Forsvarskamp kræver
offensiv reformpolitik
Forsvarskampen har vanskelige betingelser her under krisen, hvor borgerskabets magt er forholdsvis stabil og i offensiven. Med den fortsatte krise vil reallønnen falde, nedskæringerne og arbejdsløsheden vil fortsætte og borgerskabets angreb vil tage til. Under de nuværende styrkeforhold kan forsvarskampen kun begrænse denne udvikling, men ikke bringe afgørende løsninger på arbejdernes problemer. Forsvarskampen her under krisen kan derfor kun blive et afgørende skridt fremad, hvis den føres offensivt, dvs. Bidrager til at opbygge nye styrkepositioner, der stiller os stærkere i forsvarskampen og samtidig peger fremad ved at forberede de socialistiske løsninger.
Hvordan kan det revolutionære venstre i dag bidrage til at udvikle en virkelig offensiv forsvarskamp, der bidrager til at opbygge nye styrkepositioner?
Det er det afgørende spørgsmål for det revolutionære venstre i dag.
Det kræver samling af det revolutionære venstre i et parti med afgørende styrkepositioner på arbejdspladser, fagforeninger, beboerorganisationer, institutioner, mellemlagsfagforeninger , bevægelser, osv.
Skabelsen af nye styrkepositioner i forsvarskampen omfatter mange forskellige skridt. Det kan være aktivisering og demokratisering af en klub efter en strejke. Kampe for nok så begrænsede mål kan føre til udviklingen af former, der er et afgørende skridt fremad på såvel kort som lang sigt. Som eksempler kan nævnes stilladsarbejdernes brancheklub eller tillidsmandsringene. Kampmetoder som fabriksbesættelser eller ”gør det efter reglerne”-aktioner som på Ford i København, kan give erfaringer med magten over produktionen og vise en virkelig styrke. Det kan være en overvindelse af mangeårige modsætninger mellem faglærte og ufaglærte på en arbejdsplads eller i en branche. Det kan være en forsvarskamp for socialrådgivernes arbejdsvilkår, der formår at skabe alliancer til arbejdspladserne ved at rejse krav, der er af fælles interesse for arbejdere og socialrådgivere. Kampen mod Svend Aukens angreb på de arbejdsløse har skabt en begyndende alliance mellem den faglige opposition inden for LO og mange mellemlagsfagforeninger. Begge parter har oplevet den gensidige nødvendighed af alliancer og mulighed for at skabe en styrkeposition, der ikke er domineret af DKP 's politik. En ny styrkeposition kan være en kamp mod SV-regeringens angreb, der forener arbejdspladser, boligbevægelse og mellemlagsfagforeninger i en fælles kamp for fælles krav med nye organisatoriske koordineringer. Det kan f.eks. også være en militant kamp på enkelte arbejdspladser for selvreduktion af arbejdstiden, der derved bliver løftestang for, at 35-timers kravet slår bredere igennem. I sådanne kampe og bevægelser får folk nye erfaringer og selvtillid.
Der kan skabes nye former for solidaritet på en fabrik, der også kan inddrage familierne. Der kan skabes nye og livskraftige sociale sammenhænge i et boligkvarter.
Kort sagt: en offensiv forsvarskamp kræver, at det revolutionære venstre aktivt bidrager til, at den aktuelle forsvarskamp styrkes gennem nye organisatoriske skridt, militante kampformer og offensive kampmål, der er med til at styrke forsvarskampen og samtidig peger på nye mål, der bryder med borgerskabet og Socialdemokratiet.
NØDVENDIGHEDEN AF OFFENSIVE REFORMKRAV
Nødvendigheden af at rejse offensive reformkrav i forsvarskampen er et af de afgørende stridsspørgsmål på den revolutionære venstrefløj. Derfor vil vi forklare vores opfattelse ved kort at gennemgå en række kendte eksempler:
- lærligeoppositionen i LLO
Denne opposition har i modsætning til DKU's linje rejst kravet om fagets mindsteløn til lærlinge og ophævelse af lærlingeloven, for i stedet at blive fuldgyldige medlemmer af forbundene med normale overenskomster i stedet. Det er langsigtede krav, der ikke kan gennemføres under de nuværende styrkeforhold, men er nødvendige mål at rejse allerede i dag for at rejse en kamp mod splittelsen mellem lærlinge og svende og for lærlinges fulde ret på linje med alle andre fagligt organiserede. Et første skridt er her lærlinge/svend samme lønstigning.
- kampen mod arbejdsretten
Kravet om ”væk med arbejdsretten” er et langsigtet mål, der kræver opbygning af nye styrkeforhold. Den afgørende drivkraft bag kravets udbredelse er konkrete kampe, der her og nu vender sig mod arbejdsretten og i praksis sætter den ud af kraft. Samtidig nødvendiggør kravet afgørende ændringer af fagbevægelsen. Vi må samtidig gå i offensiven for alternativet til arbejdsretten: forhandling - aktion, organiseret af en demokratisk og stats-uafhængig fagbevægelse, der også aktivt forsvarer svage arbejdergruppers og svage dele af fagbevægelsens interesser.
- kampen mod indkomstpolitikken
I den nuværende krisesituation med den statslige indkomstpolitik får lønkampen en afgørende
betydning. Den kan udvikles til en bevidst kamp for at bryde indkomstpolitikken. Kampen
mod indkomstpolitikken er ikke kun et spørgsmål om kroner, men også om fagbevægelsens selvstændighed og handlekraft. Kampen mod indkomstpolitikken åbner derfor for nødvendigheden af at sprænge fagbevægelsens underordning under den statslige anti-strejkelovgivning.
Kampen mod indkomstpolitikken åbner i sit perspektiv for en afgørende modsætning
mellem statsapparatet og en slagkraftig stats-uafhængig fagbevægelse. Kampen mod
indkomstpolitikken kræver derfor en klar politik for en ny fagbevægelses opbygning og funktion.
- kampen mod A-kraft
Kampen mod A-kraft har samtidig rejst kravet om en alternativ energipolitik. Det har været
nødvendigt for at give afvisningen af A-kraft større troværdighed og bredere gennemslagskraft. Derved er der samtidig blevet åbnet for en omfattende kritik af kapitalismen på en lang række områder.
- kampen for folkesundhed
Sundhedsarbejdernes kamp mod nedskæringer og dårlige arbejdsvilkår er i voksende grad blevet ført som en kamp, der gælder folkesundheden.
Derved skabes muligheder for brede alliancer, hvor mellemlag og arbejdere kan samles om
fælles mål i forhold til sundheden, herunder fælles krav til arbejdsmiljø på arbejdspladserne.
Hvis alliancen skal være troværdig, kræver det en række offensive krav til folkesundhedens
forbedring.
- kampen mod lønsplittelsen
Magisteroppositionen i Dansk Magisterforening sætter ikke blot kampen for akademikernes realløn i centrum. Kampen for reallønnen føres på grundlag af en kamp mod de voldsomme
lønsplittelser inden for akademikerne. Det kræver i sin konsekvens en fagforeningspolitik, der kræver en fælles enhedsstilling med enhedsløn f.eks. på universiteterne. En sådan politik angriber splittelserne blandt akademikerne og modvirker modsætningerne til arbejderklassen ved at nedtrappede højstlønnedes bestikkelseslønninger.
- kampen mod kvindeundertrykkelsen
Kampen mod kvindeundertrykkelsen må føres her og nu på alle fronter, hvad enten det sker
ud fra fagforeninger, beboerforeninger eller kvindebevægelser. Derfor opstilles der her og
nu krav, der retter sig mod dobbeltarbejdet og den seksuelle undertrykkelse. Kampen for
kvindernes frigørelse er et radikalt behov, der erfares her og nu og derfor ikke kan udskydes.
Derfor kræves der, at der allerede i kampen i dag rejses videregående krav og tages de første skridt i den retning.
- kampen for boligen
De mange forskellige kampe inden for boligområdet omkring konkrete krav er grundlag
for at rejse en række krav til en alternativ boligpolitik, som beboerorganisationer og fagbevægelsen i voksende grad må samle deres styrke bag.
Som eksemplerne viser, er det umuligt at udvikle en offensiv forsvarskamp uden at udvikle offensive reformkrav. Selv om de ikke kan gennemføres her og nu, er udbredelsen af sådanne krav en nødvendig del af at opbygge nye styrkepositioner. Uden at opstille sådanne offensive reformer og kæmpe for deres udbredelse på arbejdspladser og i fagbevægelsen, er det f.eks. umuligt at skabe en solidarisk forening af forskellige dele af arbejderklassen.
På baggrund af ovennævnte eksempler vil vi sammenfatte reformkampens funktion i 5 punkter:
1) Reformkampen må pege frem mod en solidarisk forening af forskellige grupper inden for
arbejderklassen, der i dag spilles ud mod hinanden: kvinder og mænd, gamle og unge, arbejdende og arbejdsløse, faglærte og ufaglærte, danske og udlændinge osv.
De dybe splittelser overvindes ikke kun ved, at de forskellige grupper støtter hinandens
kampe og ind i mellem også kæmper i fællesskab mod regeringsindgreb, for overenskomstkrav osv. Det er selvfølgelig vigtigt, at der vises solidaritet over for andre kæmpende arbejdere, men det er ikke nok. Der må opstilles fælles kampmål for de forskellige grupper i arbejderklassen, der angriber splittelserne og deres årsager.
2) En anden hovedopgave for reformkampen er at forene store dele af mellemlagene og arbejderklassen i en fælles kamp. Også her gælder det, at det ikke er tilstrækkeligt, at grupperne støtter hinandens krav for egne interesser. Der må udvikles fælles kampmål. I dag er der klare modsætninger mellem arbejdere og mellemlag, som ofte er velbegrundede, idet dele af mellemlagene har privilegier, som medfører loyalitet over for borgerskabet. Det vil derfor være farligt for en revolutionær udvikling, hvis forskellige grupper kæmper for hver deres interesser mod en fælles modstander, storkapitalen (jvf. DKP's anti-monopolistiske strategi). Hvis der ikke er udviklet fælles socialistiske perspektiver, der bygger bro over modsætningerne, vil de bryde ud i lys lue i det øjeblik, storkapitalen går på retræte. For hvad skal den politiske magt så bruges til?
Ud fra en revolutionær strategi er det derfor nødvendigt, at reformkampen udvikler fælles perspektiver for arbejderklassen og mellemlagene.
3) Hvis forsvarskampen skal opnå en samlet og offensiv karakter, kræver det, at den ikke kun bliver en kamp mod borgerskabets angreb, men samtidig en kamp for meningsfulde mål. Enhver forsvarskamp står stærkere, hvis den samtidig rejser krav om reformer og alternativer, der er værd at slås for. Sådanne alternative reformforslag giver forsvarskampen langt større
støtte og gennemslagskraft, fordi der ikke kun siges nej , men også peges på nye veje og alternativer.
Kun dobbeltheden af at føre en effektiv forsvarskamp mod kriseangrebene og en offensiv
kamp for nye alternativer kan skabe den nødvendige folkelige modstandsbevægelse, som
kan fremkalde en virkelig førrevolutionær krise i Danmark.
4) Sådanne offensive reformer får kun virkelig styrke og gennemslagskraft , hvis de fungerer
som redskaber for at styrke og udvikle militante forsvarskampe, hvor de første små skridt i den rigtige retning tages i praksis. De offensive reformer må fungere som led i forsvarskampen ved at bidrage til at overvinde splittelser, opbygge alliancer, pege på alternativer, skabe sammenhæng mellem isolerede delkampe. Samtidig må det gøres klart, hvilke skridt, der er nødvendige at forberede for senere at gennemtvinge de videregående krav. Løsrives de offensive reformer fra opbygningen af en offensiv forsvarskamp, kommer de i stedet til at fungere som tomme appeller til folketinget eller fagbevægelsens top.
5) Det er nødvendigt, at det revolutionære venstre tager initiativet i forsvarskampen, ikke alene i forhold til kamp- og organisationsformer, men også i udviklingen af offensive reformer,
der angriber splittelser, peger på alternativer osv. Denne opgave løses ikke af SF og DKP.
EN SAMLET FORSVARSKAMP KRÆVER
ET SAMLET REFORMPROGRAM
Forsvarskampen har fået et nyt opsving inden for den seneste årrækkes krise. Men der er langt fra tale om en samlet bevægelse med klare politiske mål og samlet stødretning i forhold til partiet, folketing og borgerskab. Modstandsbevægelsen er splittet, politisk uafklaret og svinger i styrke og sammenhængskraft.
Modstanden mod krisepolitikken kan ikke fortsætte som nu, hvor de grupper, der angribes
af borgerskabet, fører deres forsvarskamp hver for sig, afhængig af hvornår angrebene sætter ind. Vi kan ikke nøjes med at reagere mod nye kriseforlig med resolutioner, der advarer, spredte protestaktioner og tamme demonstrationer foran Christiansborg.
Fortsætter den nuværende situation, hvor bevægelser og grupper i høj grad kæmper hver
for sig og indbyrdes isolerede, er der stor fare for, at den samlede venstrefløj vil lide nederlag
over for borgerskabets offensiv.
Vi må sætte os som fælles mål for venstrefløjen i arbejderklassen og mellemlagene: at udvikle en national modstandsbevægelse med den kæmpende fagbevægelse som ledende kraft.
- som er rede til at støtte og udbygge forsvarskampen, som alle de angrebne grupper fører
- som er parat til at gå ud i fælles kampe på nationalt plan mod massearbejdsløshed, indkomstpolitik og nedskæringer, for en række krav og reformer, der er rejst i bred enighed fra
fagbevægelsen, arbejdsløshedsbevægelsen, boligbevægelsen, den nedskæringsramte offentlige sektor, energibevægelsen, studenterbevægelsen osv.
For at det revolutionære venstre i dag kan udvikle de forskellige forsvarskampe til en samlet
offensiv kamp mod borgerskabets krisepolitik, kræver det derfor en samling af de offensive reformkrav i et sammenhængende reformprogram.
REFORMPROGRAMM ETS GRUNDLÆGGENDE OPGAVER ER
- at opbygge en solidarisk enhed indenfor den arbejderklasse, der i dag er dybt splittet af det
kapitalistiske system.
- at forene væsentlige dele af de nye mellemlag med arbejderklassen omkring reformkrav, der
angriber den nuværende arbejdsdeling.
- at opbygge nye styrkepositioner i form af demokratiske masseorganisationer, der udtrykker
en voksende arbejder- og folkemagt.
at tage de første skridt henimod den socialisme, vi kæmper for, og dermed anskueliggøre hele kampens mening.
- at løsrive grupper af statsansatte fra loyaliteten over for borgerskabet og dermed svække
statsapparatet som intakt magtinstrument i borgerskabets hænder.
Det socialistiske reformprogram skal være det revolutionære venstres redskab til at skabe en nødvendig aktionsenhed omkring et fælles politisk perspektiv. Det socialistiske reformprogram er et kampprogram for aktive arbejdspladser og bevægelser. Det er et redskab til at opbygge en organiseret modmagt til lokale og statslige magtorganer.
Men samtidig må kampen rettes ind mod disse magtorganer og den politiske sammensætning i dem. Reformkravene må rejses af fagforeninger, lejerorganisationer , aktionerende arbejdspladser osv. som krav til arbejderpartierne i byråd og folketing. Netop derfor må det revolutionære parti forbinde reformprogrammets krav med en kamp for at ændre de parlamentariske styrkeforhold til den socialistiske venstrefløjs fordel. Det revolutionære parti må ikke vende ryggen til de parlamentariske institutioner, men tværtimod offensivt arbejde for at aktioner får konsekvenser i forhold til byråd og folketing. Det er klart, at reformkampen vil
blive styrket gennem en stærkere repræsentation i byrådene og folketing af den venstrefløj,
der støtter reformkravene.
En samlet offensiv reformkamp vil enten føre til dybtgående nederlag for arbejderklassen
eller før eller senere åbne for konfrontationer, hvor borgerskabets krisepolitik stoppes og
der udløses en politisk krise i Danmark (en såkaldt førrevolutionær krise).
Den offensive og koordinerende forsvarskamp er på en gang med til at sprænge den borgerlige og socialdemokratiske krisepolitik, udløse en politisk krise og samtidig have forberedt, at den kan udnyttes til en offensiv for arbejderklassen, ved på alle områder at have opbygget styrkepositioner (overvundet splittelser i arbejderklassen, opbygget alliancer, nye
organiseringer og samling omkring offensive reformkrav).
Ethvert offensivt reformfremstød vil blive mødt med hårde konfrontationer fra borgerskabet.
Derfor må enhver illusion om en længere stabil reformperiode, hvor arbejderklassen gradvist
fravrister borgerskabet magten, afvises. Derfor er det nødvendigt, at arbejderklassen og
dens allierede opbygger nye styrkepositioner i form af demokratiske kamporganisationer, som er udtryk for en voksende selvorganisering og selvstyre på alle samfundslivets områder.
Kun med en sådan modmagt til borgerskabet vil reformkravene kunne presses igennem
Frem for alt gælder det om, at fagbevægelsen må gøres mere demokratisk og slagkraftig.
Styrkelsen af arbejderklassens kamporganisationer må have til formål at udvikle dem til den organiserede rygrad i en mere omfattende bevægelse mod krisepolitikken. De demokratiske
kamporganisationer skaber nye magtcentre, der peger frem mod en ny type stat baseret på selvforvaltning, og hvor magten er lagt i hænderne på den arbejdende befolkning. I sidste instans er de kimen til arbejderråd. |
