KF' s kvindepolitiske platform – eller springform, som vi kalder den.
Platformen er udarbejdet af kvindegrupperne i Odense, Aalborg og Århus og færdiggjort efter KF's optagelse i VS.

1. Hvorfor en kvindepolitik
2. Krisen og kvindekampen
3. Kvindekamp er dobbeltkamp
4. Nogle bud på de kvindepolitiske visioner
5. Kvindernes krav til partiet.

1. Hvorfor en kvindepolitik
Krisen har på mange måder betydet, at kvinderne er trængt i defensiven. Det arbejdsmarked, vi i tresserne og begyndelsen af 70'erne var begyndt at erobre, er vi hårdt og brutalt ved at blive smidt ud af. I industrien er kvinderne som den ufaglærte del af arbejdstyrken den gruppe, der først ryger ud, når der bliver bortrationaliseret.
Og når der skæres ned i hele den offentlige sektor, hvor kvinderne især har placeret sig arbejdsmæssigt, sættes flere kvinder ud i arbejdsløshed. Lønarbejdet, der er grundlaget for kvindernes økonomiske selvstændighed fratages os. Men ikke nok med det. Den
understøttelse, vi som arbejdsløse kvinder er berettiget til bliver med børnepasningscirkulæret også fjernet. Dvs. Uden børnepasningsmuligheder - intet arbejde - eller uddannelse - ingen løn eller understøttelse.
Konsekvenser: Kvindernes umiddelbare mulighed er isolation i kærnefamilien og afhængighed af mandens eller bistandslovens forgodtbefindende.
Krisen nødvendiggør altså, at de kvindepolitiske landvindinger vi troede var sikre, skal forsvares og fastholdes - retten til arbejde, sikring af børnepasningsmuligheder, arbejdsdelingen i hjemmet
- med andre ord skal den ligestillingslov, der er vedtaget, efterleves i praksis.
Men netop i en krisesituation er det nødvendigt, at vi ikke nøjes med at forsvare de allerede indførte ændringer, som selv venstresocialdemokrater vil medgive os. Vi må samtidig med de gammelkendte krav opstille løsningsmodeller for et liv, hvor vi ikke gang på gang skal forsvare os kvindepolitisk.
Krisen må ikke passivisere os og placere os i de gamle roller og positioner.
Som piger er vi opdraget til - og vurderes senere hen på - at kunne leve op til de traditionelle normer og værdier for kvinderollen. Vi opdrages til at opfatte os som ansvarlige for hele den del af livet, der ligger inden for familiens reproduktion.
Krisen betyder også, at det hårde intensive stress på arbejde med den fysiske og psykiske undertrykkelse, forplanter sig til privatsfæren og gør det sværere og sværere for kvinden at dulme frustrationerne.
Men vi kan og vil ikke mere klare den rolle som familiemor og hyggetante.
Nej - skal vi ophæve undertrykkelsen, skal vi i stedet gå i spidsen for at skabe et menneskeværdigt liv. Netop fordi vi som kvinder via vores opdragelse har fået sans for det sociale og humane, har vi nogle erfaringer, der kan være givtige udgangspunkter for at
stille krav, der overskrider det kapitalistiske samfunds hårde profit-logik og moral. Kvindebevægelsen startede netop op ud fra den erfaring det for mange kvinder var, for første gang at opleve et arbejdsliv, der stillede så helt andre effektive og "kapitalrationelle"
krav til menneskene, end vi som kvinder kendte til.
Det var primært mellemlagskvinderne, der formulerede frustrationerne over dette skisma mellem arbejdslivets krav og privatsfærens – arbejderkvinderne har jo hele tiden måttet klare dobbeltarbejdet.
Men det gør ikke de "menneskelige” krav til produktionen og hele det øvrige hverdagsliv mindre rigtige.
Opbygningen af et socialistisk samfund er ikke kun et økonomisk anliggende - omend kapitalismens økonomiske undertrykkelse er det mest fundamentale og grundliggende. Kapitalismens logik og økonomiske undertrykkelse kommer til udtryk i alle aspekter af det
menneskelivet. I produktionen, i privatlivet, i forbruget (økologien) og kønspolitisk, organisatorisk, boligpolitisk og sundhedspolitisk.
På alle disse områder må undertrykkelsen bekæmpes, og der må formuleres socialistiske livsmodeller, hvis vi skal ophæve undertrykkelsen.
Derfor må vi som kvinder kæmpe og organisere os overalt, og være med til at formulere, hvordan et socialistisk samfund skal opbygges, for nedbrydningen af den kapitalistiske undertrykkelse er ikke et spørgsmål om at få magten og blive en ny herskende klasse, men om opbygningen af et samfund uden undertrykkelse og med fuld indflydelse på egne forhold.
Kvindekampen er total og undertrykkelsen skal bekæmpes overalt -også når den forekommer i vort eget partis rækker.

2. Krisen og kvindekampen
For en stor del af arbejderklassens kvinder har dobbeltarbejdet altid været en realitet. I 60'erne sker der en stigning i antallet af kvinder i industrien. Samtidig betyder højkonjunkturen en udvidelse af sundheds- og socialsektoren, daginstitutionsområdet og uddannelserne, og det var her, at kvindearbejdet for alvor eksploderede. En ny stor gruppe af kvinder, ”de nye mellemlag", kom ud på arbejdsmarkedet. I modsætning til en stor del arbejderkvinderne
blev disse kvinder for første gang direkte Konfronteret med arbejdsmarkedets krav.
På alle områder blev disse kvinder sat i et dilemma. l mellem det, de gennem deres opdragelse havde fået indpodet, nemlig at de skulle være familiens samlingspunkt, og erhvervslivets krav. Det ideale kvindebillede var ikke længere den hyggelige husmor med flæseforklæde og madam Blå, men derimod den effektive, selverhvervende kvinde, der samtidig formåede at "være noget for sin familie". Men netop konfrontationen med arbejdsmarkedet afslørede for dem dette samfunds fundamentale uligheder mellem kønnene. Mellemlagskvinderne begyndte at organisere sig og stille krav. Den nye kvindebevægelse stillede ikke kun konkrete krav til stat og arbejdsgivere, ligeløn, fri abort, flere daginstitutioner, men startede også et opgør med de traditionelle kvinde- og manderoller, den seksuelle undertrykkelse af, kvinder, kvindernes dobbeltarbejde. En afgørende forudsætning for kvindebevægelsen var netop at mellemlagskvinderne var kommet ud af deres isolerede stilling i hjemmet og begyndte at kunne frigøre sig økonomisk fra manden. Det opgør mellemlagskvinderne formulerede fik også betydning for arbejderklassens kvinder.
Krisen har afsløret både styrken og svagheden i kvindeoprøret.
De udadvendte kampagner som Rødstrømpebevægelsen (RSB) tog initiativ til (ligeløn, fri abort) blev kørt igennem i alliance med arbejderkvinderne og deres fagforeninger. Men alliancen gik ikke videre. Endvidere kunne kravene gennemføres fordi de også passede
ind i det regerende Socialdemokratis ligestillingsideologi.
I dag ser vi hvordan kvindernes "landevindinger" udhules og vi oplever en lovmæssig ligestilling af reelt ulige individer, som ikke er ret meget værd. Arbejdsløsheden rammer kvinderne bredt.
I industrien, hvor kvinderne arbejder i de brancher, som krisen er gået hårdest ud over, og hvor de har de jobs, der lettest lader sig bortrationalisere. Og i den nedskæringshærgede offentlige sektor.
I forhold til den store arbejdsløshed og de krisepolitiske overgreb, der med kortere og kortere mellemrum udsendes fra regeringen har reaktionerne været få og spredte. RSB har mistet sin offensive udadvendthed (der er dog tegn på at den er ved at blive genvundet).
De kvindelige fagforeninger har accepteret socialdemokratiets angreb på de arbejdsløse. Den meget defensive og traditionelle faglige politik har ikke kunnet hamle op med krisens
overgreb.

De unge kvinder – krisens letteste ofre
Krisen har generelt forringet ungdommens - og specielt pigernes mulighed for at opbygge en økonomisk selvstændig tilværelse.
Det offentlige har, de sidste 15 år været stor aftager af kvindelig arbejdskraft. Nedskæringerne på dette område har afgørende forringet de unge pigers muligheder for at få uddannelse og arbejde.
Inden for de traditionelle kvindefag. Og på det private arbejdsmarked, træder teknologien i stedet for manuel arbejdskraft jvf. postgirokontorets finmekaniske samlebånd.
En anden alvorlig side i ungdomsproblematikken, er økonomien. SU er blevet forringet - uddannelserne er blevet dyrere. På EFG-skolerne er lønnen på basisåret blevet inddraget. At få en rimelig bolig til rimelig pris er umuligt. At få et arbejde stiller store krav til den enkelte.
Vi har i dag 70.000 registrerede arbejdsløse under 25 år - og i 85 viI tallet være steget til 120.000, hvoraf 2 ud af 3 vil være kvinder. Statistikken fortæller også, at 1 ud af 4 unge kvinder (u. 25 år) har været uden arbejde i over et år og det tilsvarende for mænd er 1:12.
Reelt er der mange flere arbejdsløse, for mange er ikke registreret og hvorfor melde sig ind i en fagforening, når man skal have arbejdet 26 uger, før man kan få understøttelse. Alt dette betyder for mange, at de er afhængige økonomisk af deres forældre, eller af staten i form af socialhjælp. En nærliggende løsning for unge piger, der vil flytte hjemmefra, er at finde en fyr, som kan overtage forsørgerrollen. Muligheden for selvstændiggørelse er minimal!
Reklamen udnytter unge kvinders krop som salgsobjekt, opdrager de unge til skønhedsidealer som er virkeligheden fjerne, sminkede, forfinede, overfladiske - et ideal, hvor alle bekymringer, træthed, stress og livserfaringer er siet fra. Reklamen formidler en forløjet verden, som er med til at give den enkelte mindreværdskomplekser - som splitter og gør navlebeskuende, og som er med til at individualisere. Derfor må der stilles krav til tøjindustrien, at vi vil have tøj, som vi kan bevæge os i, hvor kroppen kan ånde.
Tøj som ikke ødelægger underliv, hud, fødder osv. og om at vi ikke kropsligt vil bruges som salgsobjekt.
For at ungdommen ikke skal blive fuldstændig desillusioneret/ødelagt af sløvhed og apati, må de selv være med til at tilrettelægge deres egen tilværelse.
Fra statslig side forsøger man at lappe på ungdomsarbejdsløsheden med bl.a. at give kommunerne tilskud til forskellige projekter. Indholdet i disse er uden perspektiv for de unge og giver ikke nogen kvalifikationer. De har det primære mål at tilpasse de unge til arbejdsmarkedet.
Vi har set eksempler på, at de unge selv har sat projekter i gang. Som regel standses disse projekter med begrundelser som løntrykkeri, overskridelse af faggrænser og konkurrenceforvridning.
vi må kræve, at alle unge lige fra skolen bliver optaget i fagforening med ret til understøttelse.
At alle skal have ret til uddannelse.
Endelig må vi kræve kønskvotering på alle uddannelser, hvis vi ikke
skal stå med endnu en gruppe tabere - nemlig de unge kvinder.

KØNSKVOTERING TIL UDDANNELSE OG ARBBJDSMARKED
Tanken med at kræve kønskvotering til uddannelserne og til jobs på arbejdsmarkedet er selvfølgelig, at forsøge på at nedbryde det kønsopdelte arbejdsmarked og skabe ligestilling mellem mænd og kvinder.
- En ligestilling, som ikke eksisterer i dag. Tværtimod skærpes uligheden på grund af krisen. Kvinder - især unge og kvinder med små børn, ryger først ud i arbejdsløshed, fordi de dårligst indfrier de kvalifikationskrav, som stilles til forskellige former for lønarbejde i dag.
Vi har ganske vist fået en ligestillingslov, som siger, at man ikke må diskriminere kvinder, når det drejer sig om adgang til uddannelse og adgang til jobs, hvis hun har de samme kvalifikationer som manden. - Men ligestillingsloven er formel, fordi den netop ikke tager højde for, at kvinder og mænd sjældent har de samme kvalifikationer og forudsætninger.
Det hænger overordnet set sammen med hele den kønsspecifikke opdragelse, som giver sig udslag i og uddybes igennem, at kvinder fortrinsvis vælger bestemte uddannelser og får bestemte kvindejobs bagefter. Eller også ryger vi lettere ud i arbejdsløshed. Der er
i dag krise og dermed øges muligheden for, at kvinder ryger længere væk fra arbejdsmarkedet.
Formålet med kønskvotering til uddannelser og arbejdsmarked er at dæmme op for en sådan udvikling, altså at kvinderne kommer ind på nogle af de uddannelser og arbejdsområder, der i dag er mandsdominerede.
Men dermed er det jo ikke gjort. For det første er det ikke sikkert, at kvinder vælger disse uddannelser - den kønsspecifikke opdragelse ligger jo ikke kun i uddannelsessystemet, men mange andre steder.
En bedre erhvervsvejledning i skolerne skal sikre, at pigerne opdager de muligheder, der er i mandsdominerede fag. Dansk Kvindesamfund har et forslag om, at lærerne selv modtager undervisning i kønsrolleproblematikken, så de kan overvinde deres egne fordomme.
For det andet er der i dag ikke sikret en praktikplads til alle eller job efter endt uddannelse. Så det er især på de mandsdominerede fag/områder vi må kræve kønskvotering for at kvinderne ikke bliver hægtet af i konkurrencen om praktikpladser. Vi må selvfølgelig kæmpe
for praktikpladser til alle, men det betyder ikke, at kravet om kønskvotering bortfalder.
Kvinderne er presset på en lang række områder under krisen. Et af de største problemer er hvis vi ikke kan få vores børn passet.
Kønskvotering til uddannelse og arbejdsmarked kan derfor ikke ses isoleret fra de andre kvindekrav om flere og gratis daginstitutioner, nedsat arbejdstid, ret til frihed ved børns sygdom uden tab af indtjening, børnepasningsordninger og ret til faglige møder i arbejdstiden.
I dag kønskvoterer man i praksis inden for en række traditionelle kvindefag, f.eks. seminarer, børnehaveseminarer, fysio- og ergoterapeutskolerne. - Mænd kommer ind på færre points end kvinder ud fra princippet om, at man gerne vil skabe eller opretholde en kønsmæssig balance i de erhverv. Princippet er udmærket, men det bliver enormt uretfærdigt, når det favoriserer de i forvejen favoriserede mænd på bekostning af kvinder. Det understreger nødvendigheden af at indføre kønskvotering - kønskvotering som ikke favoriserer det
ene køn fremfor det andet, men reelt skaber lige betingelser for begge køn.
I Sønderjylland har amtets arbejdsløshedsudvalg besluttet, at de kommende tilskud til unge arbejdsløse i første omgang skal tildeles arbejdsløse unge piger, som har lyst til at komme i praktik inden for de traditionelle mandefag. Årsagen til denne ”velvillighed” er, at arbejdsløsheden blandt piger er 5 gange større end blandt fyrene, og de fleste er uden uddannelse.
Men vil det ikke i dag betyde en ligelig fordeling af arbejdsløsheden? dvs. betyde flere arbejdsløse mænd? at mænd på den måde sættes op imod kvinder? i konkurrence om det arbejde, der er. Altså skærpe kønskampen.
Kønskampen ændrer ikke karakter af, at vi holder op med at bøje os i støvet i respekt for, at mænd skal have jobbene først og fremmest.
Og det kan vel ikke være værre at være arbejdsløs mand end at være arbejdsløs kvinde? Lad os holde op med at konkurrere indbyrdes. Når hvert køn har hver sin kvote, behøver vi ikke længere slås kønnene imellem - men kan stå samlet om kravet om en generel nedsættelse af arbejdstiden.
På en Metalvirksomhed i Svendborg udtaler en mester, at han kun vil have kvinder ansat i sin virksomhed. ”De er mere stabile og bedre kvalificeret”, mener han. Dette har naturligvis intet med ligestilling at gøre! Det er et forsøg på endnu engang at udnytte kvinders status som lavtlønnet og tjenstvillig arbejdskraft. - Det er vigtigt at vi ikke blot kommer til at fungere som løntrykkere, og at en øget andel kvinder ikke bare betyder en ny arbejdsdeling. Det
betyder samtidig, at kvinder skal være organiseret på lige fod med arbejdskammeraterne, samt sørge for at ligeløn vitterligt er ligeløn!
Og dette er en ny opgave for fagbevægelsen!

HVAD KAN VI SÅ GØRE?
Jo, vi kan begynde på vore egne arbejdspladser og uddannelsesområder.
Vi kan danne kvindegrupper, som kan starte diskussioner om ændringer i optagelsesbetingelser og indhold i prøver. Mange steder er prøverne direkte årsag til udelukkelse af kvinder. De af os, som befinder sig i kvindebevægelsen, kan bruge den som udgangspunkt for kampagner og offentlig debat om kønskvotering. - Debatten er
allerede startet, og det er bare med at hænge på og få indflydelse.

3. Kvindekamp er dobbeltkamp
Der er i dag en splittelse i den revolutionære kvindepolitik omkring udgangspunktet for kvindekampen. En linje mener, at udgangspunktet skal tages i arbejdspladserne og i de kampe, der foregår der. At det er disse forsvarskampe, der skal være styrende for de krav, den revolutionære kvindepolitik rejser. Derved undervurderes den del af kvinders liv, der ligger uden for arbejdspladsen.
Den anden linje har tilbøjelighed til udelukkende at koncentrere sig om privatlivet og de problemer kvinder oplever der med mand og børn, seksualitet. - Altså problemer, som går på tværs af klasseskel hvorfor det klassespecifikke omkring kvindesituationen let forsvinder.
I modsætning til disse to linjer opfatter vi kvindekampen som dobbelt.
Kvindekamp er dobbeltkamp. En kamp der omfatter såvel arbejdspladsser som
privatproblemer, og formulerer dem som sammenhængende, hvad de jo også er!
Der kan udmærket tages udgangspunkt i kvinders hele livssammenhænge: vores drømme og krav til et nyt og bedre liv. Ved at tage udgangspunkt i kvindernes hele livssituation kan vi få rejst de spørgsmål og formuleret de svar, der er nødvendige for, at kampen rejses blandt kvinderne. Hvad er det, vi som kvinder vil med vores liv? Hvordan ønsker vi det tilrettelagt, og hvordan ønsker vi at udvikle os? Hvilke krav må vi så stille her og nu, og hvilke perspektiver
viser os og andre, hvad det er vi vil?

KVINDER I FAGBEVÆGELSEN
Fagbevægelsen er et bureaukratisk apparat, som medlemmerne kun meget begrænset har indflydelse på eller kontrol over.
De kvindelige fagforeninger (Husligt og Kvindeligt Arbejderforbund) har gjort alt for at passivisere aktive medlemmer (f.eks. set på B&W Electronic i Århus) og der er indtil nu kun set få eksempler på, at fagbevægelsen beskæftiger sig med kvindernes behov: arbejdsmiljøet, dobbeltarbejdssituationen, familie- og seksualpolitikken.
De to fagforeninger værner i dag om deres fortsatte eksistensberettigelse som specifikke kvindefagforeninger - uden dog at tage fagpolitisk udgangspunkt i kvindernes situation. De skulle være de første til at stille krav om nedsat arbejdstid, og til at sætte gang i debatten om den ulige arbejdsdeling på arbejdspladserne og i hjemmet. For slet ikke at tale om barselsorlovsdebatten.
Skal kvinderne være aktive i fagbevægelsen, må strukturen ændres og udgangspunktet tages i kvindernes erfaringer og behov, dvs. en struktur og et indhold, som ikke er centralistisk, bureaukratisk og fjernt fra dagligdagen. F.eks. har en tekstilarbejderfagforening i Jylland haft succes med at få kvinder til at være aktive i fagforeningen, da de selv var med til at arrangere en møderække om underlivssygdomme.
I de senere år har de kvindedominerede mellemlagsfagforeninger været præget af bredere aktivitet. Først i løbet af 60'erne og 70’rne er det gået op for disse fagforeningsmedlemmer, at de er almindelige lønarbejdere, hvor arbejdet tidligere blev opfattet som et kald. Aktiviteten har bl.a. sin baggrund stadigt dårligere arbejdsforhold og et mægtigt lønefterslæb. Et eksempel på, at der også bliver arbejdet på at gøre fagforeningsstrukturen mere
demokratisk er BUPL. I BUPL er stormøderne det besluttende organ, samtidig afholdes der jævnligt medlemsmøder og områdemøder, hvor kvinderne har helt anderledes muligheder for at deltage. Barselsorlovskravet til mænd og kvinder er f.eks. diskuteret og medtaget
I overenskomstkravene. Denne fagforeningsstruktur kan bruges til en yderligere demokratisering af fagforeningsarbejdet.
Som revolutionære er det vores opgave at gå ind i en kamp for at forsvare kvindernes rettigheder på arbejdsmarkedet, men det kan vi kun gøre ved at holde fast i de offensive, radikale forestillinger, som kvindebevægelsen bragte op i begyndelsen af 70'erne. Vi må
holde fast i at det private er politisk og at kvinderne har en lang række vigtige erfaringer, som netop tilknytningen til arbejdsmarkedet giver mulighed for at bruge kollektivt.
Når det gennem mere end en menneskealder har været umuligt at gøre kvinderne aktive i en traditionel faglig kamp, er det ikke fordi kvinderne er dumme eller illoyale. Først i det øjeblik den faglige kamp omfatter hele livssituationen vil den svare til kvindernes oplevelse af dilemmaet mellem arbejdslivets og privatlivets krav.
Det kan ikke nytte, at man under henvisning til "styrkeforholdene" går helt i defensiven, når offensive krav er det eneste reelle svar, der er i stand til at mobilisere.
Den første samlede kvindepolitiske kampagne siden den frie abort - nemlig kravet om barselsorlov til mænd og kvinder - er et sådant offensivt krav. På trods af arbejdsløshed, på trods af overgreb, ideologisk hetz, modens forsøg på igen at gøre os til feminine pyntegenstande har netop dette krav vist at der i stadig er liv i de gamle klude. Når Thomas Nielsen på LO-kongressen (1979) stiller sig op og påstår, at barselsorlov til mænd er noget "de fornemme damer har fundet på i deres klub" så får han svar på tiltale. Flere steder i landet er der dannet kampagnegrupper for en udvidet barselsorlov. Kampen for omdannelse af Grevinde Danners Stiftelse til kvinde-krisecenter samt i sin tid kampagnen mod kvindearbejdsløshed er eksempler på, at kvinderne kan rejse sig igen.
Et krav om ni måneders barselsorlov til kvinder og mænd/samlever er et kollektivt bud på den enkelte kvindes problemer med dobbeltarbejde.
En afgørende forudsætning for et opgør med dobbeltarbejdet og den kønsspecifikke opdragelse er at manden får et andet, tættere og mere ansvarligt forhold til børnene. Det er klart at man ikke kan tvinge manden til at tage sin del af orloven, men for det første rejser kravet i sig selv diskussionen om forældres forhold til deres børn. For det andet må perspektivet være at fagbevægelsen forholder sig kollektivt til problemet og arrangerer kurser i spædbørnspleje og børneopdragelse. Det er f.eks. et af de krav, der blev rejst på Metal-Odenses forårsgeneralforsamling i 1979.
Længere barselsorlov må naturligvis ikke kunne udnyttes til yderligere at forringe kvindernes stilling på arbejdsmarkedet.  Derfor må der være forbud mod fyringer af gravide og arbejdsgiverne skal betale orloven. Alle arbejdsgivere skal aflevere en bestemt del af
lønsummen, hvad enten man beskæftiger mænd eller kvinder. Det skal ikke være mere profitabelt at investere i mænds arbejdskraft end i kvinders.

KVINDER I KVINDEBEVÆGELSEN
Udgangspunktet for en vurdering af kvindebevægelsen i dag er Rødstrømpebevægelsen (RSB), som står centralt i bevægelsen. På grund af lokale forhold ser det ikke ens ud over hele landet, hvor andre dele af kvindebevægelsen står mere centralt.
RSB er bred, og stiller ikke krav om politisk afklarethed og tiltrækker derfor mange kvinder. Men bevægelsen er præget af at være en "gennemgangslejr", med mange kvindepolitiske ressourcer, der ofte flyder, fordi der ikke er organiserede sammenhænge eller kontinuitet i arbejdet til dem. Disse kunne måske fastholdes i faglige kvindegrupper, der organiserer kvinder inden for samme arbejdsområde. Kvindepolitiske erfaringer fra basisgrupperne kunne her udvikles til også at omfatte arbejdssituationen. Endvidere vil RSB's faglige kvindegrupper kunne være et vigtigt bindeled mellem kvindekampen på arbejdspladserne og kvindekampen i privatsfæren. Der findes eksempler på sådanne grupper i RSB (f.eks. KISS).
RSB er primært en mellemlagsbevægelse, opstået under højkonjunkturen, men det betyder ikke, at den ikke har/haft betydning langt ud over mellemlagenes rækker. Fx. er det RSB, der har rejst debatten om kønsrollerne og kønsarbejdsdelingen i hjemmet. Denne debat har
faktisk betydet at langt flere mænd end tidligere deltager i husarbejdet end for 10 år siden - (20-37% af mændene er involveret i madlavning, afhængig af hvilke måltider, der er tale om. Tallet er større for unge og lavere for ældre mænd. Og generelt alt for lavt.)
For 10 år siden var det ualmindeligt, at mænd var med til deres børns fødsel, i dag deltager mænd i 85 % af fødslerne. Mange flere mænd deltager i dag aktivt i daginstitutionernes forældrearbejde end tidligere, hvor kun kvinder havde ansvar for børnenes opdragelse. Ved
skilsmisser er det heller ikke helt ualmindeligt, at mænd i dag overlades forældremyndigheden over et eller flere af børnene (dog sjældent uden kvindens/moderens samtykke).
For mange kvinder har RSB betydet en oplevelse af, at de individuelle problemer også er kollektive (RSB's parole om offentliggørelse af det private). Den har betydet et opgør med myten om at ”kvinde er kvinde værst”. F.eks. opsøger kvinder bredt hellere en kvinderådgivning, hvor en sådan findes, end socialkontoret, hvor problemerne drukner i bureaukrati, og lappeløsninger. Den har også været med til at rejse kritikken af udnyttelsen af kvinden som kønsobjekt (i reklame, porno, mode, vold/voldtægt, den seksuelle undertrykkelse). Endelig har den betydet, at kvinder bredt i de forskellige sammenhænge har fået en øget selvtillid. Flere kvinder tør i dag tage ordet i større forsamlinger, stille krav til omgivelserne. RSB har lært mange kvinder at turde, bl.a. igennem erfaringerne fra basisgrupperne.
RSB har også været aktiv i flere offensive sammenhænge, f.eks. kampen for fri abort, ligelønskampen, kampagnen mod kvindearbejdsløshed, kampen for gratis og risikofri prævention og barselsorlovskampagnen.
Alle eksempler på et samarbejde mellem kvindebevægelsen, dele af fagbevægelsen og de politiske partiers kvindegrupper.
En del af kvindebevægelsen erklærer sig i dag for lesbisk. Når vi fremlægger vores holdning til lesbiske er det vigtigt at holde fast ved, at den ikke nødvendigvis er identisk med holdningen til Lesbisk Bevægelse (LB). Ideelt set skulle det ikke være noget problem at være lesbisk. Alle har ret til at tilfredsstille sine kærlighedsbehov på den måde, der giver dem mest - når blot det ikke undertrykker andre. Grunden til at lesbiskhed alligevel i dag, er omgærdet
af bornerthed mysticisme og undertrykkelse, er, at den lesbiske livsform ikke passer ind i de dominerende kønspolitiske mand-kvinde strukturer i vores samfund i dag. Efter vores opfattelse er det at være lesbisk altså ikke seksuelle udtryk for et degenereret kapitalistisk samfund, eller for en dekadent borgerlig moral. Men det at være lesbisk kan godt være socialt bestemt - på den måde at mange kvinder er blevet lesbiske fordi de følelsesmæssigt har reageret på en kønsmæssig undertrykkelse, som de måske har levet med i mange år. Vi er uenige med de lesbiske, der vil gøre den lesbiske livsform til et politisk mål i sig selv. Men vi er enige i, at en revolutionær kamp for ændringen af dette samfund også er en kønspolitisk
kamp.
Når vi i visse situationer (til fester, møder, arrangementer o.l.) vælger at udelukke mænd betyder det ikke, at vi opfatter det som en politisk strategi, kun at udvikle kvindelige livssammenhænge, vi gør det, fordi det er vigtigt i.f.t. udviklingen af kvinders politiske
erfaringer.
Vi kan være uenige med nogle lesbiske om de politiske mål, alligevel støtter vi den lesbiske frigørelseskamp. Og vi mener også, at den hører hjemme under socialistiske paroler, for vi må også som socialister kæmpe for, at den patriarkalske/mandsdominerede seksualkultur ophæves, og at ingen undertrykkes seksuelt.
For os at se, er den primære opgave for kvindebevægeIsen i dag at tage initiativ til at iværksætte nogle offensive kampagner med udgangspunkt i kvinders livssituation i dag i lighed med tidligere.
Disse kampe skal fungere som inspiration og støtte for de aktive kvinder i fagbevægelsen og på arbejdspladserne. Kvindebevægelsens offensive og provokerende kampagner skal være med til at gøde jorden for kvindekampen i fagbevægelsen. Omvendt skal fagbevægelsen og
de faglige kvindegrupper formulere krav og problemer ind i kvindebevægelsen, således at kvindebevægelsen tvinges til at forholde sig til arbejderkvindernes situation også. Det er en vigtig opgave for kvinder i partierne at være med til at gøre kvindebevægelsen til en offensiv bevægelse igen. Samtidig er det vores opgave i kvindebevægelsen at rejse kritik af bevægelsen, når vi er uenige med den, sådan som det f.eks. skete under 8. marts forhandlingerne i 1980 i Kbh. Vi er uenige i matriarkatsteorien, der udnævner mændene til hovedfjenden og ser matriarkatet som et alternativ til patriarkatet. Vi må rejse kritikken, når kvindebevægelsen glemmer at kvinderne ikke er én klasse. Det kapitalistiske samfund er et klassesamfund og derfor er kvindeundertrykkelsen ikke ens for klasserne.
Det betyder, at vi ikke støtter den usolidariske kritik, der går ud på, at kvindebevægelsen i dag er borgerlig, og at det er de revolutionæres opgave, at "smide kvindebevægelsen på porten".
Vi er rygende uenige, når der fra forskellig side (KFp, Marxistisk Forum, FS og Kvindefronten) hævdes, at kvindebevægelsen udelukkende vil give kvinder (også arbejderklassens kvinder) individuelle handlingsvejledninger, at disse består i ved hjælp af terapeutiske metoder at skabe sig en ny kvindelighed/kvindelig identitet.
Vi afviser denne form for kritik som usolidarisk, ubrugelig og dogmatisk. Kvindebevægelsen kan i hvert fald ikke bruge den til noget.
Endelig er det en vigtig opgave for os i bevægelsen og partier, at få kvindekampen til at hænge sammen. Hvis kvinder skal mobiliseres til kamp, så skal den handle om mere og andet end 5 kr. i timen, den skal også handle om andet end retten til orgasme. Kvindekam-
pen har både en materiel og en ideologisk side, den skal handle om løn, miljø, beslutningsstrukturer, børn, seksualitet, ønsker, drømme, mænd, arbejdsmiljø, medier osv.

4. Nogle bud på de kvindepolitiske visioner.
For at skabe de materielle betingelser for en kamp mod kvinders dobbeltarbejde, må vi kæmpe for oprettelsen af kvartershuse, styret af beboerne med de fællesfaciliteter, der før henlå i familierne (vaskeri, reparationsrum, tøjbytningscentral, pusle-legerum, fælleskøkken/spisehus, bogkafe, avislæsesal, møderum, fødevarelager osv.)
Vi må arbejde for, at der oprettes børneinstitutioner (vuggestuer, børnehaver, fritidshjem) samt skoler i boligkvartererne, sådan at børnene dagligt er sammen med de børn, de bor i nærheden af og sådan, at forældrene ikke skal bruge for lang tid på transport mellem hjem, institution og arbejde. Børneinstitutionerne skal bestyres af forældre og fungere i nær tilknytning til de miljøer, de befinder sig i.
I samarbejde med de eksisterende forbrugergrupper må vi rejse krav om giftfri konsumvarer samt om, at produktionen retter sig mod nødvendige varer, men det betyder også, at vi på vore arbejdspladser må kræve produktion af sunde og nødvendige varer. Igennem en kollektivisering af husarbejdet skabes der grundlag for en holdnings-bearbejdelse i forhold til kønsrollerne, og kvinderne får herigennem mulighed for et helt andet indhold i fritiden end de sure hjemlige pligter – en fritid vi selv tilrettelægger og administrerer. Hjemmearbejdet overgår til samfundsnødvendigt arbejde, som alle indgår i.
Kampen for kvartershus og kollektivisering af husarbejdet stiller krav til boliglovgivning og -planlægning om boligformer, som bryder med boligens isolation, og som giver mulighed for sammenlægning og samvær. Det kan sikre, at alle aldersgrupper blandes indenfor et begrænset boligområde. Vi må yderIigere kræve sunde og billige boliger nok. I dag er mange kvinder bange for at bryde ud af et ægteskab/parforhold, fordi der reelt ikke er andre alternativer til det end ensomhed og isolation. Byplanlægningen skal udvikles i nært samarbejde med brugerne af boligkvartererne. Trafikfri områder og fritids områder knyttes til de enkelte boligområder, så der gives muligheder for liv og samvær uden for boligen.
Kvinders seksualliv er ikke uafhængig af arbejdstidens længde, arbejdsmiljøet og dobbeltarbejdet, ligesom det heller ikke er uafhængigt af det traditionelle syn på kvinder, dvs. det kvindesyn, som er grundholdningen i massemedierne og retsvæsenet. En af forudsætningerne for, at vi kvinder kan få et ordentligt forhold til vores krop og dermed også til vores seksualitet, er at vi ikke er fysisk udmarvede efter en lang og opslidende arbejdsdag, at sundheden ikke er ødelagt af et dårligt arbejdsmiljø samt at prævention ikke er dyr, besværlig og fuld af farlige bivirkninger. En anden forudsætning er, at vi ikke betragtes som seksualobjekter. Vi vil ikke bruges af reklame- og pornoindustrien i profitøjemed. Vi vil derfor
slutte op om kvindebevægelsens krav til reklameindustrien, underholdningsindustrien og massemedierne om at standse udnyttelsen af os som kønsobjekter. Så længe vi betragtes og behandles som objekter, vil vi aldrig få et ordentligt forhold til seksualitet, men derimod reagere med passivitet, aggressivitet eller afvisning af vore partnere.
Vi vil ikke længere, acceptere det yderst begrænsede/begrænsende og nedvurderende kvindesyn, som kommer til udtryk i sundhedssektoren og medicinalindustrien, hvor kvinders problemer som regel reduceres til biologi; hvis kvinder har problemer, bliver de
diagnosticerede som "pubertet"; "overgangsalder" og hormonal ubalance, hvorfor der ordineres hormonpræparater og nerveberoligende medicin. Vi vil arbejde for et ændret sundhedssyn, som kan medvirke til bevidstgørelsen af kvinder om deres egen situation.
Vi må på længere sigt stille krav om sundhedshuse, som skal fungere i nær tilknytning til og som en integreret del af miljøet og ikke på sundhedsvæsenets og medicinindustriens præmisser.

5. Kvindernes krav til partiet.
Den selvstændige kvindeorganisering i partiet er en forudsætning for udviklingen af kvindepolitikken. Den selvstændige kvindeorganisering gør, at kvinder ikke tvinges til dobbeltarbejde, dvs. at dobbeltorganisere sig (fag- og kvindepolitisk) for overhovedet at være medlem af partiet.
Erfaringer fra kvindebevægelsens mødeformer viser, at rene kvindegrupper har en vigtig funktion - f. eks. at mange kvinder har lettere ved at udtrykke sig, når der kun er kvinder til stede, og at de herved får styrke til også at give deres mening til kende i blandede forsamlinger. På den anden side kan det ikke være meningen at vi skal blive ved med at bruge tid og kræfter på at lære at fungere i det mandsdomæne, som partiet endnu i høj grad er udtryk for. Vi må derfor arbejde på at ændre den samværsform og arbejdsstil, som gør det svært for os som kvinder at være med i politikudviklinger.
Vi må aktivt bidrage med vores egne erfaringer fra kvindebevægelsen og kvindegruppen.
Den selvstændige kvindeorganisering må ikke, resultere i at udviklingen af kvindepolitikken kun foregår i kvinde grupperne. Partiet må ikke isolere kvindegrupperne, og kvindegrupperne må ikke isolere sig selv. Vi må arbejde for at integrere de kvindepolitiske diskussioner og krav overalt i partiet.

KRISEN I SAMFUNDET RAMMER OGSÅ PARTIETS MEDLEMMER
Ligesom krisen i samfundet rammer kvinderne hårdest, rammer den også i partiet kvinderne hårdest. Ingen kvinder er i stand til at stemple ud hjemmefra, når de går til møde. Det er mange mænd tilsyneladende i stand til. Hvem går det hårdest ud over, når partiet ikke har en
børnepasningsordning, der fungerer? Hvorfor prioriteres denne opgave ikke højere?
Vi har alle registreret en generel afmatning i aktiviteterne de sidste par år. Vi er som alle andre i samfundet påvirket af krisen og overgrebene mod os. Når vi ikke længere kan overkomme så mange aktiviteter og møder, er det fordi, vi er udmattede efter en lang
arbejdsdag, hvor tempoet er blevet sat i vejret. Måske har vi også problemer derhjemme, fordi vi ser for lidt til hinanden. Og fordi vi har underprioriteret de samværspolitiske diskussioner i partiet.
Når mange bliver ”passive”, er der en tendens til at svaret og initiativet overlades til de få, der stadig har gnisten. At have gnisten vil sige, at man er i stand til at mobilisere et betydeligt
overskud. Her kommer kvinderne især til kort, fordi krisen rammer dem hårdest, og fordi kvinder generelt ikke har så lang erfaring med politisk arbejde som mændene. I denne situation er der en tendens til, at de landvindinger, kvinderne har gjort i partiet over for den mandsdominerede mødeform etc. er i fare (ligesom det sker i samfundet). Krisen i partiet forsøges måske løst ved at vende tilbage til erfaringer og arbejdsformer, som fungerede tilfredsstillende tidligere - hvor kvinderne vel at mærke var svagere i partiet. Dette må vi alle arbejde på at undgå. I en sådan situation er det endnu vigtigere, at vi tager fat i de eksisterende "individuelle" problemer, og gør dem fælles. Det skal bl.a. gøres ved, at vi får en
forståelse af kønsopdragelsen og dens konsekvenser, ved i det hele taget at intensivere de familie- og samværspolitiske diskussioner.

KØNSROLLEOPDRAGELSEN
Det er nødvendigt at gøre diskussionen af kønsrolle-opdragelsen og dens konsekvenser obligatoriske i partiet. I det hele taget er det nødvendigt at udvikle en familiepolitik. En familiepolitik som samordner kampen for et nyt liv på alle områder - og får boligkampen,
kampen på arbejdspladserne, kvindekampen osv. til at hænge naturligt sammen. Familiepolitikken må udvikles i forståelse af, at det er et masseparti vi søger at opbygge, dvs. at alle skal kunne del tage i partiet.
I kraft af vores opdragelse har vi som kvinde og mand udviklet forskellige kvaliteter. Mændenes kvaliteter er mere dominerende i politikudviklingen end kvindernes, selv om det er indlysende, at kvindernes større erfaringer på det samværs- og socialpolitiske område er vigtige for politikudviklingen i et samfund son også kendetegnes af social og ideologisk krise.
Forståelsen for kønsopdragelsens konsekvenser for vores (mands/kvindes) måde at "tænke" (danne meninger) og udtrykke os på er også nødvendig, hvis vi overhovedet skal gøre noget for at opdrage vores børn anderledes.
Den praktiske gennemførelse af diskussionerne skal ske i sektor/branche/ emnegrupperne, på FA-møderne, emneweekender og sommerlejre.
Eftersom kvinderne i kraft af opdragelsen og erfaringerne fra kvindebevægelsen/
kvindegrupper har flest erfaringer på dette område, er det oplagt, at det er os, der spiller ud, men vi skal ikke være mere ansvarlige end mændene for at processen kommer til at
fungere. Det er jo en proces i sig seIv, at mændene tager initiativ på dette område.
Det er kvinderne, der kraftigst har diskuteret kønsrolleproblemer.
Det er ofte på kvindemødernes "sludrestadium" - i denne fortrolige atmosfære - at der er opstået ønske og viden om nødvendigheden af bredere kønsrolledebatter og en ny familiepolitik.
Hele denne vigtige erfaringsbaggrund mangler mændene. Deres sociale samvær indbyrdes er præget af sport, tipsning, kortspil, værtshussnak og skælden hinanden ud som forrædere over for partiet. Deres evner til fortrolighed og åbenhed dyrker de med deres kvinde og i familien, og i tilfældige øjeblikke med deres eget køn på værtshuse.
Det sker meget sjældent, at en mand, der har problemer - er kørt ned - tager hen til en ven og græder ud ved hans skulder. Hellere går de og lægger sig et mavesår til, klemmer inde med problemerne, og den hel gal - gir den hele armen på værtshus. Det er få mænd der jævnligt oplever at komme til et møde som en skraldespand, og går derfra som et lidt mere helt menneske. Når mænd hører ord som mandegruppe eller kvinde-/basisgruppe, forbinder de det med navlepillerier og tager afstand fra det, men de glemmer, at mange politisk bevidste kvinder er startet lige netop der. Problemer opstået af dårlige parforhold, det svære ved at falde til eller få krav igennem på sin arbejdsplads, problemer med familien, perspektivet i børneopdragelsen, usikkerhed i forhold til sit eget køn, seksuelle problemer, misforholdet i deling af hjemmearbejdet, problemer med børnepasning, problemer med at fylde sin dag ud som arbejdsløs, som man også selv får noget ud af - er ting, der kommer op på mange kvindemøder, uanset at der på dagordenen er nok så mange overordnede politiske punkter.
Kvinderne i partiet må kræve, at mænd indbyrdes begynder at diskutere deres egne problemer og deres egen opdragelse. Udviklingen kønsrolledebatten og familiepolitikken vil stagnere i partiet og il bibeholde sin skæve slagside, hvis ikke mændene prioriterer, at
diskutere sådanne, ting indbyrdes og er med til på fællesmøder at gøre dette til kollektive problemer.

KØNSKVOTERING I PARTIET
Grunden til at det er vigtigt for os som kvinder og for partiet som helhed at indføre kønskvotering og tage de diskussioner op, der følger med, er at partiet i sin nuværende form IKKE giver mulighed for, at vi som kvinder kan udnytte vores erfaringer og muligheder fuldt ud i det politiske arbejde.
Vi må underordne os en arbejdsstil lagt af ungkarle, der kan bruge tid og energi på partiarbejdet UDEN at tage hensyn til familie, børn, sociale forhold m.m. Underordne os en arbejdsstil, der er baseret på en total adskillelse af arbejde og fritid og som derfor undertrykker os alle.
Vi ønsker ikke kønskvotering som en slags mindretalsbeskyttelse, men ved at gennemføre kønskvotering håber vi at nå frem til et mere demokratisk parti, hvor kvinders erfaringer og synspunkter bliver prioriteret på lige fod med mændenes. Og derigennem tilføre nye arbejdsområder, så der i højere grad kommer en politikudvikling på hele livssituationen. Det være sig m.h.t. børneopdragelse, madpriser, sygepleje og socialt arbejde, hygiejne og renlighed, livsholdning, rengøring, prostitution, seksuel undertrykkelse og diskriminering m.m.
Kønskvotering skal opfattes som en løftestang i denne proces. Det er et middel til at ændre, arbejdsformen, og styrke kvinderne i partiet og dermed politikudviklingen. Ikke et mål i sig selv.
Endvidere skal det præciseres, at kønskvotering i partiet ikke kan stå alene. Kønskvotering skal kædes sammen med de krav kvinderne i øvrigt stiller til partiet.
For at nå målet, en politikudvikling på HELE livssituationen, må ALLE i partiet indse vigtigheden af, og arbejde aktivt for at udnytte alles ressourcer bedst muligt. Det skal ikke kun være kvindernes ansvar. Vi er trætte af dobbelt og tredobbelt arbejde.
Opbygningen af et masseparti må afspejle samfundets virkelighed - at vi er lige mange af hvert køn. Partiet skulle også gerne afspejle nogle af de visioner, vi har om fællesskab og ligestilling, som vi forbinder med socialisme.

FORSLAG OM KØNSKVOTERING I VS
I alle partiforsamlinger, hvor der foretages valg, har hvert køn ret til mindst 40-50 % repræsentation af det antal der skal vælges.
Bestemmelsen tages i anvendelse, så snart mindst en af hvert køn er opstillet. Ingen kan pålægges at stille op for at sikre den procentvise repræsentation.
Hvis mindst en af hvert køn er opstillet, gælder reglen automatisk.
Man kan ikke stemme om hvorvidt reglen skal benyttes.
Kønskvotering kan selvfølgelig bruges i alle valgte organer i partiet.
Det gælder også: Hovedbestyrelsen, Forretningsudvalget, opstilling af folk til Folketing og kommunalbestyrelse.
På partiafdelingsplan: byledelse eller AU plus diverse udvalg.
I forbindelse med prioritering af kandidater til Folketinget kan man forestille sig følgende model taget i anvendelse:
I stedet for nu, hvor der en top-tyve afstemning, er der to gange top-ti; en prioriteret mandeliste og en prioriteret kvindeliste.
Dvs. man afgiver et lige antal stemmer på den prioriterede mande- og kvindeliste.

Hvordan bruges kønskvoteringsreglen?
Generelt: 40-50 % af det antal personer, der skal vælges til/det enkelte valg skal være m/k.
Princippet er:
- hvis der kun skal vælges een person - ingen konskvotering.
- hvis der skal vælges 2 eller 3 har hvert køn ret til mindst 1
- hvis der skal vælges 4 eller 5 har hvert køn ret til mindst 2
- hvis der skal vælges 6 eller 7 har hvert køn ret til mindst 3
- osv. osv.

Eksempler på kønskvotering ved valg af en byledelse på 4:
Valget resulterer f.eks. i følgende stemmetal:
Henning: 27
Jette: 23
Lene: 19
Hanne: 18
Hans: 10
Leon: 7

Hvis der ikke er kønskvotering bliver Henning, Jette, Lene og Hanne valgt - altså 3 kvinder og en mand. Men med kønskvotering bliver følgende valgt:
Henning og Hans
Jette og Lene.
Hvis en femte skal vælges til byledelsen: om denne bliver en M' er eller en K'er afgøres af, hvem der har størst stemmetal. I dette tilfælde bliver det: Hanne.

Hvordan tages der højde for fraktionsrepræsentationen samtidig med kønskvoteringen:
Hvis kønskvotering gjaldt, kunne man forestille sig dem anvendt på to måder:
1. Hver fraktion kønskvoterer selv efter valget i henhold til stemmetallene. I gruppe 79 byttes Finn ud med Ellen. I FF byttes Hans ud med Jonna. SL har valgt ikke at opstille kvinder, hvad de har ret til.
2. Ligesom ved ”2 x top-ti” opstiller hver fraktion en kvindeliste og en mandeliste. Eks.: hver stemmedeltager har 2 stemmer, en til en mandeliste og en til en kvindeliste. I modsætning til den første måde sikres her også en lige fordeling af mænd og kvinder i det organ, der vælges til. Det vil forenkle systemet hvis stemmedeltagerne har pligt til at afgive deres 2 stemmer.

Krav til partiet.
1: at kvindekravene/politikken prioriteres på lige fod med den øvrige politikudvikling og at der arbejdes for at integrere kvindepolitikken overalt i partiet.

2: at kvinderne så længe det er nødvendigt kan organisere sig selvstændigt i kvindegrupper.

3: at kvinderne ikke selv og partiet ikke isolerer kvindegrupperne som eneansvarlige.

4: at partiet prioriterer familiepolitiske diskussioner - som skal fungere som den nødvendige baggrund for aIle medlemmers erkendelse af problemerne i kønsopdragelsen og hvad de medfører.

5: at lokalafdelingens arbejdsplan lægges ud fra afdelingens kollektive formåen og ikke enkeltpersoners ditto.

6: at børnepasningen gøres til partiets kollektive ansvar. Børnepasningen skal ikke fungere som opbevaring af børnene men må organiseres så børnene kan udvikle sig og ha det rart. Børnepasningen skal løbende diskuteres i partiet (som fast punkt på medlemsmøder) og være baggrund for udviklingen af en socialistisk børneopdragelse.
7: at vi kollektivt hjælper hinanden med at rense sproget for kønsdiskriminerende udtryk.
8: at diskussionen om kønskvotering føres i partiet.