Nødvenigheden af et revolutionært parti
KF ser det som en aktuel opgave at opbygge et revolutionært parti, der ud fra en revolutionær helhedspolitik kan fungere som et samlingspunkt i klassekampen.
Vores opfattelse af partiets karakter, og nødvendigheden af at danne det i dag har tre udgangspunkter:
Vi bygger på en vurdering af krisesituationen og det revolutionære venstres opgaver i den aktuelle forsvarskamp.
De historiske erfaringer fra den russiske revolution og dens sammenbrud, de europæiske revolutionsforsøg 1918-21, Spanien 1936-37, Frankrig 1968, Chile 1973 og Portugal l974-75.
Den revolutionære overgangsproces, og den socialistiske revolution, der er grundlag for i et højt udviklet kapitalistisk samfund som Danmark med rodfæstede reformistiske traditioner, et udbygget statsapparat og et fungerende parlamentarisk demokrati, kræver et stærkt revolutionært masseparti, som kan spille en ledende rolle på alle klassekampens områder.
Krisesituationen er kendetegnet af to modgående tendenser:
På den ene side har borgerskabet udnyttet den politiske, økonomiske og sociale krisesituation til at iværksætte stadig hårdere angreb på arbejderklassens og mellemlagenes levevilkår og faglige og politiske styrkepositioner. Borgerskabets kriseangreb med indkomstpolitik, nedskæringer osv. er gradvist slået igennem og bidrager til at skabe modløshed og får folk til at skrue forventningerne ned.
På den anden side er utilfredsheden med den politiske højrekurs voksende. Der er gennem de sidste år sket en styrkelse af modstandskampen, og nye grupper er blevet fagligt og politisk aktive i afvisningen af den borgerlige krisepolitik.
Det politiske og sociale opbrud, der begyndte i Danmark i slutningen af tresserne, har en større bredde i dag end nogensinde før. Der er sket dybtgående kulturelle ændringer omkring spørgsmål som abort, sex, kønsroller og leveform. Bevægelserne mod EF og mod A-kraft er slået bredt igennem i det danske samfund. På adskillige fagområder har oppositionen mod den socialdemokratiske faglige klassesamarbejdslinje vundet fodfæste: HK, Rør og Blik, Lærlingebevægelsen, Bryggeriarbejderne ...
I en række fagforeninger - især mellemlagsfagforeninger, er venstrefløjen klart dominerende: BUPL, PMF, PROSA.
Både mod boligpolitikken og mod indkomstpolitikken og overenskomstindgrebene har der i perioder været stærke protester og militante kampe.
Men kampen har været præget af store svingninger og modstanden har ikke bidt sig fast for alvor.
De næste år kan blive afgørende for, hvilken vej den kapitalistiske krise driver udviklingen. Der er fare for, at borgerskabets kriseangreb og Socialdemokratiets medvirken i angrebene ruller de styrkepositioner og fremskridt baglæns, som er opnået i de sidste 10 år. Modstandskampen og arbejdet i fagforeningerne kan blive præget af opgivenhed og modløshed. Men der eksisterer samtidig muligheder for at tage afgørende skridt fremad. Om disse muligheder udnyttes er i høj grad det revolutionære venstres ansvar. DKP's halehængspolitik til SD og udemokratiske praksis i fagforenings- og bevægelsesarbejdet har forhindret partiet i at blive et samlingspunkt i modstandskampen, og flere af DKP’s faglige bastioner er væk eller er ved at smuldre (Rør og Blik, Sømændene, arbejdsløshedsarbejdet, lærlingebevægelsen, BUBL og PMF).
Det revolutionære venstre har hidtil ikke for alvor bidraget til at samle og styrke modstandskampen. VS, som er det naturlige samlingspunkt for det nye venstre, har hidtil ikke formået at udvikle en revolutionær helhedspolitik, som er forbundet med en konkret politik og en samlet indsats på klassekampens forskellige områder.
Hvis forsvarskampen og arbejdet i fagforeninger og bevægelser ikke fortsat skal være præget af pludselig opblussen, afløst af lange perioder hvor aktiviteten falder og modløsheden breder sig, må den ikke-sekteriske del af det revolutionære venstre begynde at fungere som en samlende faktor både politisk og fysisk. Kontakt og koordinering er helt nødvendig mellem de forskellige bevægelser og kampområder med henblik på at give kampen en fælles stødretning mod kapitalistklassen og staten. KF mener, at kun et stærkt revolutionært parti vil være i stand til afgørende at styrke arbejdet i bevægelser og samle og målrette modstanden.

1. Partiet i den revolutionære overgangsproces
Partiet har en ledende rolle i overgangsprocessen med en politik for at drive klassekampen hen mod opbyggelse af nye styrkepositioner, mod udløsningen af en førrevolutionær situation, en revolutionær situation, for opbyggelsen af arbejder - og folkemagt på fabrikkerne, i masseorganisationerne og i boligkvartererne. Partiet må i politisk kamp med reformistiske strømninger kæmpe for folkemagtsorganer. Slås for en dobbeltmagtssituation og revolutionær politisk og social omvæltning.
Partiet må i overgangsprocessen være ledende ved at fremlægge en linje, som giver de konkrete svar på at drive klassekampen fremad, ved at være i offensiven på alle spørgsmål i klassekampen. Partiet må have en revolutionær helhedspolitik - en socialistisk reformpolitik. Partiet bliver ledende i den forstand at det er et masseparti, som forsøger at vinde flertal for reformprogrammets enkelte bestanddele lige som klassekampen drives fremad.
Partiet har ligeledes en central rolle i den programmatiske udvikling for det revolutionære venstre, ved at udbygge programmet som det program, der skal kæmpes om for at en revolution skal kunne lykkes. Kampen for gennemførelse af det socialistiske reformprogram, udarbejdet af partiet ud fra klassekampens krav og partiets deltagelse i kampene, og partiets eksistens hænger derfor uløseligt sammen. Partiet er en uundværlig institution i en overgangsproces, hvis processen skal ende med socialisme og ikke blodig undertrykkelse.
En militant forsvarskamp kan udmærket udløse en før-revolutionær situation uden tilstedeværelse af et revolutionært parti. Men klassekampen kan ikke drives videre mod socialismen uden et revolutionært masseparti.

2. Partiet i det socialistiske rådsdemokrati
I det socialistiske rådsdemokrati ligger magten i rådene. Det er rådene, som er udtryk for folke- og arbejdermagten. Det revolutionære parti er på ingen måde statsbærende, eller på anden måde institutionaliseret magt i rådsdemokratiet. Partiet er kun udtryk for en organiseret politisk tendens i det nye demokrati. En organiseret enhed med en bestemt politik for, og bud på, hvordan og hvorhen samfundet skal bevæge sig. Bestemt politik for rådsdemokratiets videre udvikling mod kommunismen.
Selv om partiet ikke på nogen måde er statsbærende, er eksistensen af et handledygtigt centralistisk og demokratisk parti afgørende for rådsdemokratiets videre udvikling fra magtovertagelsen og henimod kommunismen.
Partiet er ledende i den forstand at det er et masseparti, et parti som er forankret i og kendt i arbejderklassen og de brede befolkningslag. Ledende i den forstand at partiet fremlægger en politik i rådene og forsøger at vinde opbakning og flertal for partiets linje. Hvilke ting partiet må tage op efter den politiske og sociale omvæltning kan ikke beskrives detaljeret
i dag, men partiets hovedopgave bliver at vinde flertal for en fuldførelse af dets revolutionsprogram, dvs. flertal for en linje, som trænger pengeøkonomien tilbage, en linje mod arbejdsdelingen og de sidste rester af klasser, efter at borgerskabets magt er smadret. En linje for ophævelsen af kernefamilien for de nye livsformer. En nedsættelse af arbejdstiden og et helt nyt kultur- og fritidsliv. Opbyggelsen af et nyt retssystem med folkedomstole og en folkemilits.
Partiet bygger på en helhedspolitik, som det slås for i rådene. Vi må gå ud fra, at der bliver politisk kamp om udformningen af det nye demokrati både med hensyn til radikalitet og hastighed for de enkelte skridt videre mod kommunismen.
Uenigheden om de konkrete skridt vil således efter al sandsynlighed resultere i dannelsen af flere revolutionære partier. Vi må ikke opløse partiet efter magtovertagelsen, men modsat styrke det til de nye opgaver i rådene, som altafgørende for opbygningen af kommunismen.
( Med partiet mener vi det parti vi selv tilhører. Vi afviser ikke eksistensen af flere partier tværtimod mener vi, at socialismen vil være præget af en kamp mellem forskellige politiske partier om vejen til kommunismen.)

Partiet er et arbejderparti
Det revolutionære parti er et arbejderparti. Det er et arbejderparti, fordi det kæmper konsekvent for arbejderklassens frigørelse fra kapitalismens udbytning og undertrykkelse. Det er et arbejderparti, fordi arbejderklassen har den strategisk ledende rolle i kampen for socialismen. Det er et arbejderparti, fordi rygraden i partiets styrke må være aktive arbejdermedlemmer.
Partiets kerne må være en organisering af de mere aktive og militante dele i arbejderklassen. Ellers er partiet ude af stand til at spille en politisk ledende rolle i arbejderkampene. Kun opbygningen af virkelige styrkepositioner på arbejdspladser og i fagbevægelsen gør det muligt for partiet at skabe virkelige alliancer og koordinering mellem arbejdernes, mellemlagenes og bevægelsernes kampe.
Uanset vanskelighederne må det revolutionære parti altid fastholde det som en strategisk hovedopgave at organisere aktive dele af arbejderklassen i arbejdsplads-·og fagforeningsgrupper i partiet.
Arbejderklassens virkelige selvstændiggørelse og ledende rolle kan kun udvikles af et revolutionært parti.
Det revolutionære parti kæmper konsekvent for at bearbejde og overvinde de
dybtgående splittelser i arbejderklassen, der er et resultat af kapitalismens udvikling. Det revolutionære parti kæmper for at arbejderklassen skal spille en ledende rolle i den offensive forsvarskamp på alle områder (uddannelser, økologi, kvindeundertrykkelsen, folkesundheden, den antiimperialistiske kamp). Det revolutionære parti kæmper for at udvikle selvstændige og slagkraftige klasseorganisationer, der kan spille en ledende rolle i opbygningen af arbejder- og folkemagt. En strategisk central opgave er partiets kamp for at frigøre fagbevægelsen fra slavebindingen til statsapparatet.
En virkelig omvæltning af fagbevægelsen til demokratisk, kæmpende industriforbund, uafhængige af statsmagten kræver et brud med reformismen og betyder samtidig en voldsom udfordring til borgerskabets magt, og kan tidligst ske som optakten til et revolutionært opgør om magten mellem arbejderklassen og borgerskabet. En sådan omvæltning vil blive hård. Den kan derfor kun sejre hvis det revolutionære parti har en styrke som den ledende politiske kraft i fagbevægelsen.
I de sidste 5-10 år er mellemlagene blevet en majoritet i venstrefløjens organisationer. I mange tilfælde er der endog sket det, at mange ældre og erfarne arbejdere samtidig har forladt de samme organisationer. Samtidig er det oftere blevet mellemlagsfolk, som repræsenterer partierne udadtil. Denne udvikling har været markant i SF siden Aksel Larsens tid.
I VS' første måneder blev de fleste arbejdermedlemmer fordrevet af stridighederne i partiet. Også i DKP har mellemlag indtaget en stærkere position i de senere år.
Med det nye venstres større opmærksomhed over for den faglige kamp og opgøret mod sekteriske holdninger overfor fagbevægelsen er en udvikling i den modsatte retning i gang. Det er helt nødvendigt at tage skridt, der kan øge rekrutteringen af arbejdere, og ikke blot unge arbejdere til partiet. Den måde, hvorpå den politiske debat føres, må ændres, så den ikke kun appellerer til akademikere og mellemlag.
Udadtil er det nødvendigt at ændre partiets profil fra i mange arbejderes øjne at være et mellemlagsparti til at være et arbejderparti. Det betyder bl.a. at partiet oftere må lade sig repræsentere af arbejdere, f.eks. i medierne, i folketinget og byrådene.
Hvis arbejderklassen skal identificere sig med partiet, må partiet identificere sig med arbejderklassen.

Forholdet mellem partiet og bevægelserne
De folkelige bevægelser har en afgørende betydning både for at mobilisere brede dele af arbejderklassen og mellemlag i kampe, der kan ryste borgerskabets herredømme og for bevidstgørelsen. Vi afviser den opfattelse, at bevægelserne skal holde sig til enkeltstående kampopgaver, som man kan arbejde for ud fra forskellige klasseholdninger. Vi afviser at partiet skal have monopol på sammenhængende antikapitalistiske perspektiver, men vi afviser også at hovedforskellen på parti og bevægelse er, at bevægelserne har en mindre grad af politisk afklarethed og organisatorisk styrke end partiet. Bevægelserne har ikke en samlet strategi for en socialistisk omvæltning. Det er partiets opgave på baggrund af sin samlede strategiske forståelse at arbejde for en linje i bevægelserne, der mest muligt hjælper på vej mod den socialistiske revolution.
Bevægelserne vil svinge i styrke og aktivitetsniveau. Partiet bliver derfor nødvendigt som "kernen" i den socialistiske bevægelse - som bevægelsernes "rygrad".
Bevægelserne må aldrig blive til dækorganisationer for partiet. Partiet skal præge bevægelserne så meget som muligt, men må afstå fra alle former for kup og bureaukratisering af bevægelserne.
Bevægelserne må ikke bruges ensidigt som reservoir for rekruttering til partiet, selv om man naturligvis må opfordre aktive revolutionære kammerater til at deltage i partiet.
Forholdet mellem parti og bevægelse afhænger af de konkrete forhold, hvilke bevægelser der er tale om, de konkrete kamptemaer og klassekampens udvikling.
Selv om al erfaring viser, at vi må fastholde partiet som bevægelsernes "rygrad" og som kernen i den socialistiske bevægelse, er det ikke sådan, at bevægelserne fremfører partiets enkeltstående krav, samtidig med at den overordnede politik isoleret udvikles i partiet. Der vil altid være tale om en vekselvirkning og dialektisk forhold mellem parti og bevægelse.

Partitype
Den type parti, vi arbejder for, tager udgangspunkt i vores revolutions- og socialismeforståelse, og i den aktuelle forsvarskamp.
Vi arbejder for at etablere hele proletariatets diktatur gennem en social revolution, og ikke for at etablere proletariatets revolutionære avantgardes diktatur gennem et kup. Det betyder at vi må arbejde for et demokratisk organiseret masseparti.
At partiet også i en revolutionær overgangsfase kan fungere som et demokratisk organiseret masseparti er imidlertid afhængig af om partiet kan arbejde i fuld legalitet. Tvinges partiet ud i illegalitet, må partiet naturligvis indstille sig på at arbejde under de nye betingelser.

a. Den reformistiske partimodel: Vælgerpartiet
Vi afviser at opbygge et parti som vælgerpartiet. Et parti af denne art er bl.a. Socialdemokratiet. Dette parti er løst og usammenhængende opbygget og delt op i geografiske områder. Dette er et parti (af den reformistiske partiopfattelse) der bygger på det borgerlige parlament og hvis opgaver reduceres til væsentligst at bestå i aktiviteter op til valgene og i forhold til folketing og byråd.
Vi afviser denne partimodel. Den vil slet ikke være i stand til at være et effektivt redskab for den socialistiske bevægelse. Den er ikke i stand til at skabe en daglig fælles praksis blandt medlemmerne, men i stedet udvikler den en lille partikerne, der har ledelsen, og som bygger på en passiv medlemsopbakning.

b. Det stalinistiske byrokratiske parti
Vi afviser at opbygge et parti efter den stalinistiske model. Denne partimodel bygger på overførelsen af erfaringerne fra bolsjevikpartiet under Stalins ledelse. Denne partimodel afvises, fordi:
- den ikke svarer til den type revolution, som vi står over for og kæmper for.
- dens udgave af demokratisk centralisme betyder, at alt styres og kontrolleres fra oven.
- der findes ikke tilstrækkelige ytrings- og kritikmuligheder i partiet.
- der finder ingen demokratiske diskussions- og beslutningsprocesser sted
- den forbyder enhver form for organiseret opposition til centralkomiteen.
Denne afvisning af diskussion og kritik medfører ikke alene enhed i handling, men også enhed i mening. Dette hindrer partiet i at indgå på demokratisk vis i bevægelserne, idet det er partiets mening, der skal føres igennem, ligesom det er partiet der udvikler politikken og strategien, som bevægelserne må lade sig underordne.
Fagbevægelsens og bevægelsernes rolle bliver dermed reduceret til at tage sig af den økonomiske kamp eller kampen på et enkelt område (F.eks. EF).
Som konsekvens af denne holdning bliver den politiske udvikling i bevægelserne
forhindret, fordi partiet ønsker at fastholde dem som snævre interesseorganisationer, der domineres af partiet.

c. Paraply-organiseringen
Vi afviser ligeledes den brede paraply-organisering, som VSR står for.
Denne model anerkender ikke partiet som ledende kraft i form af, at partiet bygger på en fælles politisk hovedlinje og dermed udvikles til et handlekraftigt parti.
Paraply-modellen åbner for, at partiet bliver en løs sammenslutning af forskellige strømninger på venstrefløjen. Dermed opgives partiets fælles praksis og aktivitet.

d. Et centralistisk kadreparti
KF tager afstand fra opbyggelsen af et centralistisk kadreparti. Et sådant parti svarer ikke til de objektive samfundsmæssige forhold vi står overfor i et højt udviklet kapitalistisk samfund. Al blind overførsel af erfaringerne fra oktoberrevolutionen må afvises.
Vi afviser et sådant parti, fordi det betyder selektiv rekruttering og dermed udelukkelsen af store dele af mellemlag, som vil tilslutte sig partiet. Et sådant kadreparti vil således også have en indsnævret politisk praksis, hvor der ikke vil være plads til den brede politiske praksis, som f.eks. KF har i dag.
Faglig Fællesliste og Gruppe 5 er eksempler på tilhængere af et centralistisk kadreparti, og undervurderer klart hvilke muligheder et demokratisk centralistisk masseparti kan komme til at spille i klassekampen fremover.

Partiet er en demokratisk kamporganisation
Et revolutionært parti er en kamporganisation, der skal være i stand til at forene og samle partiets kræfter i fælles aktion i klassekampen.
De ustandselige ændringer og pludselige skift i klassekampen stiller store krav til partiets beslutsomhed og handlekraft. Det kræver at partiet er opbygget og gennemorganiseret, således at alle dele kan mobiliseres for fælles mål under en fælles ledelse.

a. Partiet må være gennemorganiseret
Et handlekraftigt parti kræver, at der udvikles en erfaren og handledygtig ledelse på alle niveauer i partiet. Samtidig må der være politisk valg af fuldtidsansatte partifunktionærer, som varetager løbende og daglige problemer af mere praktisk art, sekretærer, kasserer, bladredaktioner osv. Men der skal være mulighed for øjeblikkelig afsættelse.
Rygraden i partiet er sektorerne. Det er her politikudviklingen først fremmest sker. Det er igennem sektorarbejdet at medlemmerne først og fremmest skoles i partiets arbejde. Det er her partimedlemmerne henter perspektiverne for den politiske udvikling af bevægelserne. Det er her partiets medlemmer først og fremmest henter sine inspirationer til at kunne fungere politisk.
Der kan oprettes sektor-organiseringer på alle klassekampens områder ikke kun i tilknytning til arbejdspladser, men f.eks. også en kvindepolitisk sektor, en boligpolitisk sektor, en kulturpolitisk sektor m.v.
Sektor-organiseringer oprettes og arbejder i overensstemmelse med kollektive prioriteringer i partiet.
Medlemmerne afgør selv, hvilken sektor de vil arbejde indenfor. De har dog pligt til at orientere sig om - og handle loyalt overfor beslutninger, der træffes af den sektor, der knytter sig til deres arbejdsplads.

b. En demokratisk diskussion
Det kræver, at det revolutionære parti er demokratisk. Kun en levende og åben diskussionsproces kan sikre, at partiets politik og beslutninger bestandig afprøves og ændres ud fra medlemmernes praksiserfaringer. Kun et demokratisk parti er i stand til at gennemføre en virkelig kollektiv politikudvikling. Medlemmerne har ikke kun ret men pligt til kritik, hvis partiets politik ikke skal stivne.
En levende demokratisk diskussion kræver:
- aktive partiafdelinger, hvor politik og erfaringer kan diskuteres og afprøves på tværs af sektorer.
- at alle informationer ikke monopoliseres hos ledelsen, men er tilgængelig for alle.
- at der i partiet er organiseret et aktivt analysearbejde, der er afhængig af ledelsens politiske kontrol.
- at der eksisterer et ucensureret debatblad.
- at partiet har en avis/tidsskrift der åbner for en bredere diskussion af partiets politik og erfaringer.
- at det er tilladt at organisere fraktioner (se senere).

c. En demokratisk beslutningsproces.
Et handledygtigt parti skal være i stand til hurtigt at korrigere og vedtage politik i nye situationer ud fra medlemmernes erfaringer. Sker der et skift i holdningen hos et flertal af de aktive medlemmer skal det sikres, at det også får konsekvenser for partiets centrale politik. Det kræver at beslutnings- og valgprocessen efter er baseret på direkte demokrati.
Det er ikke tilstrækkeligt at partiets ledelse først ændrer politik på en kongres et år efter. Et handledygtigt parti må derfor være opbygget på grundlag af direkte demokrati:
- alle sektorledelser skal vælges direkte af den pågældende sektors medlemmer. Den skal kunne afsættes med få dages varsel.
- alle ansatte i partiet skal være politisk valgte og afsættelige af det pågældende områdes medlemmer.
- vigtige afgørelser kan med få dages varsel lægges ud til urafstemning på partimøder eller afgøres på særlig indkaldt delegeret konference.
- partiets forretningsudvalg og hovedbestyrelse skal med få dages varsel kunne afsættes på en ekstraordinær kongres.
- mindretalstendenser skal have mindretalsbeskyttelse i alle ledende organer.

d. aktive og selvstændige medlemmer
Et handlekraftigt og demokratisk parti kræver aktive og selvstændige medlemmer.
Kun derved sikres at partiets politik og beslutninger spiller en ledende rolle i klassekampen. Kun derved sikres at partiets politik og ledelser bestandig afprøves, kritiseres og udvikles ud fra praksis.
Kun derved kan det modvirkes at partiet udsættes for lammelser og politisk-ideologisk tilbageslag, når der sker pludselige forandringer i klassekampen.
Derfor må et revolutionært parti være baseret på:
- aktivitetspligt, men socialt forstået, dvs. det skal være muligt at have familie og 8 timers arbejde. Alle skal være organiseret i sektorer/arbejdsområder. Aktivitetspligten er Iivsnødvendig for at partiet kan fungere handlekraftigt og demokratisk.
- personer, der af forskellige grunde ikke ønsker eller ikke er i stand til at være aktive i partiet, men som er enige i partiets politiske grundlag, kan opnå passivt medlemsskab. Passivt medlemsskab indebærer, at man betaler fuldt kontingent, at man får tilsendt partiets centrale publikationer (avis, tidsskrift, internt meddelelsesblad), og at man har ret til at deltage i relevante møder og aktiviteter, men uden stemmeret.
- en bestandig kollektiv og gensidig politisk og "opdragelse" af partiets medlemmer.
- at nye medlemmer får et klart kendskab til partiets grundlag og politik som forudsætning for medlemsskab (introskoling). Introskolingen er en livsbetingelse for partiet. Uden introskoling vil medlemmer kun have sporadiske muligheder for at fungere politisk forpligtende i partiet.
Senere medlemsskoling er ønskværdigt men ikke obligatorisk for partiets medlemmer.
Introduktionen til partiet skal tage sigte på at styrke demokratiet i partiforeningerne og kvalificere medlems-ansøgeren til at kunne gøre sig gældende i diskussioner på alle niveauer.
Introduktionen foregår i 3 faser.
1. Ansøgeren inddrages straks i dobbeltorganiseringen i den sektor, hvor vedkommende er mest interesseret i at arbejde, og deltager i arbejdet på lige fod med medlemmerne.
Den pågældende sektors landsledelse er ansvarlig for udgivelse af introduktionsmateriale.
2. Ansøgere fra forskellige sektorer samles til en fælles introduktion i partiets arbejdsprogram og organisation på byplan. Partiforeningens ledelse er ansvarlig for udgivelse af introduktionsmateriale.
3. Introduktion til partiets overordnede politiske programmer og organisation sker ved hjælp af materiale, som det er hovedbestyrelsens ansvar at udgive.

Ansøgeren skal selv - efter diskussion i dobbeltorganiseringen - være med til at vurdere, hvilket materiale der skal bruges ved introduktionsmøderne.

De tre faser i introduktionen skal tilbydes indenfor samme halvår.
Deltagelse i introduktionsmøderne er en forudsætning for medlemsskab.
Den formelle medlemsoptagelse sker ved beslutning i ansøgernes dobbeltorganisering.
En eventuel afvisning kan omstødes af et medlemsmøde.

e. Handlekraft og politisk fællesskab
Partiets handlekraft er baseret på et politisk fællesskab. Et revolutionært parti er en frivillig sammenslutning af aktive, der har samme mål og samme strategi. Dette politiske fællesskab kan aldrig erstattes af organisatorisk disciplinering. Er der virkelige dybtgående politiske modsætninger der sprænger partiets fællesskab, så kan ingen organisatoriske krav om enhed skabe fællesskab i handling. Så er det nødvendigt og uundgåeligt at partiet spaltes. Det er ligeledes en demokratisk og nødvendig handling at arbejde for at personer og grupper, der har dybtgående modsætninger til partiets fællesskab forlader partiet enten frivilligt eller ved eksklusioner.

f. Demokratisk centralisme
Partiets opgaver som kamporganisation kræver at medlemmerne anerkender princippet om "enhed i handling" (Demokratisk centralisme). Når partiet går i offensiven for bestemte mål, må vi alle aktivt deltage i gennemførelsen. Det betyder, at mindretal efter en demokratisk diskussions- og beslutningsproces må deltage aktivt i partiets mobilisering. Det er nødvendigt for at sikre en fælles gennemslagskraft over hele landet. Det er nødvendigt for at gøre kollektive erfaringer med en fælles indsats, der derefter muliggør en korrigering af politikken.
Der er ikke nogen modsætning i, at partiet på samme tid er centralistisk og demokratisk, når blot partiet har en klar politisk hovedlinje som alle medlemmer forstår og er enige i. Desuden er det nødvendigt, at alle centrale beslutninger om den aktuelle politik har haft tid til at blive
diskuteret i alle dele af partiet inden, alle medlemmer skal følge beslutningerne.
Men i et masseparti kan den demokratiske centralisme ikke gælde, når det
drejer sig om at flytte folk fra et område til et andet, som partiet har prioriteret. Det kan ikke lade sig gøre uden at det medfører store konflikter for de fleste medlemmer, der jo vil være meget mere arbejdstidsmæssigt og socialt bundet end i et parti af heltidsrevolutionære.
Men partiets lavere mobilitet i forhold til kadreorganisationen, opvejes af det større antal medlemmers total-indsats i deres vante miljø, og at partiet forsøger at skaffe økonomiske midler til heltidsansatte funktionærer i tilknytning til flest mulige ledelsesorganer.

Eksempler:
1. VS og anti-EF-kampagnen:
Når VS har besluttet at gå ind i en selvstændig socialistisk kampagne ved Europavalget er det et brud på et partiets organisatoriske normer, at dele af partiets medlemmer aktivt modarbejder VS ved at opstille på Folkebevægelsens liste eller deltage i boykotkomiteerne.
Dette brud på normerne må klart kritiseres. Men om det skal føre til eksklusion må vurderes ud fra karakteren og omfanget af de politiske modsætninger. Vi mener det var korrekt at VS ikke ekskluderede boykottilhængerne.

2. Kampen om byggelegepladsen i den sorte firkant på Nørrebro i Kbh.:
VS må være i stand til at forene alle dele af partiet i en fælles kamp mod SD's og DKP's angreb på Byggeren. Det kræver en ledelse, mobilisering og forening af f.eks. VS' boligsektor, arbejdspladssektor, pædagog- og fremmedarbejdergruppe, VS' borgmester og borgerrepræsentationsgruppe, VS' presse osv.
Hvis taktiske uenigheder ikke underkastes princippet "enhed i handling" vil partiet lammes uden kollektive erfaringer.

3. VS' folketingsgruppe og byrådsgruppe er i princippet partiets forlængede arm i "fjendeland". Disse grupper må under forudsætning af at partidemokratiet fungerer fungere som en enhed i forlængelse af VS' kollektive beslutninger.

Som hovedregel gælder at sektorerne selvstændigt udformer politikken på deres område på basis af partiets hovedlinje. Men landsledelsen har ret til at gribe ind over for sektorer, som den mener arbejder i strid med partiets hovedlinje, ligesom mindretal i sektorerne har ret til at appeIlere til landsledelsen.
Folketingsgruppen og byrådsgrupperne må ved forberedelsen af alle væsentlige initiativer arbejde snævert sammen med den/de pågældende sektorers udvalg og bevægelserne. Ligesom det må være en fast arbejdsopgave for sektorer og cirkler at overveje, hvorledes den parlamentariske repræsentation kan udnyttes i arbejdet.

NB 1.: Det må understreges at princippet "enhed i handling" forudsætter politisk fællesskab og demokratiske diskussioner og beslutninger.
Det kan derfor ikke uden videre indføres som organisatorisk princip i VS. Det må indarbejdes i takt med den politiske afklaring, og diskussioner i ledelsen må i konkrete situationer afgøre om de politiske og demokratiske forudsætninger er til stede. Eksklusioner i VS er nødvendige allerede i dag, hvis f.eks. VS'ere støtter a-kraft eller racisme.

NB2.: Princippet om "enhed i handling" kan selvfølgelig ikke forhindre at dele af partiet gør oprør og bryder med partiets praksis. Det kan ske hvis ledelsen bryder med partiets grundlag eller hvis beslutningerne træffes hen over hovedet på medlemmernes diskussioner og erfaringer. I sådanne situationer er oprør nødvendigt for at fremtvinge en reel afklaring af partiets politik og for at forhindre alvorlige nederlag for partiet.

Fraktioner: Nye udviklinger i klassekampen vil selvfølgelig skabe modsætninger i partiet. Det er en pligt, at synspunkterne formuleres klart ud fra mange medlemmers erfaringer, og at der føres en åben politisk diskussion i partiet. En fraktion sikrer at medlemmer kan samle erfaringerne og kritik på tværs af afdelinger og sektorer. Uden fraktioner presses mindretallet i praksis ud af afdelinger og sektorer, der i stedet bliver den organisatoriske ramme om de enkelte fraktioner. Fraktioner er derfor nødvendige som en frugtbar drivkraft i et partis politiske udvikling og åbenhed.
Men skal fraktionerne ikke føre til handlingslammelse og unødvendige spaltninger må de derfor arbejde efter følgende retningslinjer:
1. enhed i handling.
2. loyalt medansvar for partiets arbejde på alle niveauer.
3. alle papirer og beslutninger skal være tilgængelige for alle i partiet.
4. fraktioner må ikke håndhæve princippet "enhed i handling" indenfor partiet. Fraktionsdisciplin vil umuliggøre åbne og demokratiske diskussioner og beslutninger.
5. fuld ret til offentlig diskussion og kritik af partiets politik.
Det revolutionære parti og arbejderdemokrati i klubber og fagforeninger
Princippet om "enhed i handling" er ikke uden videre gyldig når partiets medlemmer handler som medlemmer af klasseorganiseringer som klubber og fagforeninger.
Partiet skal være i stand til klart at markere partiets faglige politik, så ingen er i tvivl om hvor partiet står. Partiet skal opbygge en arbejdspladsorganisering med fraktioner indenfor fagforeningerne og forbund med aktivitetspligt og hvor linjen for arbejdet fastlægges i fællesskab.
Alle medlemmer skal deltage i udbredelsen af kendskabet til partiets politik (kampagne, aviser, pjecer, løbesedler, osv.). Men uenighed i en partigruppe i f.eks. en fagforening skal ikke løses efter princippet om enhed i handling. Det er tvært imod nødvendigt at uenighederne i partigruppen åbent brydes og diskuteres indenfor fagforeningens rammer. Hvis partimindretallet skal underordne sig partiflertallet vil det være et brud med arbejderdemokratiet i fagforeningen.
Partiets medlemmer kan ikke skjule deres forskellige holdninger overfor arbejdskammerater og kammerater i fagforeningen. Partiets arbejde vil totalt miste sit troværdige ansigt
og indflydelse, hvis medlemmerne på trods af egne vurderinger måtte skifte standpunkt hver gang de kommer i mindretal i partigruppen. Det er netop almindelig DKP-praksis.
Hvis modsætninger mellem partiets arbejdere løses internt i partiet ad organisatorisk vej, vil det bryde demokratiet i fagforeningerne.
Diskussionerne vil blive afpolitiseret. Fagforeningernes medlemmer vil blive sat udenfor reel indflydelse, hvis det er partigruppen som har ledelsen. De to linjer i partigruppen må træde åbent frem således at arbejderne selv kan afgøre, hvilken de ønsker at støtte.
Et mindretal i partiet kan ikke være afskåret fra at stille op til poster hvis arbejderflertallet ønsker det. På samme måde må en partigruppe i en fagforeningsbestyrelse arbejde åbent med skiftende flertal på tværs af partiet. Valgte tillidsfolk er fremfor alt ansvarlige overfor de arbejdere, der har valgt dem. Ingen partigruppes flertal må kunne dirigere en valgt tillidsmand på trods af arbejderflertallet. (Det forudsætter selvfølgelig at modsætningerne ligger indenfor partiets grundlag.)
Kun ved klart at markere, hvad partiet står for, og samtidig lade modsætningerne brydes åbent i arbejderorganisationerne, kan demokratiet styrkes.
Partiet får samtidig lejlighed til at afprøve de to linjer i praksis.
Det er arbejderflertallet som afgør hvilken af de to partilinjer som skal have fagforeningsledelsen. Det skal ikke afgøres internt i partiet.
Dette forhold mellem parti og arbejderorganisationer er også gyldig for partiets deltagelse i demokratiske beboerforeninger og organiserede bevægelser som partiet støtter.

Den selvstændige kvindeorganisering
Vi mener den selvstændige kvindeorganisering er en forudsætning for udviklingen af kvindepolitikken. Den selvstændige kvindeorganisering gør, at kvinder ikke tvinges til at dobbeltorganisere sig (fag - og kvindepolitisk) for overhovedet at være medlem af partiet.
Erfaringer fra kvindebevægelsens mødeformer viser, at rene kvindegrupper har en vigtig funktion - f.eks. at mange kvinder har lettere ved at udtrykke sig, når der kun er kvinder til stede, og at de herved får styrke til også at give deres mening til kende i blandede forsamlinger.
På den anden side kan det ikke være meningen at vi skal blive ved med at bruge tid og kræfter på at lære at fungere i det mandsdomæne, som partiet endnu i høj grad er udtryk for. Vi må derfor arbejde på at ændre den samværsform og arbejdsstil, som gør det svært for os kvinder at være med i politikudviklingen. Vi må aktivt bidrage med vores egne erfaringer fra kvindebevægelsen og kvindegruppen.
Den selvstændige kvindeorganisering må ikke resultere i, at udviklingen af kvindepolitikken kun foregår i kvindegrupperne. Partiet må ikke isolere kvindegrupperne, og kvindegrupperne må ikke isolere sig selv.
Derfor må kvindegrupperne i realiteten altid arbejde for at overflødiggøre den selvstændige kvindeorganisering - dvs. arbejde for at integrere de kvindelige diskussioner og krav overalt i partiet. For at fremme denne proces er det vigtigt, at de kvinder, der kan overkomme det, dobbeltorganiserer sig.

Krisen i samfundet rammer også partiets medlemmer
Og ligesom den i samfundet rammer kvinderne hårdest rammer den desværre også i partiet kvinderne hårdest. Ingen kvinder er i stand til "at stemple ud" hjemmefra, når de går til møde. Det er mange mænd tilsyneladende i stand til. Hvem går det hårdest ud over, når partiet ikke har en børnepasningsordning, der fungerer ? Hvorfor prioriteres denne opgave ikke højere?
Vi har alle registreret en generel afmatning i aktiviteterne de sidste par år. Vi er som alle andre i samfundet påvirket af krisen og overgrebene mod os. Når vi ikke længere kan overkomme så mange aktiviteter og møder, er det fordi, vi er udmattede efter en lang arbejdsdag, hvor tempoet er blevet sat i vejret. Måske har vi også problemer derhjemme fordi vi ser for lidt til hinanden. Når vi ikke har den store lyst til at sælge aviser på gaden spiller det vel også en rolle, at hetzen mod de røde begynder at kunne mærkes igen.
Når mange bliver passive, er der en tendens til, at ansvaret og initiativet overlades til de få, der stadig har gnisten. At have gnisten vil sige, at man er i stand til at mobilisere et betydeligt overskud.
Her kommer kvinderne især til kort, fordi krisen rammer dem hårdest, og fordi kvinder ikke har så lang erfaring med politisk arbejde som mændene. i denne situation er der en tendens til, at de landvindinger, kvinderne har gjort i partiet overfor den mandsdominerede mødeform osv. er i fare (ligesom det sker i samfundet).
Krisen i partiet forsøges løst ved at vende tilbage til erfaringer og arbejdsformer som fungerede tilfredsstillende tidligere - hvor kvinderne vel at mærke var svagere i partiet. Dette må vi alle arbejde på at undgå. I en sådan situation er det endnu vigtigere, at vi tager fat i de eksisterende individuelle problemer, og gør dem fælles. Det skal bl.a. gøres ved, at vi får en forståelse af kønsopdragelsen og dens konsekvenser, ved i det hele taget at intensivere de familie- og samværspolitiske diskussioner.

Kønsrolleopdragelsen
Vi mener, det er nødvendigt at gøre diskussionen af kønsrolleopdragelsen og dens konsekvenser obligatoriske i partiet. I det hele taget, mener vi, at det er nødvendigt at udvikle en familiepolitik. En familiepolitik som samordner kampen for et nyt liv på alle områder - og får boligkampen, kampen på arbejdspladserne, kvindekampen osv. til at hænge naturligt sammen. Familiepolitikken må udvikles i forståelse af, at det er et masseparti, vi søger at opbygge.
I kraft af vores opdragelse har vi som kvinde og mand udviklet forskellige kvaliteter. Mændenes kvaliteter er mere dominerende i politikudviklingen end kvindernes. Selv om det er indlysende, at kvindernes større erfaring på det samværs- og socialpolitiske område er vigtig for politikudviklingen i et samfund, som også kendetegnes af social og ideologisk krise.
Forståelsen for kønsopdragelsens konsekvenser for vores (mænds/kvinders) måde at tænke danne meninger og udtrykke os på er også nødvendig, hvis vi overhovedet skal gøre noget for at opdrage vores egne børn anderledes.
Den praktiske gennemførelse af diskussionerne skal ske i cirklerne, på medlemsmøder, emneweekender og sommerlejre. Eftersom kvinderne i kraft af opdragelsen og erfaringerne fra kvindebevægelse/kvindegrupper har flest erfaringer på dette område, er det oplagt, at det er dem, der spiller ud, men de skal ikke være mere ansvarlige end mændene for at processen kommer til at fungere. Det er jo en proces i sig selv, at mændene tager initiativ på dette område.
Det er kvinderne, der kraftigst har diskuteret kønsrolleproblemer.
Det er ofte på kvindemødernes "sludrestadium" - i denne "fortrolige" atmosfære - at der er opstået ønske og viden om nødvendigheden af bredere kønsrolledebatter og en ny familiepolitik.
Hele denne vigtige erfaringsbaggrund mangler mændene totalt. Deres sociale samværd indbyrdes er præget at sport, tipsning, kortspil, værtshussnak og skælden hinanden ud som forrædere over for partiet.
Deres evner til fortrolighed og åbenhed dyrker de med deres kvinde og i familien, og i tilfældige øjeblikke med deres eget køn på værtshuse.
Det sker meget sjældent, at en mand, der har problemer - er kørt ned- tager hen til en ven og græder ud ved hans skulder. Hellere går de og lægger sig et mavesår til, klemmer inde med problemerne, Og er den helt gal - gir den hele armen på værtshus. Det er få mænd, der jævnligt oplever at komme til et møde som en skraldespand og går derfra som et lidt mere helt menneske. Når mænd hører ord som "mandegruppe" eller kvinde-/basisgruppe, forbinder de det med navlepillerier og tager afstand fra det, og det har virkelig også sine fælder, men de glemmer, at mange politisk bevidste kvinder er startet lige netop der.
Problemer opstået af dårlige parforhold, det svære ved at falde til eller få krav igennem på sin arbejdsplads, problemer med familien, perspektivet i børneopdragelsen, usikkerhed i forhold til sit eget køn, seksuelle problemer, misforholdet i deling af hjemmearbejdet, problemer med børnepasning, problemer med at fylde sin dag ud som arbejdsløs, som man også selv får noget ud af - er ting, der kommer op på mange kvindemøder, uanset at der på dagsordenen er nok så mange "overordnede" politiske punkter.
Kvinderne i partiet må kræve, at mænd også indbyrdes begynder at diskutere disse problemer. Udviklingen i kønsrolledebatten og familiepolitikken vil stagnere i partiet og vil bibeholde sin skæve slagside, hvis ikke mændene prioriterer at diskutere sådanne ting indbyrdes og er med til på fællesmøder at gøre det til kollektive problemer.

Krav til partiet
1. at kvindekravene/politikken prioriteres på lige fod med den øvrige politikudvikling, og at der arbejdes for at integrere kvindepolitikken overalt i partiet.
2. at kvinderne så længe det er nødvendigt kan organisere sig selvstændigt i kvindegrupper.
3. at kvinderne ikke selv og at partiet ikke isolerer kvindegrupperne som eneansvarlige.
4. at partiet prioriterer familiepolitiske diskussioner, som skal fungere som den nødvendige baggrund for alle medlemmers erkendelse af problemerne i kønsopdragelsen og hvad det medfører.
5. at lokalafdelingens arbejdsplan lægges ud fra afdelingens kollektive formåen og ikke enkeltpersoners ditto.
5. at børnepasningen gøres til partiets kollektive ansvar. Børnepasningen skal ikke fungere som opbevaring af børnene, men må organiseres så børnene kan udvikle sig og ha' det rart. Børnepasningen skal løbende diskuteres i partiet (fast punkt på medlemsmøder) og være baggrund for udviklingen af en socialistisk børneopdragelse.
7. at vi kollektivt hjælper hinanden med at rense sproget for kønsdiskriminerende
udtryk.
Det er nødvendigt med en selvstændig kvindeorganisering i VS i form af et kvindesekretariat og kvindegrupper i partiafdelingerne og brancheorganiseringer for at sætte gang i udviklingen
af kvindepolitikken, og for at føre de kvindepolitiske diskussioner ind i alle dele af partiet.
Desuden er en selvstændig kvindeorganisering et led i bekæmpelsen af kvindeundertrykkelsen i partiet. Kvindegrupperne er en mulighed for at arbejde og udvikle sig i en sammenhæng, der giver kvinderne større muligheder for at være udfarende og formulere deres politiske holdning.
Da kvindepolitikken ikke bare er en delpolitik men et væsentligt led i den samlede udvikling af en revolutionær politik, må perspektivet naturligvis være, at disse diskussioner også udvikles i sektorerne og resten af partiet.
Aktuelt må vi imidlertid se i øjnene, at det primært bliver kvinderne, som arbejder med kvindepolitik. Dette skyldes bl.a., at det stadig er af nyere dato, når vi vurderer kvinders erfaringer som væsentlige og som løftestang for udviklingen og sammenkædning af politikken.

Kønskvotering
KF støtter princippet om kønskvotering.
Kvindegrupperne pålægges at udarbejde et forslag til kønskvotering i partiet.
Med kønskvotering mener vi, at kvinder sikres en bestemt kvote i alle de politisk ledende organer og politisk nedsatte udvalg i partiet.
I kvindegruppernes forslag til kønskvotering skal der også udarbejdes holdning til kønskvotering på andre områder:
- alle former for tilgang til uddannelserne.
- i institutioner.
- i fagforeninger (bestyrelser)
osv.

Ungdomsorganisering
Skal ungdommen ikke være henvist til KFUM(K) eller de stalinistiske ungdomskorps er det nødvendigt med en selvstændig ungdomsorganisering.
Medlem af ungdomsorganiseringen kræver på ingen måde at man samtidig er medlem af partiet.
Men organiseringen af ungdommen i et ungdomsparti er først og fremmest nødvendig for at arbejde med ungdommens sociale behov, og opstille en modkultur til disco- og travoltabølgen. Det, vi må arbejde med i ungdomsorganisationen, skal være alle sider af ungdommens tilværelse, økonomi, socialitet osv. Den selvstændige ungdomsorganisering skal ses som et led i opbyggelsen af en selvstændig (arbejder)ungdom. Det gør at en sådan organisation må tage en række udfarende skridt, føre kampagner for kravet om umiddelbar optagelse i fagforeninger efter endt skolegang, indholdet i folkeskolens undervisning, kampagner for praktikpladser til lærlinge osv.
Ungdomsorganiseringen må have en hel del autonomi ift. partiet og selvstændigt føre kamp mellem den organiserede lærlingeungdom, skoleungdom osv.

Partiet som social faktor
Partilivet må ikke kun bestå af møder, kampagner, papirer, kongresser og alt det traditionelle vi kender. Partiarbejdet må bryde med det traditionelle mønster og den stramme opdeling mellem arbejde, fritid og politiske aktiviteter. Det må være mindre krævende at være medlem af en revolutionær organisation end tilfældet er idag, hvis det skal være muligt for folk med børn, familie og en hård traditionel arbejdsdag at være med. Partiet må ikke være en organisering af professionelle, ungkarle(inder). Vi kræver fortsat aktivitetspligt af folk, men partiarbejdet må være foreneligt med et almindeligt og normalt liv udenfor partiet.
Kravet om et andet socialt liv er uforenelig med kapitalismen, men det er nødvendigt i dag allerede at arbejde med disse ting også i et revolutionært parti. Vi må i partiarbejdet satse på at bekæmpe de skarpe opdelinger i tilværelsen også i partiarbejdet. Kampen for socialismen er også en kamp mod de kapitalistiske livsmønstre. Det må vi tage højde for i partiarbejdet. Bekæmpelsen af f.eks. kvindeundertrykkelsen er enorm vigtig internt i partiet. Arbejdet med rolledelingen er vigtig, samt at hele konkurrencementaliteten bliver udryddet.