstpolitikken kræver politiske massestrejker mod indkomstpolitikken kædet sammen med krav om løsrivelse af fagbevægelsens bånd til Socialdemokratiet og staten.

PERSPEKTIVER
Denne kamp åbner for et langt mere vidtrækkende perspektiv:
- kampen, for at frigøre fagbevægelsen fra den statslige slavebinding og skabelsen af en slagkraftig og demokratisk fagbevægelse uafhængig af statsapparatet.
En virkelig socialdemokratisk indkomstpolitik kræver fagbevægelsens integrering i et organiseret samarbejde med borgerskabet, formidlet af staten og Socialdemokratiet. Væsentlige redskaber hertil er allerede opbygget i Danmark gennem den statslige tvangslovgivning, der angriber strejker, kontrollerer overenskomstforhandlingerne og underordner oppositionelle fagforeninger og forbund under LO.

Denne underordning af fagbevægelsen under det organiserede klassesamarbejde har sat sine dybe spor i fagbevægelsens opbygning og funktionsmåde. Det er ikke kun en forkert politik, der leder fagbevægelsen. Det er ikke nok at få andre faglige ledere. Det er fagbevægelsen selv, der i bund og grund skal omvæltes for at kunne udvikles til slagkraftige klasseorganisationer.

Det er en lang og vanskelig kamp. Det kræver fjernelse af alle institutioner (hovedaftale og fagretsligt system), lovbestemmelser og tvangsforholdsregler, der indskrænker og undertrykker fagbevægelsens selvstændighed. Tillidsmandsinstitutionen, sikkerhedsorganisering, og tilsyn, arbejdsanvisning og arbejdsløshedslovgivning, statsligt organiserede arbejderuddannelser o.l. skal ene og alene blive anliggender for forbundenes medlemmer. Det kræver opgør med det faglige bureaukrati og det repræsentative demokrati. Det kræver omvæltning af opbygning efter fag til fordel for industriforbund.

Dette brud med statsmagtens slavebinding af fagbevægelsen er meget omfattende og dybtgående. Det vil betyde et begyndende opgør med det borgerlige statsapparat og opbygning af en selvstændig arbejdermagt, der truer borgerskabets herredømme. En så afgørende omvæltning af dansk fagbevægelse vil udfordre borgerskabets herredømme og vil blive bekæmpet med alle midler af ledende socialdemokratiske fagforeningsfolk. Denne kamp vil blive hård! Et sådant brud med den statslige slavebinding af fagbevægelsen er uløseligt forbundet med et virkeligt opbrud i arbejderklassen væk fra den socialdemokratiske fagforeningspolitik. En virkelig omvæltning vil først fuldt ud kunne skabes i den revolutionære overgangsproces' radikale massekampe med nye styrkeforhold mellem borgerskab og arbejderbevægelse og øget indflydelse for det revolutionære parti.

FOR EN SLAGKRAFTIG FAGBEVÆGELSE
Der er flere ting, der på afgørende måde hæmmer fagforeningernes udvikling til slagkraftige instrumenter i arbejderklassens kamp. F.eks. - Det fagretslige system, med arbejdsret, forligsmandslov, hovedaftale.
- socialdemokraternes aktive modstand alle krav, der rokker afgørende ved magten på arbejdspladserne
- den hermed sammenhængende afvisning af at tage kampskridt, der ligger udenfor rammerne af samarbejdspolitikken og den statslige regulering af arbejdsmarkedet.
- fagbureaukratiets selvstændiggørelse og undertrykkelse af demokratiet og oppositionel medlemsaktivitet
- splittelsen i arbejderklassen (faglærte /ufaglærte, kvinder/mænd osv.)
- begrænsningen i fagbevægelsens selvstændige kamp for alle sider af arbejderklassens tilværelse til fordel for statsapparatets undertrykkende regulering.
- den udemokratiske opbygning af fagbevægelsen
- den reformistiske politiks dominans.

Vi vil i det følgende anvise nogle handlingsmuligheder for at komme disse blokeringer til livs. Det drejer sig om:
- at knuse det fagretslige system og opbygge en alternativ forhandlings- aktionslinje
- at udvikle og kæmpe for krav, der tager fat om magten på arbejdspladserne og i samfundet
- at forsvare og udvikle effektive aktionsformer, der bygger på aktive og solidarisk kæmpende klubber og fagforeninger og massekamp mod statsovergreb
- at udvikle og mobilisere medlemmerne for en selvstændig, demokratisk aktivitet i fagforeninger og forbund
- at kæmpe for en enhedspolitik og dermed sammenhængende struktur i fagbevægelsen, dr kan forene alle modstående grupper i fælles kamp
- at udvikle og gennemføre en selvstændig faglig politik, der tager fat på alle sider af arbejderklassens tilværelse

KNUS DET FAGRETSLIGE SYSTEM
Det fagretslige system er et tæt sammenvævet net af aftaler og love, der fungerer som et af borgerskabets mest effektive midler til at fastholde arbejderklassens lønslaveri. Hovedaftale, arbejdsretslov, forligsmandslov, tillidsmandsregler osv. spinder klassekampen ind i et uigennemtrængeligt net af juristeri.
Mange arbejdere har bittert måttet erfare, at arbejdsretten er en KLASSEDOMSTOL - for BORGERSKABET imod arbejderklassen. Alternativet er kæmpende fagforeninger, der gennem kampen er i stand til at sikre, at overenskomsterne bliver overholdt, - at hverken grupper af arbejdere eller enkelte arbejdere bliver snydt af arbejdsgiverne.

De svagere dele arbejderklassen i lavtlønsområderne, på små isolerede arbejdspladser er i dag mere eller mindre opgivet som kampområde for fagbevægelsen. Det er overladt til staten og det fagretslige system at udgøre et sikkerhedsnet. Udviklingen viser, at forskellene indenfor arbejderklassen faktisk øges. Kravet KNUS DET FAGRETSLIGE SYSTEM VÆK MED ARBEJDSURETTEN må derfor kædes sammen med opbygningen af fagbevægelsens styrke på alle områder og udviklingen af kontrolorganer, der kan varetage statens rolle som sikkerhedsnet under de svagere dele af arbejderklassen.

FOR EN DEMOKRATISK SELVSTÆNDIG OVERENSKOMST
Overenskomstfornyelserne hvert andet år er nok den begivenhed, der tydeligst åbenbarer det fagretslige systems spændetrøje. Hovedaftale, forligsmandslov, sammenkædnings- og afstemningsregler mm viser sig som effektive redskaber til at fastholde arbejderklassen under kontrol.
Selv uden regeringsindgreb i overenskomsterne virker reglerne som en effektiv blokering for fagbevægelsens egen demokratiske kamp for et bedre overenskomstresultat.
Alternativet til dette system er en videreudvikling af den kontrol med kravenes gennemførelse som vi allerede ser udfolde sig flere steder i dag på arbejdspladserne, koordineret på byplan, blandt fagforeninger og enkelte forbund.

Overenskomstsystemet må demokratiseres:
- kravene rejses og prioriteres gennem en direkte demokratisk beslutning i de enkelte
forbund. Samordning med de øvrige forbund under LO på grundlag af sammenfaldende
krav.
- alle forhandlinger føres åbent og forhandlerne står under demokratisk kontrol fra medlemmernes side.
- Den generelle overenskomst vedtages eller forkastes ved urafstemning. Flertallet af de afgivne stemmer er afgørende.
- Den generelle overenskomst r en minimumsoverenskomst, som ingen forbund må gå under, men som det står åbent for alle forbund at forhandle og kæmpe videre på grundlag af.
- Hvert forbund forhandler, kæmper og afslutter selv sin overenskomst. Det resultat hvert forbund når frem til er igen en minimumsoverenskomst med den pågældende
industris/branches arbejdsgivere og fastsætter ligesom den generelle overenskomst resultater som mindsteløn, løntillæg, arbejdstid, ferie, opsigelsesvarsler osv.
- Indenfor denne landsdækkende rammeoverenskomst gennemfører den enkelte ar bejdsplads/fagforening lokale overenskomster, hvor arbejderne alt afhængig af lokal styrke kan gå videre i kravene og sikre yderIigere lønstigninger, kortere arbejdstid osv.
- Forligsmandsinstitutionen og forligsmandsIoven som helhed opsiges til fordel for ubegrænset aktionsret for såvel fælleskrav som for særlige forbundskrav.
Landsdækkende koordination vil fortsat være nødvendig, og den bør principielt foregå gennem LO, men skal en koordinering af kampen på arbejdspladser, i fagforeninger og i forbund være reel, kræver det en demokratisering af LO's opbygning og ændrede politiske styrkeforhold i LO's ledelse. Derfor må den nødvendige koordination i dag ske på initiativ af progressive arbejdspladser, fagforeninger og forbund.

BEKÆMP AREBJDSRET OG BODSSYSTEM
I sammenhæng med, og som et led i, at opbygge fagbevægelsens styrke, må det første afgørende slag mod arbejdsretten rettes mod bodssystemet.
Arkendelsen af det fagretslige system er kun egentlig rodfæstet i det faglige bureaukrati.
Den kan derfor imødegås ved allerede fra starten af en konflikt at manifestere en styrke og en kampberedthed på arbejdspladserne, der kan afholde såvel arbejdsgivere som fagbureaukrati fra at forsøge at kvæle kampen gennem mægling og arbejdsretslige afgørelser eller gøre den virkningsIøs.
Arbejdsretten undergraves ved at sætte dens beføjelser ud af kraft i praksis og dermed nedbryde dens autoritet.
Parolen FORHANDLING - AKTION må erstatte hele det fagretslige juristeri. Som et første skridt på vejen må det sikres, at intet fagforbund godkender et forhandlingsresultat, som arbejderne ikke kan gå ind for.

Det er dog selve bodssystemet, der er grundlaget for arbejdsrettens autoritet. Derfor er første fase en underminering af denne autoritet:
Kræv frafald af bod og nægt at afslutte forhandlingerne før garanti for bortfald af bod er sikret.
Bøjer ledelsen sig ikke og vil de alligevel trække boden over lønnen, tru med nye aktioner, der koster arbejdsgiveren mere end den bod, der skal trækkes.
Boykot klassedomstolen, hold tillidsrepræsentanter og de lokale afdelingsrepræsentanter hjemme.
Opbyg lokale klubstrejkekasser som sikkerhedsnet, indtil vi gennemtvinger en åbning af de strejkekasser vi allerede har.
Er den lokale fagforening gået så aktivt ind i støtten til aktionerende arbejdere, at den er kommet i unåde hos arbejdsrettens dommere, kan den:
- kræve bodsbeløbet betalt af arbejdsgiveren
- nægte at betale
Nægter den lokale fagforening at betale boden, vil statsmagten og arbejdsgiveren møde op med kongens foged. Her er det vigtigt at gøre kampen mod kongens foged til en fælles sag for alle arbejdere i afdelingen ved
- at stille blokadevagt op omkring fagforeningskontoret
- lave demonstrationstog til fogedkontoret
- lave 24 timers proteststrejker mod fogedens (statsmagtens) overgreb
Principielt er det rigtigt, at fagforeningerne tvinges til at støtte overenskomststridige strejker åbent, men det forudsætter, at mange fagforeninger gør det samtidigt, og at der er en stærk forståelse og kraftig opbakning herfor fra medlemmernes side.
I forbindelse med kampen mod bodssystemet, må vi slås for, at LO trækker sine dommere ud af arbejdsretten.

DET ER MAGTEN PÅ ARBEJDSLADSERNE OG I SAMFUNDET DET DREJER SIG OM
Fagbevægelsen må skridt for skridt arbejde på at styrke og befæste arbejderklassens positioner på arbejdspladserne ved
- at tiltvinge sig kontrol med akkord og lønsystemer (alle produktionsfremmende lønsystemer må afskaffes hen ad vejen) Opmålere, bonusførere osv. vælges af den lokale klub eller fagforening.
- at tiltvinge sig kontrol med arbejdets fordeling, arbejdstiden, pauser, overflytninger,
rationaliseringer, omskolinger osv. Væk med alle kontrollerende funktioner. Arbejdet ledes og fordeles bedst af dem der udfører der. Nødvendig koordinering udføres af valgte arbejderrepræsentanter.
- at tiltvinge sig kontrollen med lærlinge- og efteruddannelse både hvad angår indhold og omfang.
- at tiltvinge sig kontrol med ansættelser og afskedigelser
- at tiltvinge sig kontrol med arbejdsmiljøet.
De nuværende sikkerhedsorganisationer (der er opbygget som samarbejdsorganisationer) og Arbejdstilsynet skal erstattes med arbejdernes egen sikkerheds- og sundhedstjeneste, der skal opbygges som en del af klubber og fagforeninger. Sikkerhedspatruljerne er et skridt på vejen.
- at tiltvinge sig kontrol med, hvad der produceres. Produktionen må ske ud fra samfundsmæssige behov og ikke ud fra profit hensyn. Ikke atomkraftværker, men vedvarende energianlæg. Ikke U-både, men kollektive trafikmidler.
- at tiltvinge sig kontrol med investeringer. Regnskaber og produktionsplaner må være tilgængelige for arbejderne og deres repræsentanter.
Økonomisk sabotage, virksomhedsslagtninger, kapitalflugt, spekulation osv. mødes med strejker, blokader og besættelser.
På samfundsplan må fagbevægelsen styrke
- kampen på boligområdet ved på den ene side at rejse krav til folketing og byråd om
en fornuftig boligpolitik, og på den anden side deltage i boligkampen f.eks. ved som Byggefagenes Samvirke at nægte at lave fupmoderniseringer under politibeskyttelse, og ved som stilladsarbejderne at nægte at opføre stilladser, der skal bruges i forbindelse med ejerlejlighedsudstykning.
- kampen mod forringelser på sundheds- og socialområdet ved at bekæmpe nedskæringer og centraliseringer af institutionerne, og ved at bekæmpe rationaliseringer, der bevirker forringelser i behandlingssystemet. Gennem fagforenings-styring og kontrol med arbejdsmiljøet. Gennem krav om statsansættelse af alle sundhedsarbejdere, herunder læger, og krav om oprettelse af lokale sundhedscentre. Gennem samlet kamp mellem brugere og ansatte mod nedskæringer og centraliseringer af institutioner, for oprettelse af nye institutioner til dækning af børns, unges og ældres reelle behov.
- kampen på uddannelsesområdet ved i samarbejde med progressive lærere, elever og studerende at bekæmpe diskrimineringen i folkeskole og det øvrige uddannelsessystem, ved at stille krav om reel, lige og åben adgang til alle uddannelser, krav om studier og forskning i arbejderklassens interesse og krav om nye uddannelser, der svarer til arbejderklassens faglige, sociale og politiske behov og som er åbne for alle arbejdere og arbejdsløse.
- kampen for international solidaritet ved i samarbejde med fagforeninger og forbund på tværs af landegrænser at kæmpe imod multinationale selskaber. Ved at støtte arbejdskampe i andre lande og ved at støtte antifascistiske og socialistiske bevægelser overalt.

STYRK ARBEJDSKAMPEN
Strejker og blokader er de sidste år blevet stadig mere effektive våben i arbejderklassens kamp. Alligevel har mange lokale strejker lidt nederlag.
Det er nødvendigt allerede fra starten at opbygge forsvaret for strejken. Den økonomiske og moralske støtte må etableres øjeblikkelig. En lokal støttefond på klub- eller fagforeningsplan kan - kombineret med indsamlinger - bringe den økonomiske basis for den fonsatte kamp i orden.
Informationsmateriale om strejken og dens formål må omgående ud til andre arbejdspladser og fagforeninger. Blokade mod vareudbringning må startes med det samme. Forbrugerboykot kan forøge presset på virksomhedens ledelse.

Arbejdsgiverne hænger sammen som ærtehalm, og Dansk Arbejdsgiverforening træder næsten altid meget hurtigt ind i kampen og lægger pres på virksomhedsledelsen som et led i kampen for at holde" det samlede omkostningsniveau nede.
Derfor er det ofte nødvendigt at etablere branchekamp imod hele områdets arbejdsgivere, fordi de øvrige arbejdsgivere meget hurtigt kan overtage kunderne og på den måde få deres egne arbejdere til at fungere som ufrivillige skruebrækkere.

Er arbejderne organiserede i landsklubber og koncernklubber, forøger det mulighederne for at føre kampen sejrrigt igennem.
Brancheorganisering gør det også muligt at anvende omgangsskruen, dvs. at tage arbejdsgiverne efter tur.

De lokale fagforeninger må presses til at støtte strejken, i første omgang moralsk. Fagforeningen kan køre solidaritetsarbejdet overfor andre fagforeninger. Fagforeningerne har en autoritet, der kan bruges. Fagforeningerne kan lave solidaritetsarbejde og oplysningsarbejde på byplan.
På klubplan er det afgørende, at alle medlemmer aktiviseres omkring organiseringen af strejken. Alle vigtige beslutninger må træffes på fællesmøder. Klubbestyrelse og tillidsrepræsentanter må forpligtes overfor strejken, og ikke som det som oftest sker sættes helt ud af spillet.
Er tillidsrepræsentanten ikke egnet som medlem af strejkeledelsen er det måske på tide at finde en ny.

Medlemmernes familier må så vidt muligt inddrages i strejken.
Der må kæmpes en politisk kamp for at føre den moralske støtte så langt op i det faglige hieraki som muligt. På længere sigt må der rejses krav om, at forbundenes strejkekasser åbnes, også overfor overenskomststridige strejker.
Et vigtigt element i en styrkelse af arbejdskampen er kampen for at få arbejdsanvisningen tilbage til fagforeningerne. Har fagforeningerne magten over arbejdsanvisningen, kan den stoppe anvisningen til arbejdspladser, hvor der foregår løntrykkeri, politiske fyringer, hvor der er dårlige sundheds- og sikkerhedsforhold osv. Man kan modvirke sortlistning af arbejderne, - og til særlig hårdhudede arbejdsgivere kan man anvise et par benhårde klassekæmpere, der vil kunne formå at organisere en effektiv modstand.

KAMP MOD STATEN
Fagbevægelsen må sætte sin magt og styrke ind i den politiske kamp i forhold til regering og folketing. Det kræver, at fagbevægelsen er organisatorisk uafhængig af alle partier og af regeringen for at sikre en politisk selvstændig handlekraft. ”Politik” skal det ikke alene overlades til partier at føre.
En selvstændig fagbevægelse der virkelig skal anvende sin magt politisk, må afbryde al deltagelse i alle statslige udvalg og forhandlingsorganer der er sammensat af arbejdsgivere, arbejdere og stat. Her skabes kompromisser og forlig gennem forhandlinger, uden medlemmernes kontrol og uden at fagbevægelsens egen politiske magt sættes ind.

Jo hårdere krisen bliver jo vanskeligere vil det blive for arbejderne virkelig at vinde kampen for afgørende krav, hvis kampen kun føres mod den enkelte fabrik eller branche. Den enkelte strejke vil få hele borgerskabet imod sig, og det vil ofte føre til nederlag eller lukning af virksomheden.
Derfor må vi fra begyndelsen arbejde for at fabrikskampenes krav samles i en klar stødretning mod staten. De grænser, der er for vore kravs gennemførelse på den enkelte fabrik, må overvindes ved at samle kampen og solidariteten omkring fælles krav til staten og regeringen, borgerskabets politiske organer.

Arbejdskampen må forbindes med krav til staten, og der må opbygges mobilisering bag aktioner, demonstrationer og massestrejker. Arbejdskampene vil derved få en politisk stødretning direkte mod det politiske system, der i dag ofte vil være sårbart overfor arbejderklassens krav.
Hvad vi ikke kan vinde hjem i den langvarige fabrikskamp eller ved overenskomsten, må vi slås for at tvinge staten til at gennemføre. I denne kamp mod stat og regering kan de arbejdsløse deltage aktivt, og der kan opbygges alliancer med dele af mellemlagene omkring offensive krav til regeringen.

FOR EN AKTIV FAGBEVÆGELSE
Klubberne er rygraden i en aktiv fagbevægelse.
Hvor der ikke er klubber, må de oprettes, - Klubben gennemfører en lokal forhandlings/ aktionsret i praksis. De stærkeste fagforeninger er dem, hvor det samlende element er aktive klubber, tillidsmandsrepræsentanter og talsfolk, hvor:
- tillidsrepræsentanterne i afdelingen holder regelmæssige møder (- og tilsvarende for sikkerhedsrepræsentanterne)
- der udgives ucensurede fagforenings- og klubblade
- der afholdes klubkonferencer, hvor samtlige valgte repræsentanter mødes
Det vil sige: at alle væsentlige fagforeningsbeslutninger bygger på medlemmernes vurdering og kontrol. Der må arbejdes henimod, at den lokale fagforening i praksis anerkender klubbernes selvstændighed og forhandlingsret og støtter kampen mod de fagretslige bindinger, både på lokalt og på nationalt plan.

Et led i kampen for at styrke aktiviteten og demokratiet i fagforeningen er også:
- udsendelse af fagforeningsblad, åbent for alle medlemmer, med redaktionen nedsat og alene ansvarlig overfor generalforsamlingen
- ofte afholdte generalforsamlinger og medlemsmøder
- fungerende oplysningsarbejde med studiekredse og åbne udvalg, foredrag, film osv.
De stærkeste forbund er dem, hvor et flertal af medlemmerne fungerer i aktive klubber og fagforeninger. Hvor de enkelte brancher er organiseret i branche- eller landsklubber. Og hvor medlemmernes samlede interesser ikke alene koordineres gennem retningslinjer fra hovedbestyrelsen eller kongresser afholdt med lange mellemrum, men også af delegeretmøder på forbundsplan.
Der eksempelvis mødes som et led i overenskomstforberedelsen og kontrollerer hovedprioriteringen af kravene, udformer en aktiv overenskomstlinje, koordinerer aktioner osv.

Styrkelsen af klubber, fagforeninger og forbund efter disse retningslinjer vil også betyde en styrkelse af mulighederne for at bruge LO som et koordinerende led. Men det kræver en afgørende omvæltning og demokratisering af LO's nuværende opbygning og funktionsmåde. Det vil i overenskomstsammenhænge sige at vi anerkender at LO som koordinator for forbundenes linje som helhed er en styrke for arbejderklassen, men som det fungerer nu, virker LO som en bremse på de forbund, som har styrke til at kæmpe mere radikale krav igennem, end de fælles hovedoverenskomster giver baggrund for.
Derfor må venstrekræfterne satse på at generobre mulighederne for, at enkelte forbund kæmper videre alene uden at man derved mister den minimumsgaranti, som de fælles overenskomster giver de svage fagforeninger og forbund.

Overenskomsten 1977 var et godt eksempel på denne ”sikkerhedseffekt”, hvor en række områder, specielt inden for HK, Husligt Arbejderforbund, osv. fik betragtelige lønstigninger gennem ”minimumsgarantien”, men hvor sammenkædningsreglerne lagde sine snærende bånd over de stærke forbund, der kunne have kæmpet bedre resultater igennem og på den måde virket som løftestang for det samlede lønniveau.

Som en konsekvens af fagbevægelsens aktive deltagelse og underordning under klassesamarbejdets love, aftaler og institutioner er de fleste forbund i dag oppustede og bureaukratiske apparater, der kun i begrænset omfang er underlagt medlemmernes kontrol. De er fuldstændig uegnede til at fungere som klassekampsorganisationer. De selvstændiggør sig over for medlemmerne og de lokale organisationer og understøtter dermed at selv aktive socialister udsættes for stærkt pres i retning af integration og modsætningsforhold til medlemmerne. De er frem for alt forhandlingsapparater, der skal fungere inden for rammerne af klassesamarbejdets love og regler.

Forbundene og selv de lokale fagforeninger er dybt prægede af fagbevægelsens rolle som administrator og forvalter af en lang række statslige lovgivninger, der undergraver fagbevægelsens handlekraft (f.eks. arbejdsløshedslovgivning, syge- og dagpengeregler, ferielov, arbejdsmiljølov osv.). Det kræver særlige apparater og specialister at forvalte, og det ligger langt fra medlemmernes erfaringer og viden. For at sikre topledelsernes forhandlingsposition og autoritet er enhver form for aktivt, direkte arbejderdemokrati bandlyst til fordel for begrænset, repræsentativt demokrati efter det parlamentariske demokratis spilleregler.

Kampen for en demokratisk og slagkraftig fagbevægelse kræver et opgør med disse bureaukratiske og selvstændiggjorte apparater til fordel for et direkte arbejderdemokrati, helt op på forbundsplan.
Denne kamp bliver samtidig en kamp mod Socialdemokratiets magtpositioner i fagbevægelsen.
Kampen for arbejderdemokrati er derfor umulig, hvis den ikke samtidig er en kamp mod det fagretslige system, der sikrer topledelsernes forhandlingsposition og beslutningsret uden kontrol og deltagelse fra medlemmer og lokale organisationer. Et arbejderdemokrati kræver fuld forhandlings- og aktionsret for klubber, fagforeninger og forbund, - uden kontrol og undertrykkelse ovenfra.
Kampen for arbejderdemokrati er ligeledes umulig, hvis den ikke samtidig er et opgør med Fagbevægelsens støttefunktion for statsapparatet som endda ofte er vendt mod medlemmerne.
Kun derved kan bureaukratisering og overdreven specialisering bekæmpes.

Endelig er kampen for arbejderdemokrati en kamp for at erstatte det begrænsede repræsentative demokrati med et direkte demokrati helt op på forbundsplan,
- Eksklusioner skal kun kunne foretages af lokale generalforsamlinger
- Alle afgørende beslutninger lægges fra hovedbestyrelsen ud til delegeretforsamlinger
eller urafstemninger på generalforsamlinger.
- alle valgte repræsentanter kan til enhver tid afsættes med få dages varsel, hvis de handler i modstrid med medlemmerne
- Alle valgte tillidsfolk aflønnes med fagets gennemsnitsløn
- AIle afgørende sekretær- og ”specialist”-ansættelser opfattes som politiske ansættelser. Afgørelse om sådanne ansættelser og valg af disse skal foregå ved urafstemning,
på generalforsamlinger eller på delegeretmøder.

FOR EN ENHEDSFAGBEVÆGELSE
I Danmark har vi i modsætning til f.eks. Sydeuropa en enhedsfagbevægelse. Denne enhed må ikke sættes over styr, men må tvært imod udbygges.
Vi må aktivt bekæmpe, at forskellige politiske opfattelser fører til organisatoriske nydannelser, der kan virke splittende. Vores arbejdskammerater er først og fremmest arbejdskammerater, og ikke agenter for denne eller hin politiske opfattelse.Vores faglige Iedere dømmer vi på deres gerninger og ikke på deres partibog (selv om der selvfølgelig ofte er en sammenhæng).
Udover det politiske er der en række andre faktorer, der splitter arbejderklassen. De vigtigste er:
- lønsplittelsen
- faglært/ufalglært
- unge/ældre
- kvinde/mand
- dansk/udenlandsk
- arbejdende/arbejdsløs
Som et vigtigt led i kampen mod splittelsen må man bort fra de faggrænser, der for manges vedkommende er overleveringer fra en gammel laugsstruktur. Princippet må være en arbejdsplads (afdeling, afsnit, område) - en klub. De folk, man arbejder sammen med til daglig, er de folk, man står i klub med. Det kræver, at man er kommet ind under fælles overenskomst og lokalaftale, uden lønforskelle baseret på køn, alder, anciennitet osv. uden splittende lønsystemer og personlige tillæg, og at man sammen kæmper for en høj fast timeløn. Kampen for enhed starter på klubplan, ellers er de nødvendige forudsætninger ikke til stede.

Kamp mod splittelsen mellem ufaglært og faglært
De ufaglærte har langt vanskeligere kampvilkår end deres faglærte kammerater, derfor må vi kæmpe for en aktiv solidaritet fra de faglærtes side, sådan at vi når frem til en fælles kamp for:
- samme løntillæg for faglærte og ufaglærte
- en garanteret mindsteløn på 40 kr.
- udbygning af arbejderuddannelsen for de ufaglærte med fuld løn
- praktisk og teoretisk uddannelse til alle arbejdere, betalt af arbejdsgiverne, organiseret og kontrolleret af arbejderklassens organisationer
- nedbrydning af arbejdsdelingen på arbejdspladserne gennem arbejderkollektivets kontrol med arbejdets fordeling og faggrænser, og gennem solidarisk jobrotation.

Kamp mod splittelse mellem unge og ældre
De unge udgør en særlig udsat gruppe af arbejderklassen. Både som lærlinge, ungarbejdere og arbejdsløse står de ofte uden rettigheder og uden for den beskyttelse, som den organiserede fagbevægelse udgør.
Fagbevægelsen må indse sit ansvar for de unge. AlIe unge må sikres en mulighed for faglig organisering og en umiddelbar ret til fuld understøtteIse, - også de unge arbejdsløse. Ungarbejderbegrebet skal afskaffes, samme løn uanset alder. Lærlingene skal ind under de generelle overenskomster, som i øvrigt må sikre at de kan gøre deres uddannelse færdig. Vi må kæmpe for en fuld overenskomstmæssig ligestilling af lærlinge og svende.
Det betyder, at lærekontrakterne skal afskaffes, at lærlinge skal sikres aktionsret, at lærlinge skaI kunne vælge og vælges til tillidskvinder på lige fod med svendene og på enhver måde ligestilles med de udlærte.

Generelt mener vi, at folk ikke skal stilles anderledes, fordi de er ved at lære et fag, ligesom vi afviser, at folk skal have løn efter hvor meget de kan præstere.
Det kan være svært at skaffe opbakning hos svendene omkring disse krav, fordi det er så indpodet, at lærlinge, de skal nu engang have mindre i løn, fordi de ikke kan så meget, fordi de bor hjemme osv.
Vore argumenter må være at skellet mellem svende og lærlinge bliver udnyttet af arbejdsgiverne til at splitte arbejderklassen. Lærlingene fungerer i dag som løntrykkere og organiserede strejkebrydere. Et andet argument er, at man er afskåret fra at få en faglig uddannelse, hvis man er nået ud over en vis alder, hvor ens forældre delvist kan forsørge en.

De faglige uddannelser er i dag - og det gælder både EFG og mesterlæren - domineret af arbejdsgiverinteresser. Vi arbejder for, at fagbevægelsen får kontrollen med de faglige uddannelser, for at de faglige uddannelser kan blive arbejdernes uddannelser, både på de tekniske skoler og på ærestederne. Alle virksomheder, der har den fornødne kapacitet - såvel fagligt som teknisk - skal pålægges at tage lærlinge efter en skala, der fastsættes ved overenskomsten.

Når engang lærlingenes særstatus er ophævet,vil det ikke længere være nødvendigt med en særlig lærlingeorganisering. Indtil da fastholdes den selvstændige lærlingeorganisering, - lærlingene har specielle krav at kæmpe for.
På EFG-skolerne må basisårslærlingene organiseres i faglige klubber med direkte tilknytning til Lærlingenes og ungarbejdernes Landsorganisation (LLO) og faglig ungdom. Lærlingerådene er udemokratiske, passiviserende organer, der modvirker en faglig bevidsthed hos lærlingene.
LLO er lærlingenes og ungarbejdernes enhedsorganisation.
LLO's relativt demokratiske struktur giver mulighed for, at lærlingene og ungarbejderne selv kan udvikle politikken og tage initiativer i kampen for arbejderungdommens krav.
Socialdemokratiet forsøger at erobre kontrollen med lærlinge- og ungarbejderbevægelsen ved at oprette et "tværfagligt unguomsarbejde" direkte under Fællesorganisationernes og LO's ledelse. En topstyret og udemokratisk struktur sætter lærlingene og ungarbejderne helt uden for indflydelse. Dette splittelsesforsøg må bekæmpes ved total boycot af det "tværfaglige ungdomsarbejde" og gennem en kollektiv støtte til og styrkelse af det selvstændige ungdomsarbejde i LLO og Faglig Ungdom.
Fagbevægelsen må kæmpe aktivt for at give arbejderungdommen muligheder for et selvstændigt liv på alle områder, uafhængigt af foræIdre socialkontorer og lign. Det gælder ogsa ungdomsarbejdsløse.
Derfor må vi kæmpe for:
- begrænsning af det kapitalistiske lønarbejdes nedslidning og knokleri gennem arbejdstidsnedsættelse,
- kontrol med arbejdstempo og sundheds- og sikkerhedsforhold osv.
- fagets mindsteløn for alle unge over 15 år (forudsat at de er arbejds- eller uddannelsessøgende).
Fagbevægelsens venstrdløj har traditionelt lagt hovedvægten på lærlingearbejdet og dermed i praksis svigtet solidariteten med de ufaglærte ungarbejuere og de ungdomsarbejdsløse.

Det er vigtigt at fagforeningerne og faglig ungdom aktivt kæmper for disse særligt hårdt ramte dele af arbejderunguommen.
Vi må kæmpe for at afskaffe særlige ungdomskategorier i overenskomsten.
Vi må kræve samme løn og dyrtidsportion, uanset alder. Vi må føre en aktiv kamp for at forsvare de unge mod fyringer så snart deres løn nærmer sig de ældres.
Vi må kampe for en klub/tillidsmandskontrol med arbejdets fordeling og solidarisk jobrotation for at sikre at de unge får arbejde, der giver alsidige arbejdserfaringer og kvalifikationer.
- muligheder for at forlade familien gennem tilstrækkelige boliger og kollektive spisehuse.
- ungdomshuse i alle bydele under de unges egen kontrol.
- gratis prævention og sexualvejledning for de unge.
- støtte til de unge i forhold til kriminalisering.
- en ny skole, der forener arbejde og uddannelse med en afgørende magt til de unge selv
- de unges deltagelse i arbejdet kræver arbejderkollektivets kontrol med arbejdets fordeling for at sikre at det bliver en reel læreproces, uden fysisk nedslidning af de unge.

Fagbevægelsen må aktivt tage ansvar for den voksende gruppe af ungdomsarbejdsløse, der i dag overlades til forældre, socialkontorer eller kriminalisering.
Derfor kæmper vi for:
- at de unge straks efter skolen betragtes som arbejdssøgende, dvs. som en del af klassen.
De skal derfor uden betingelser straks kunne optages i fagforeningerne og arbejdsløshedskasserne med fulde rettigheder og understøttelse (nej til alle former for tidsbegrænsning).
Det må samtidig følges op af udbygning og omlægning af arbejderuddannelsen med henblik på at ophæve forskel mellem faglærte og ufaglærte.
- Selvorganisering af de ungdomsarbejdsløses kamp for "beskæftigelsesarbejde" ud fra følgende kriterier: løn- og arbejdsforhold efter overenskomsten, samfundsnyttig produktion, uden økonomisk medansvar og ingen tidsbegrænsninger i ansættelsen. Dermed bliver kampen for "beskæftigelsesarbejder" til et krav om flere projekter og at projekterne skal blive til arbejdspladser. Det kræver fjernelsen af bestemmelsen om at beskæftigelsesarbejder ikke må være konkurrenceforvridende.
Arbejderungdommens selvstændige kamp må styrkes gennem:
- oprettelse af aktive og selvstændige ungdomsudvalg i alle fagforeninger, koordineret på by- og landsplan.
- aktiv inddragelse af ungdomsarbejdsløse i Faglig Ungdom.
- evt. organisering af ungdomsarbejdsløse omkring en række krav med henblik på at
skabe en militant ungdomsbevægelse.

De ældre arbejdere
Fagbevægelsen må aktivt tage ansvar for den del af arbejderklassen, der ikke længere er i produktionen på grund af nedslidning og alder. De ældre overlades i dag alt for ofte til usle pensioner og revalideringsstøtte, forbundet med en isoleret og meningsløs tilværelse.
Vi arbejder derfor for, at fagbevægelsen kæmper for:
- at pensionerede og revalidender som en del af arbejderklassen forbliver i fagbevægelsen
med fuld deltagelse i fagforeningernes aktiviteter.
Ældre organiseres i særlige udvalg i fagforeningerne med ansvar for de ældres kamp på alle områder.
- ens pensioner (efterløn) til alle. Pensionen (efterlønnen) hæves fex. til gennemsnittet
af en faglært arbejders løn.
- frivillig pensionering fra de 55 år.
- alle ældre skal kunne forblive i produktionen, så længe de ønsker det, det vil sige ingen
tvangsmæssig pensionering.
- fuld kontrol med sundhed og sikkerhed for at undgå fysisk nedslidning.
- hvis de ældre vil forblive i produktionen kræver det særlig nedsat arbejdstid for ældre med fuld løn og kontrol med arbejdets fordeling for at forhindre, at de ældre får særlig belastende arbejde.
- fagbevægelsen må aktivt støtte de ældres kamp på alle områder, boligen, pleje- og alderdolmhjem, sundhedssektoren osv. Fagbevægelsen må især støtte en kamp for at ældre arbejdere kan forblive i deres normale boligmiljø i stedet for at isoleres i alderdomshjem.

Kampen mod splittelsen mellem mænd og kvinder
Fagbevægelsen må aktivt kæmpe imod undertrykkelsen af arbejderkvinder.
Ligelønnen er gennemført på papiret, men i praksis er der stadig langt til målet - samme arbejde, samme løn, uanset køn. Det indebærer også fuld løn under sygdom.
Kvinder får det mest nedslidende og monotone arbejde. For at bekæmpe det, kræver vi solidarisk jobrotation og kontrol med arbejdets fordeling.
Vi kræver generelt udryddelse af alle sundhedsfarer på arbejdspladserne. Som et led i denne kamp kræves en særlig beskyttelse af gravide kvinder så det er muligt for dem at blive på arbejdsmarkedet i hovedparten af graviditeten. Det kræver samtidig en sikring mod fyring af gravide.
Når børnene bliver syge, er det oftest kvinden, der tvinges til at blive hjemme for at passe dem. Under børns sygdom kræver vi, at en af forældrene skal have ret til at blive hjemme uden lønnedgang.

Barselsorloven er i dag alt for kort. Vi kræver udvidet barselsorlov for begge forældre og nedsat arbejdstid for småbørnsforældre med fuld lønkompensation.
Et led i den reaktionære offensiv for at tvinge kvinder tilbage til mand, hjem og børn, er forsøget på at fratage dem understøttelsesretten under henvisning til, at "de i virkeligheden er hjemmegående" jvf. de seneste angreb på den supplerende understøttelse. Alle den slags overgreb må tilbagevises. Vi må tværtimod arbejde for, at alle arbejdssøgende kvinder skal kunne optages i fagforeningerne og arbejdsløshedskasserne uden forudgående arbejde.
En kamp mod den særlige undertrykkelse af arbejderkvinderne kræver samtidig kamp mod den dobbelte undertrykkelse, mod dobbeltarbejdet, mod den borgerlige familieinstitution.

Hvis fagbevægelsen ikke fører en kamp mod arbejderkvindernes dobbeltarbejde, vil ligestillingen på arbejdsmarkedet kun blive formel.
For at give arbejderkvinderne reelle muligheder for et selvstændigt liv er det vigtigt at kæmpe for:
- nedsat arbejdstid
- ret til faglige møder i arbejdstiden
- nedsat arbejdstid for forældre med småbørn,uden lønnedgang
- gratis og tilstrækkelig daginstitutioner
- billige spisehuse med sund mad i alle bydele (i alliance med beboerbevægeIserne).

Kampen mod splittelsen mellem danske og udenlandske arbejdere
Arbejdsgiverne har ofte været i stand til at spille danske og udenlandske arbejdere ud imod hinanden. Udenlandske arbejdere har nogle steder af forskellige årsager fungeret som løntrykkere - i en arbejdsløshedssituation udarter kampen om jobbene sig ofte.
Vi har ikke i dag en racistisk bølge i Danmark.
Men rundt om i Europa viser den sig. Fagbevægelsen må vindes for en aktiv politik vendt mod racisme og fremmedhad.

De udenlandske arbejdere må sikres en selvstændig organisering indenfor fagforeningerne til varetagelse af deres selvstændige problemer. Overenskomsterne må sikre dem ret til danskundervisning i arbejdstiden til fuld løn, betalt af arbejdsgiverne og organiseret af fagbevægelsen.
De faglige organisationer må aktivt støtte de forskellige nationale og etniske gruppers selvstændige organisering til sikring af deres særlige nationale, kulturelle og religiøse aktiviteter. Vi må afvise en tvangsmæssig integration af de udenlandske arbejdere. Vi må bekæmpe forsøgene på at lukke grænserne for udenlandske arbejdere.
Sammenrotningen mellem arbejdsgivere og fremmedpoliti, der tvinger udenlandske arbejdere til at tåle ydmygende arbejdsforhold og overgreb af angst for udvisning må bekæmpes. Vi må kræve arbejds- og opholdstilladelse til alle udlændinge i Danmark, uden betingelser. Vi må kræve samme sociale og politiske rettigheder til danske og udenlandske arbejdere.

Kampen mod splittelsen mellem arbejdende og arbejdsløse
Et stort og altafgørende problem for den videre kamp er arbejdsløsheden. Her må fagbevægelsen på den ene side sikre, at de arbejdsløse bevarer tilknytningen til deres klub for at modvirke splittelsen arbejdende/arbejdsløs. På den anden side må fagbevægelsen medvirke til at opbygge en arbejdsløshedsbevægelse, der kan være en drivkraft i kampen mod krise og arbejdsløshed.
Centralt for en arbejdsløshedsbevægelse er de arbejdsløses organisering i klubber eller udvalg i alle fagforeninger. Arbejdsløshedsklubber nes opgave er at være samlingssted for arbejdsløse og stedet, hvor aktiviteter for arbejdsløse organiseres og koordineres.
Ud over deres egen klub må de arbejdsløse forblive i deres tidligere værksteds- og/eller brancheklub for at bevare kontakten til arbejdskammeraterne, og fordi enheden mellem arbejdende og arbejdsløse er af allerstørste vigtighed både for lønkampen og for kampen mod arbejdsløsheden.

FOR INDUSTRIEL ORGANISERING
En stærk og samlet kamp for arbejderklassens interesser kræver organisering efter industrielle retningslinjer.
Fagklubber, fagforeninger og fagforbund må omorganiseres til:
- industriklubber: een virksomhed - een industriklub
- industriforeninger: lokal sammenslutning af industriklubber indenfor samme branche
- industriforbund: landsdækkende sammenslutning af industriklubber efter princippet
een branche - et forbund.
Vi tager skarpt afstand fra socialdemokraternes industriforbundsplaner, som for eksempel Metals igangværende forsøg på at lave industriforbund som led i en centralisering og en forøget styrkelse af Metal-toppens magt.
En industriel organisering må tilkæmpes som en demokratisering af fagbevægelsen og en styrkelse af aktionskraften, idet kampmålet samtidig er:
- en fuldstændig forhandlings- og aktionsret for den enkelte industriklub, den enkelte industriforening og det enkelte industriforbund.
Kampen for industriel organisering efter disse retningslinjer hænger sammen med en løn- og uddannelsespolitik hvis mål er at bekæmpe og nedbryde splittelsen mellem faglært og ufaglært inden for industriforbundet.

BORT MED BINDINGERNE TIL STAT OG KAPITAL
På en række områder har samarbejdsideologien ført til, at fagbevægelsen er blevet organisatorisk knyttet til stat og arbejdsgivere som et helt bevidst led i Socialdemokratiets faglige og politiske strategi . Gennem Arbejdsretten, Arbejdsformidlingen, ATP-fonden osv, er fagbureaukratiets øverste lag knyttet sammen med statsmagten.
Gennem samarbejdsudvalg, arbejderrepræsentation i A/S-bestyrelser og sikkerhedsudvalg er fagforeninger og klubber blevet knyttet til den enkelte arbejdsgiver.
Disse bindinger må brydes. Fagbevægelsens dommere må trækkes ud af Arbejdsretten. Den offentlige Arbejdsformidling må nedlægges, og den fulde ret til anvisning af arbejde må tilbage til fagbevægelsen som et vigtigt led i at opbygge slagkraftige fagforeninger.
Arbejdsmarkedets tillægspension (ATP) er udelukkende oprettet som et kapitaltilskud til betrængte arbejdsgivere, sandsynligvis med det mål i fremtiden at kunne bruge midlerne som led i en fagforeningsstyret kapital. Fonden må nedlægges. I forlængelse heraf siger vi nej til Økonomisk Demokrati. Vi siger nej til et samfund af arbejderkapitalister. Vi siger nej til en forøget magt til fagforeningspamperne.
I sammenhæng med at arbejderne opbygger magtpositioner på arbejdspladserne, trækker man sig ud af samarbejdsudvalg, AIS-bestyrelser, sikkerhedsudvalg osv.

FAGBEVÆGELSEN SOM RAMME OM ARBEJDERKLASSENS SOCIALE LIV
Det kapitalistiske samfunds institutioner er gennemsyret af en livsholdning og et mønster, der pacifiserer og umyndiggør arbejderklassen. Her har fagbevægelsen en naturlig opgave med at opbygge rammerne for et socialt liv, der ikke er umyndiggørende, fordummende og pacifiserende.
Fagbevægelsen kan gennem oprettelse af egen socialrådgivning, egen arbejdsmedicinsk klinik (eller læge), egen jurist osv. give arbejderne mulighed for hjælp til at håndtere et stadig mere bureaukratiseret samfunds krinkelkroge.

Kravet om alle arbejderes ret til 14 dages arbejdsgiverbetalt uddannelse i hver overenskomstperiode har allerede været rejst af bl.a. bryggeriarbejderne. Indholdet af en sådan uddannelse skal kontrolleres af fagforeningerne.
Det er en grundlæggende ret for arbejderklassen løbende at uddanne sig.
I samarbejde med progressive kulturarbejdere kan fagbevægelsen medvirke til at sætte en madkultur i gang, der kan opmuntre, inspirere og være med til at styrke sammenholdet.
Fagforeningerne kan organisere og aktivisere sine pensionerede medlemmer, så de ikke ryger ud i isolation og modløshed. Samtidig vil det give fagforeningerne en ballast af levende erfaringer, der kan bruges i den daglige kamp.
Lige sådan med de unge, så de ikke udvikler sig til et arbejdsløst proletariat, der kan bruges som skruebrækkere og srormtropper for højrefløjen.
Ungdomsarbejdsløsheden er en svøbe, der desillusionerer arbejderungdommen. Derfor er det vigtigt, at fagforeningerne påtager sig arbejdet med at organisere og bevidstgøre arbejderungdommen gennem oprettelse af selvstændige ungdomsudvalg i alle fagforeninger, koordineret på by- og landsplan, og i sammenhæng hermed inddrager de unge arbejdsløse med henblik på at skabe en militant ungdomsbevægelse.

Fagforeningerne er i dag det eneste sted, der kan danne udgangspunkt for opbygningen af et reelt alternativ til den borgerlige livsform, og det eneste sted et sådant alternativ kan få en massebasis.

Aktiv kamp i stedet for "velfærd"
I dag er fagbevægelsen svækket gennem statslig slavebinding, hånd i hånd med Socialdemokratiets aktive indsats for at bruge statsapparatet til at "hjælpe" arbejderklassen. Socialdemokratiet har ført en såkaldt aktiv arbejdsmarkedspolitik, der skal "sikre" beskæftigelsen. Det har medført opbygningen af velfærdsinstitutioner, der skal bøde på manglerne. Det har medført nye statsinstitutioner, og der er blevet dannet nye statslige lovgivninger, der er med til at kontrollere, splitte og undertrykke arbejderklassen, samtidig med at fagbevægelsen inddrages i en ansvarlig administration og medindflydelse i disse institutioner og lovgivninger.

Vi må bekæmpe den "aktive arbejdsmarkedspolitik". Vi må bekæmpe, at voksende dele af arbejderklassen fjernes fra fagbevægelsen og overlades til statsinstitutioner. Det socialdemokratiske velfærdssamfund har bragt fremskridt i levestandard, men har været med til at splitte arbejderklassens solidaritet og slagkraft. Vi må derfor arbejde for at fagbevægelsen overtager organiseringen af arbejderklassens dagligdag. Derved bliver fagbevægelsen et centrum for kampen mod det borgerlige statsapparat til fordel for en ny type stat, baseret på arbejder- og folkemagt.
Vi kæmper derfor for:
- at den statslige arbejdsanvisning nedlægges.
Det må forbindes med afskaffelsen af den statslige arbejdsløshedslovgivnings undertrykkende og kontrollerende bestemmelser: deportationslov, karantæne-, løntryks-, udrensnings-, antistrejke- og skruebrækkerparagraffer.
- Fagforeningerne skal have den fulde kontrol med arbejdsløshedskasserne, der skal fungere efter de retningslinjer, medlemmerne selv fastlægger. Arbejdsanvisningen skal tilbage til fagforeningerne.
- Alle tidsgrænser for medlemskab og understøttelse fjernes, således at alle der er arbejdssøgende kan optages i fagforeningerne og arbejdsløshedskasserne med fulde rettigheder fra den første dag (har særlig betydning for de unge og kvinderne - se afsnit om splittelsen). Fuld løn til alle under arbejdsløshed,sygdom og invaliditet. Derved kan bistandskontorernes rolle nedtrappes.
- De "udstødte" dele af arbejderklassen genoptages i fagbevægelsen.
- Statens aktive kontrol med alle former for arbejderuddannelse fjernes: fagbevægelsen organiserer og kontrollerer selv alle former for arbejderuddannelser, herunder også de faglige uddannelser.
Kravet om alle arbejderes ret til 14 dages arbejdsgiverbetalt uddannelse i hver overenskomstperiode har allerede været rejst af bl.a. bryggeriarbejderne ved overenskomsten i -77.
Indholdet skal kontrolleres af fagforeningen.
Det er en grundlæggende ret for arbejderklassen løbende at uddanne sig.
Det er et behov der ikke løses ved at få fra arbejderklassen får adgang til en "højere uddannelse".
Det er et svar på et samfund der i praksis nægter store dele af arbejderklassen retten til en uddannelse.
Det er en kamp mod, at viden i et kapitalistisk samfund kædes sammen med privillegier og social opstigen.

- Fagbevægelsen må spille en ledende og organiserende rolle i kampen for arbejdersundheden.
For at fjerne de afgørende årsager til sygdomme og nedslidning af arbejderne må arbejderorganisationerne have den fulde kontrol med alle sider af arbejdsmiljøet (tempo, sikkerhed, stoffer, arbejdsbelastning: osv).
Der kræver fjernelse af Arbejdstilsynet, de nuværende sikkerhedsudvalg og den statslige bedrifttssundhedstjeneste.

EN LANDSDÆKKENDE TILLIDSMANDSBEVÆGELSE
Vi arbejder for at udvikle en koordineret aktionsenhed indenfor de enkelte brancher, forbund, lokalområder og på landsplan. For at organisere denne aktionsenhed arbejder vi for, at der dannes tillidsmandskoordineringer indenfor de ovennævnte områder. Disse tillidsmandsudvalg må for at løse opgaverne være samlet omring nogle få aktuelle hovedmål fex. kamp mod indkomstpolitik, arbejdsløshed, og for arbejderdemokrati og en klassekampslinje.

Tillidsmandsudvalgene kan bestå af tillidsrepræsentanter, arbejdspladsklub-, fagforenings- og arbejdløshedsudvalgsrepræsentanter. Kun valgte folk har autoritet og opbakning til at gå i spidsen i denne kamp. En sådan koordinering er redskab til såvel at skabe en koordineret kamp som til nedefra at bidrage til at ændre fagbevægelsen.
Perspektivet er at få skabt en virkelig landsdækkende tillidsmandsbevægelse med et koordineringsorgan på landsplan. Der er endnu ikke basis for oprettelse af et sådant organ.
Indtil da må Formandsinitiativet og tillidsmandsforsamlinger presses til at spille denne rolIe, (jfr. situationens generalstab i 1946 og 1956).
Udviklingen af en tillidsmandsbevægelse samlet omkring en klassekampslinje er allerede i gang.
Flere steder findes der en koordinering af tillidsfolk. F.ex. i Roskilde, Hvidovre, Aalborg m.fl.. I København holdes en lang række tillidsmandsmøder fra alle fag, f.ex. i forbindelse med at forberede overenskomsten.
- der er blevet dannet en tillidsmandsring inden for Lager og Handel i København.
- i kampsituationer har strejkende flere gange fået støtte fra særligt indkaldte tillidsmands- møder.

Det Københavnske Formandsinitiativ (FI) er det eneste forum, hvor der er foregået en koordinering af nogen landsdækkende betydning. Det gjaldt bl.a. under "kronestrejkerne" i 69-70 og "Anti Hartling-bevægelsen" i -74. Men i perioder, hvor der ikke har været større bevægelse blandt de socialdemokratiske arbejdere, har Fl - helt i overensstemmelse med DKP's politik - holdt sig til resolutionsmageri. Man har derfor heller ikke formået at opbygge slagkraftige aktiviteter på arbejdsplads- og klubniveau.
Fl's faglige konferencer har samlet op til 1000 tillidsfolk, men uden at det førte til større aktioner. De mest aktive klubber og fagforeninger må derfor satse hårdt på at få ændret konferencernes forberedelse, form og de efterfølgende aktiviteter gennem forberedelse i fagforeninger, klubber og arhejdsløshedsudvalg, Alt efter konferencens emner holdes en del af den som branchemøder.
De må følges op med tillidsmandsmøder i de enkelte byer for at koordinere lønkampagner, strejkesstøtte mm. Der må holdes tillidsmandsmøder på landsplan indenfor de enkelte brancher og forbund.

ORGANISERING AF EN FAGLIG OPPOSITION
KF vil arbejde aktivt for organisering af en faglig opposition bestående af enkeltpersoner på arbejdspladser, klubber, fagforeninger og forbund.
Organiseringen af en faglig opposition er nødvendig for at samle og styrke de aktive venstrekræfter på tværs af partierne. Opgaverne er at - styrke forsvarskampen
- udvikle en tillidsmandsbevægelse
- ændre fagbevægelsen nedefra til demokratiske kamporganisationer på trods af hård modstand fra de afgørende dele af de faglige ledere.

KF vil aktuelt arbejde efter følgende retningslinjer:
(De må diskuteres på ny i en senere fase, hvor der eksisterer et stærkt revolutionært parti, med en virkelig basis i arbejderklassen).

1. Oppositionens grundlag og arbejdsopgaver kan alt efter forholdene antage mange forskellige former, lige fra en tidsbegrænset enhed om konkrete mål til mere stabile og selvstændige organiseringer af en opposition på en samlet platform. Det må afhænge af situationen inden for området og af hvilke styrkepositioner oppositionen råder over.
Den faglige oppositions grundlag vil derfor være forskellig fra fagforening til fagforening, f.eks, bestemt af om det er en DKP eller en SD ledelse. Som hovedregel afviser vi dannelsen af oppositioner på et klart revolutionært grundlag. Det vil isolere oppositionen fra bredden af arbejderklassen og vil gøre det umuligt at slå ind blandt militante DKP'ere og SF'ere. Det betyder på den anden side ikke, at en opposition skal dannes på det bredest mulige grundlag for at få flest mulige med. Derved kan en opposition blive ude af stand til at arbejde for en faglig politik, der virkelig giver svar på de påtrængende problemer inden for området ( jvf. f.eks. lærlingeoppositionens radikale lærlingepolitik, - krav om ligestilling lærling/svend).

2. Den faglige opposition må efter en kortere forberedelsesfase træde åbent frem og markere hvad den står for. Alle skal have mulighed for selv at tage stilling til, hvad den står for. Et arbejde i det skjulte giver tværtimod grobund for rygter og hetz fra modstandere.
For at træde frem som en erklæret opposition kræver det et minimum af styrkepositioner, hvis den skal virke troværdig og ikke uden videre kan isoleres som nogle tilfældige personer. En landsdækkende opposition kræver deltagelse af demokratisk valgte tillidsfolk fra flere stedet i landet for at have gennemslagskraft.
3. Oppositionen må organiseres ud fra sammenhænge med folks vilkår: arbejdspladser, klubber, brancher, fagforeninger eller forbund. Vi afviser dermed en national fagopposition, der uden hensyn til forskellige vilkår, organiserer enkeltpersoner fra alle områder på samme grundlag. Opgaverne stilIern sig idag forskellige inden for forskellige forbund osv.
Oppositionsgrupper kan selvfølgelig tage fælles initiativer med fælles kampagner i tilfælde af angreb der rammer på tværs af fagene.

4. Målet med oppositionens arbejde er ikke at træde i stedet for de eksisterende faglige organisationer, men at ændre dem ved at vinde et flertal af medlemmerne for en ny faglig politik.
Den faglige opposition er et alternativ til andre fagpolitiske strømninger (SD, DKP-fraktioner osv.), men ikke til de faglige organisationer.
Det medfører at den faglige opposition arbejder for,
a) at alle strejker, aktioner, demonstrationer og lign. skal iværksættes og organiseres ved demokratiske valg på arbejdermøder.
b) at oppositionen utrætteligt må arbejde på at initiativer (møder, blade, løbesedler, konferenceindkaldelser, resolutioner mv) vedtages af arbejderforsamlinger eller demokratiske valgte organer.
c) at oppositionen lægger et stykke aktivt arbejde i klubber, fagforeninger, nedsatte udvalg,
officielle blade osv.
NB. Det er vigtigt, at opretholde oppositionsgrupperne efter en overtagelse af f.eks. en fagforening.

5. Hvis oppositionen arbejder efter ovenstående retningslinjer kan de nødvendige selvstændige initiativer tages, uden at kunne isoleres:
a) opstilling af kandidatlister på platform
b) åben indkaldelse til oppositionsmøder
c) udsendelse af løbesedler og blade (f.eks.værftsavis)
d) indkaldelse til møder for medlemmer af fagforeningen, når fagforeningens ledelse har afvist at indkalde.
e) indkaldelse til bredere opposition til konkrete initiativer.
6. For at oppositionen kan fremstå så slagkraftigt som muligt, er det nødvendigt, at alle der deltager i arbejdet:
a) erklærer sig enig i det fastlagte grundlag. (evt. efter en kort introduktion).
b) alle må arbejde aktivt med de faglige spørgsmål, der hvor de er, samt være aktive i oppositionens arbejde.