Klasseanalyse og
klassealliancer
ARBEJDERKLASSENS LEDENDE ROLLE.
I de højtudviklede imperialistiske lande er det stadig arbejderklassen, der er den ledende kraft i den socialistiske omvæltning. Vi afviser alle politiske strategier, der vil reducere arbejderklassens ledende rolle i klassekampen.
Arbejderklassen er den kvantitativt største klasse, der omfatter alle manuelt arbejdende, der ikke deltager i borgerskabets udøvelse af det politiske, økonomiske og ideologiske herredømme med særlige kvalifikationer, der udtrykker denne rolle. Kernen i arbejderklassen er industri-, transport- og bygningsarbejdere, men omfatter også alle andre manuelt arbejdende i underordnede funktioner, uden langvarig uddannelse og kontrolfunktioner. Dvs. manuelt arbejdende på private og statslige kontorer, ansatte i handel , landarbejdere, rengøringsarbejdere, kommunikationsarbejdere osv. Dertil kommer de afgørende dele, der er ramt af arbejdsløshed direkte og skjult (unge, kvinder osv.) og den overvejende del af pensionisterne.
Men arbejderklassens ledende rolle skabes ikke og organiseres ikke spontant i kampene mod borgerskabet. Det kræver foruden langvarige klassekampserfaringer, et revolutionært partis bevidste politisk-ideologiske arbejde for at bidrage til en fundamental omvæltning, sammensvejsning og selvstændiggørelse af arbejderklassen.
Det kræver en bevidst strategi, der tager arbejderklassens dybtgående opspaltning alvorlig.
Overgangsprocessens reformkamp må netop udvikles til en omfattende kamp for at bearbejde og overvinde de spaltninger og splittelser i arbejderklassen, der er et resultat af kapitalismens udvikling, og som skærpes og uddybes af krisen (faglært-ufaglært , ældre-ung, kvinder- mænd, de udviklede byområder- underudviklede regioner, arbejdere, der samtidig er småborgere, arbejdsdelingen på fabrikkerne, højt- og lavtlønnede, lønopsplitningen, store og små fabrikker, dansker-udlændinge , faglig opsplitning osv.). Det er en fundamental kamp, der svigtes af reformisterne, der viger tilbage for reelle angreb på splittelsernes årsager, i selve kapitalismen.
Denne kamp er så afgørende, fordi det er en kamp for arbejderklassens styrke og evne til at spille den ledende rolle i en massebevægelse, der skal kunne løse den socialistiske revolutions opbygningsopgaver. Arbejderklassens ledende rolle viser sig ved:
1) den dominerende rolle klasseorganisationerne har i udviklingen af arbejder- og folkemagt.
2) skabelsen af alliancer med de nye mellemlag ud fra arbejderklassens magtpositioner.
3) at spille en ledende rolle i kampen for alternativer på alle områder (uddannelser, økologi, kvindeundertrykkelsen, folkesundheden osv.)
4) eksistensen af et revolutionært parti med solid basis i arbejderklassen med et klart program og strategi, der udtrykker en konsekvent kamp mod arbejderklassens udbytning og undertrykkelse i alle former.
DE NYE MELLEMLAG SOM ALLIANCEPARTNERE
Arbejderklassens afgørende alliancepartner i kampen for en socialistisk revolution er de nye mellemlag. Den socialistiske revolutions mål er ikke kun et opgør med borgerskabet. Det er samtidig: en kamp for en ny type rådsstat, for en omvæltning af produktion og fordeling, for en omvæltning af den kapitalistiske teknologi, for en ophævelse af den samfundsmæssige arbejdsdeling, opbygning af et helt nyt uddannelsessystem, der bryder med klassesamfundet osv. osv.
Den socialistiske revolution er umulig at gennemføre uden at afgørende dele af mellemlagene deltager frivilligt og aktivt i denne omvæltning.
Den socialistiske alliancepolitik er nødvendig og mulig pga. de nye mellemlags dobbeltsituation mellem de to hovedklasser i den højt udviklede kapitalisme: arbejderklassen og borgerskabet.
De nye mellemlag har på den ene side en afgørende funktion i opretholdelsen af borgerskabets politiske, ideologiske og økonomiske herredømme. Denne samfundsmæssige rolle stiller dem i et reelt modsætningsforhold til arbejderklassen.
Det erfares dagligt af arbejderne på fabrikken, sygehuset, socialkontoret, skolen osv. Denne rolle præger mellemlagenes erfaringer og kvalifikationer. Derfor må en socialistisk alliancepolitik tage disse modsætninger alvorligt og udforme en politik, der kan føre til overvindelse af splittelsernes reelle årsager, f.eks. det borgerlige uddannelsessystem, de kapitalistiske produktionsforhold på fabrikken osv.
På den anden side er de nye mellemlag ikke en del af borgerskabet. De er selv underlagt borgerskabets herredømme på fabrikken og i de statslige institutioner. De bestemmer ikke selv over deres arbejdes indhold og funktion, men er underlagt de statslige og private centraliserede ledelser.
Deres arbejde gennemsyres af det kapitalistiske samfunds modsætninger og kriser, og mister derfor i voksende grad virkelig mening og perspektiv. Denne situation for mellemlagene understøttes af krisens voksende arbejdsløshed og nedskæringer. Denne situation muliggør, at mellemlagene kan vindes for en virkelig alliance med arbejderklassen. Alliancens indhold er ikke kun en støtte til arbejderklassens kamp. Denne solidaritet er uløseligt forbundet med et ny arbejds-og livsperspektiv for mellemlagene ud fra deres nuværende erfaringer med deres arbejdes modsigelser og kriser.
Samtidig skal det dog understreges, at der indenfor mellemlagene selv er afgørende modsætninger f.eks. på et sygehus mellem overlæger, unge læger, sygeplejersker og sygehjælpere. Jo længere nede i hierakiet på institutionerne, jo større mulighed for en virkelig alliance med arbejderklassen.
Alliancepolitikkens strategiske indhold bliver derfor revolutionær socialistisk. Målet bliver derfor, at arbejderne og mellemlagene fører en fælles kamp for en virkelig omvæltning af kapitalismen.
Det kræver, at skolelærerne sammen med de unge og masseorganisationerne (fagforeninger, beboerorganisationer mm.) deltager aktivt i en kamp for omvæltning af det borgerlige uddannelsessystems rolle og indhold. Det kræver, at socialarbejderne støtter en virkelig kamp, der fjerner årsagerne til, at vi har særlige sociale apparater og dermed kæmper for at overflødiggøre sig selv.
Det kræver, at arbejdere og ingeniører/teknikere fører en fælles kamp mod kapitalistisk teknologi og organisering af arbejdet.
En sådan virkelig revolutionering af mellemlagene, gennem klassekampens radikale erfaringer, kræver derfor en dybtgående ændring af kvalifikationer, placeringer i arbejdsdelingen, arbejdets funktion og mere generelt af den sociale livsform.
Det åbner samtidig en kamp for mellemlagene mod de statslige og privatkapitalistiske centraliserede ledelser og hierakier med en offensiv kamp for faglige og demokratiske rettigheder .
Det åbner for et nyt forhold mellem mellemlagenes arbejde og de fremvoksende masseorganisationer.
En omvæltning af mellemlagenes arbejde åbner for deres direkte deltagelse i opbygningen af arbejder- og folkemagtsorganer, der kan udgøre en modmagt til de private og statslige ledelser, mellemlagenes arbejde er underlagt. Endelig må der samtidig føres en kamp mod hierakiet og splittelsen blandt mellemlagene selv. Det gælder arbejdende-arbejdsløse, ansættelsesordninger, lønsplittelser, uddannelser o sv. Det vil selvfølgelig betyde en svækkelse af privilegier og magtstillinger for dele af mellemlagene, men giver til gengæld en ny og meningsfuld arbejds- og livssituation med et nyt forhold til arbejderklassen.
De nye mellemlags alliancer med arbejderklassen er således uløseligt forbundet med et opgør med det borgerlige statsapparat, med lønarbejdet og med den samfundsmæssige arbejdsdeling gennem socialistisk fordeling og rotation inden for det samfundsmæssige arbejde.
Gennem en kamp mod den samfundsmæssige funktion mellemlagene underordnes i det kapitalistiske klassesamfund, kan der udvikles et virkeligt fællesskab mellem arbejderklassen og de nye mellemlag, der har styrke og indre sammenhængskraft til at løse den socialistiske revolutions opgaver. Denne kamp for en revolutionering af mellemlagenes arbejde er nødvendig for såvel arbejderklassens sociale frigørelse som for skabelsen af en ny og meningsfyldt arbejds- og livssituation for mellemlagene selv. Mellemlagene vil i denne kamp erfare, at arbejderklassens sociale revolution åbner for, at deres eget arbejde får et nyt indhold og en ny betydning, at de kan bryde med social isolering, konkurrence og indskrænkede livserfaringer. Gennem mellemlagenes aktive kamp kan arbejderne samtidig få afgørende praktiske erfaringer med, at de nye mellemlag i praksis er parat til at bryde med deres funktion i det borgerlige klassesamfund.
Den virkelige revolutionære alliance mellem arbejderklassen og de brede dele af de nye mellemlag bliver først mulig i den revolutionære overgangsproces' afslutning, i dobbeltmagts- situationen.
Først her skabes der magtforhold, der for alvor svækker borgerskabets kontrol og magt over mellemlagenes arbejde. Først her er arbejderklassen udviklet til en drivende og organiseret kraft, der kæmper for virkelige løsninger på kapitalismens krise, som kan tiltrække mellemlagene ved at give dem et nyt og realistisk perspektiv for deres arbejde.
Den revolutionære overgangsproces vil udløse en voldsom krise og omvæltning for mellemlagene.
Revolutioneringen af mellemlagene er en modsætningsfyldt og vanskelig proces med omvæltning af hidtil anerkendte kvalifikationer og uddannelser. Det stiller spørgsmålstegn ved hver enkelts hidtidige arbejde. Det vil udløse voldsom kritik mod mellemlagenens rolle. Det vil føre til omvæltninger af hierakier og arbejdsdelinger.
Det vil føre til voldsomme omvæltninger og splittelser i mellemlagenes faglige organisationer.
Det vil uundgåeligt udløse polariseringer inden for mellemlagene selv. Dele af mellemlagene vil med næb og klør forsvare deres hidtidige arbejde og kvalifikationer og derfor støtte borgerskabet og dets kamp for at forsvare det borgerlige statsapparat og fabrikshierakier. Netop derfor er et langvarigt og forberedende arbejde for at løsrive mellemlagene fra borgerskabets herredømme af afgørende betydning forud for den revolutionære overgangsproces. Det er en afgørende forudsætning, at væsentlige dele af de nye mellemlag i overgangsprocessens reformkampe kan omvæltes og udvikles som en del af revolutionens massegrundlag.
Denne revolutionære alliancepolitik står i klar modsætning til de venstrereformistiske partiers alliancepolitik overfor de nye mellemlag.
Hos DKP opbygges alliancen på et fundamentalt kompromis med mellemlagene, dvs. uden en afgørende omvæltning af deres arbejdes indhold og rolle. Det hænger uløseligt sammen med, at de venstrereformistiske partiers mål er et statskapitalistisk samfund, hvor den borgerlige statstype og arbejdsdelingen fortsætter som i dag. Konsekvensen er, at den venstrereformistiske strategi lader de dybtgående splittelser mellem arbejdere og mellemlag fortsætte. Modsætningen vil på trods af forsøg på kompromiser, gang på gang dukke frem i klassekampens praksis. I stedet for holdbare politiske alliancer vil det føre til øgede modsætninger og blive løst gennem undertrykkelse.
En revolutionær alliancepolitik må ikke bygge på indrømmelser, løfter og kompromiser med mellemlag, der senere vil blive undergravet og opgivet pga. en mere radikaliseret klassekamp.
ET REVOLUTIONÆRT BEFOLKNINGSFLERTAL
I et højt udviklet kapitalistisk samfund som det danske med en omfattende arbejderklasse og de nye mellemlag som den afgørende alliancepartner som afløsning for småborgerskabet er der reelle muligheder for, at den revolutionære magtblok kan sammenfatte et klart flertal af befolkningen.
Det er et afgørende mål for overgangsstrategien at arbejde for at denne mulighed bliver til virkelighed, således at en socialistisk revolution kan gennemføres på grundlag af et klart revolutionært flertal i de nye magtorganer - rådene - som udtryk for et befolkningsflertals anerkendelse af rådenes politiske autoritet.
Kampen for, at magtblokken omfatter et revolutionært befolkningsflertal, er ikke begrundet ud fra taktiske hensyn til parlamentarismen, men ud fra den marxistiske revolutionsopfattelse.
Uden brede, revolutionære alliancer vil den væbnede kamp for magtovertagelsen føre til en langvarig borgerkrig, hvor borgerskabet har en væsentlig massebasis, bl.a. i væsentlige dele af de statsansatte mellemlag og dermed stadig et relativt stærkt statsapparat. Det vil føre til afgørende nederlag for arbejderklassen.
En socialistisk revolution er ikke blot en udskiftning af den herskende klasse, hvorefter den gamle form for stat, arbejdsdeling, kapitalistisk produktionsproces osv. fortsætter. Det er en fundamental social omvæltning, der opbygger ny form for magt, som bekæmper selve udbytningen og undertrykkelsen i lønarbejdet, som bekæmper klassernes eksistens og arbejdsdelingen. Derfor kan en sådan social revolution kun være de aktive, bevidste og organiserede massers eget værk. En ny type stat er netop det selvorganiserede og væbnede folk selv.
En kamp mod lønarbejdet, mod konkurrencen og markedet, mod kapitalistiske ledelsesapparater osv. på fabrikkerne, kan kun ske gennem de arbejdendes egen selvstændige overtagelse og ledelse af fabrikkerne. Derfor er enhver indskrænkning af en revolutions massebasis et alvorligt angreb på denne revolutions egen målsætning og former.
Derfor hænger revolutionsstrategien og revolutionens mål uløseligt sammen.
Dannelsen af et revolutionært befolkningsflertal er ikke forudsætningen for at indlede en overgangsproces, men kan tværtimod først skabes som afslutning på overgangens radikale klassekonfrontationer og massekampe. Den virkelige massebasis for en revolutionær magtblok skabes først gennem selve den revolutionære magtovertagelse.
Først her er klassekampen så tilspidset og polariseret, at brede dele af befolkningen kan vindes for deltagelse i revolutionære løsninger, hvis arbejderklassen fremtræder som en virkelig ledende kraft i et samlet alternativ til borgerskabet.
Først i selve magtovertagelsen vil der ske afgørende og hurtige politiske skift, fordi den nye statsmagt og den sociale omvæltning er ved at være en praktisk realitet, med den borgerlige kontrarevolution som en afgørende trussel, reformismen ikke kan forhindre. |
