KAMPEN MOD MASSEFYRINGER PÅ
DE DANSKE VÆRFTER.
Vi har i de sidste par år i KF arbejdet med at udvikle en offensiv forsvarspolitik på en række områder. Vi vil senere sammenfatte vores reformpolitik på bolig- og uddannelsesområdet.
Vi har i vores resolution fra nov. 1976 ”For en socialistisk lønpolitik” vist, at det er nødvendigt, at lønkampen samtidig udvikles til en kamp mod øget udbytning i form af intensivering af arbejdet eller forlængelse af arbejdsdagen.
Lønkampen må desuden føre til en kamp mod alle former for opsplitninger i arbejderklassen, der hænger sammen med lønforskelle og arbejdsdelinger.
Vi har deltaget aktivt i arbejdet for en arbejdsløshedsmarch, der går i offensiven på krav for ungdomsarbejdsløse (optages straks i fagbevægelsen med fulde rettigheder) og for udenlandske arbejdere. Desuden kædes kampen for arbejde sammen med kravet om samfundsnyttig produktion, der kan styrke de arbejdsløses kamp gennem alliancer (f.eks. bygge daginstitutioner, boligkrav og alternativ energi i stedet for A-kraft) .
I KF har vi navnlig arbejdet med kampen mod massefyringer på værfterne. Det skyldes dels, at værfterne i lang tid udgjorde grundstammen i KF's arbejdspladsarbejde, dels at
værftskrisen og massefyringerne nødvendiggjorde et mere radikalt svar. Samtidig er kampen mod værftskrisen et af de områder, hvor uenigheder mellem VS og KF er kommet klarest
frem. KF' s værftsavis fra 1976 var det første bud på en offensiv politik. Siden er den blevet udviklet omkring B &W og Helsingør Værft (Se bl.a. Vejen til socialisme nr. 7).
Værfterne befinder sig på verdensplan i en strukturkrise, der betyder, at kapaciteten skal nedskæres med 30-40 %. Over for dette er det helt utilstrækkeligt at fremføre nægtelse af overarbejde og kamp for 35 timers ugen som det eneste svar (det har VS hidtil gjort) . Men for at tage kampen op mod massefyringerne kræves et mere radikalt svar. Det er klart, at hvis der er tale om deciderede spekulationslukninger, hvor kapitalisten blot overfører produktionen til andre lande, bør man besætte værftet og kræve at produktionen fortsættes uden hensyn til kapitalistens profitkrav. Men når der nu reelt er tale om, at produktionen ikke flyttes, men nedlægges, duer denne kampform ikke her.
Derfor rejser vi fra KF kravet om nationalisering af værfterne under arbejderkontrol med krav om, at staten skal sikre beskæftigelsen ved igangsættelse af samfundsnyttig produktion,
nedsættelse af arbejdstiden (til 35 timer eller mindre), ret til uddannelse i arbejdstiden m.v.
Disse krav vil kunne samle alle værftsarbejdere i en fælles kamp og modvirke den nuværende splittelse mellem arbejderne på de enkelte værfter. Samtidig knytter kravet om samfundsnyttig produktion an til miljøbevægelsen, hvorved der kan skabes bredere alliancer i kampen.
Også ingeniører og teknikere vil kunne vindes som allierede, fordi kravet om samfundsnyttig produktion åbner for en ny og mere meningsfuld anvendelse af teknisk viden og kvalifikationer.
Diskussionen om samfundsnyttig produktion kan åbne for en forståelse blandt arbejderne, hvor man ikke vil have arbejde for enhver pris, men stiller krav til produktionens indhold.
Og kravet om arbejderkontrol bliver et led i nedbrydningen af arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet.
”Styrkeforholdet er ikke til at rejse så radikale krav”, høres der som indvending. Sagen er, at der ikke findes nogen mindre radikale svar på værftskrisen. Det kræver nogen anderledes
styrkeforhold end dem, vi kender i dag at kæmpe kravene igennem. Men kampen og agitationen for at skabe disse styrkeforhold starter allerede i dag.
Arbejderne på de danske værfter er resignerede og kuede i dag efter flere års massefyringer og indkomstpolitik. Bondes smertefrie slagtning af B&W har vist, at der ikke var en militant
arbejderklasse, som var rede til at besætte værftet og konsekvent sige nej til fyringer. Det skyldes manglen på et perspektiv at slås for.
Når tidligere fællestillidsmand Erik Hansen kunne spørge dem, der foreslog kamp mod fyringerne:
”Skal vi dyrke radiser mellem kransporene?” udtrykker det netop en total resignation p.g.a. manglen på perspektiver at slås for. Derfor er det vigtigt konkret at kunne vise, at der er nok at producere, men at kapitalismens planløse produktionsmåde hindrer det.
”Men skaber kravet om nationalisering ikke illusioner om den borgerlige statsmagt ?” hører man også som indvending. Jo, uden tvivl gør det det for mange. F.eks. fremfører DKP kravet helt uproblematisk. Netop derfor skal kravet om nationalisering kædes sammen med krav om arbejderkontrol. Vi har i KF ikke de ringeste illusioner om staten som arbejdsgiver.
Hvis staten overtog værfterne, ville de uden tvivl blive kørt efter "bedste" kapitalistiske principper, og staten ville benytte lejligheden til at lave en samlet nedskæringsplan, som det f.eks. kan ses i Sverige.
Men det afhænger fuldstændig af styrkeforholdet, om staten kan gennemføre det. Det er nødvendigt, at arbejderne fastholder mobiliseringen og sikrer sig styrkepositioner for at tvinge staten til at opretholde beskæftigelsen på arbejdernes præmisser. Det er afgørende, at arbejderne tilkæmper sig kontrol med fyringer, ansættelser, produktionstempo og investeringsplaner for at kunne bekæmpe fyringer. Det er klart, at kravet må rejses over for staten og ikke over for den enkelte arbejdsgiver, fordi det giver alle værfternes kamp en fælles stødretning og fordi kravet ikke kun går på en fortsat skibsproduktion, men også på krav til en anden energipolitik, kamp mod skibe under bekvemmelighedsflag i alliance med søfolkene og ændrede sikkerhedskrav.

 Tegning: Klaus Albrectsen