SYNET PA SOCIALDEMOKRATIET
Efter vedtagelsen af Arbejdsplads- og fagforeningsresolutionen på VS ' 10. kongres synes der programmatisk at være enighed mellem KF og VS i synet på Socialdemokratiet.
KF ' s holdning er fremsat i resolutionen "Venstrefløjen og Socialdemokratiet" i Vejen til Socialisme nr. 12.
Der synes at være enighed om følgende centrale felter:
- Socialdemokratiet opfattes som et klassesamarbejdende arbejderparti. Det betyder, at partiet ikke kan presses til at bryde med klassesamarbejdet. Samtidig afviser vi ud fra en sådan forståelse alle forsøg på indgåelse af strategiske alliancer med SD. Vi afviser SF og DKP 's forsøg på at inddrage Socialdemokratiet i ”en ny politik”". Det betyder, at SF og DKP bliver underlagt SD's krisepolitik, som i realiteten fører til en svækkelse af forsvarskampen.
- At Socialdemokratiet ikke kan presses til at bryde med det borgerlige statsapparat. Partiet har været statsbærende i en menneskealder.
Det betyder, at vi afviser at opfordre SD som parti til at indgå i en militant enhedsfront mod borgerskabets offensiv. SD' s top er selv ansvarlig for angrebene. SD svajer ikke bare som et siv i vinden for arbejderklassens og venstrekræfternes pres. Partiapparatet vil bevidst møde en opposition i partiet med eksklusion og ideologisk hetz. Enhedsfront er ikke anvendelig over for et klassesamarbejdsparti, som åbent forsvarer sin politik. Herunder undertrykkelse af strejker.
- Kun en militant forsvarskamp kan udløse modsætninger i partiet. Hvis forsvarskampens slagkraft på forhånd er begrænset af hensyn til enhed med dele af det socialdemokratiske
politiske og faglige apparat, vil det ikke alene svække modstanden mod borgerskabet , men også svække presset på Socialdemokratiet.
- At SD er afhængig af en opbakning i arbejderklassen.
Det betyder, at SD-toppen må være lydhør over for en stærk forsvarskamp , hvor store dele af den socialdemokratiske basis i arbejderklassen er i aktion. SD kan således presses på enkeltspørgsmål, som ikke for alvor udfordrer partiets klassesamarbejdspolitik. Det er derfor nødvendigt at skabe alliancer med socialdemokratisk dominerede organisationer på enkeltspørgsmål. Det er et led i at føre modsætningerne ind i SD selv.
Men i dette enhedsarbejde må vi ikke afstå fra en offensiv kritik af den socialdemokratiske politik. Parallelt med enhedsarbejdet, må vi for at opbygge en stærk forsvarskamp, fremlægge
et konkret og alternativt reformprogram. Kun da kan vi give svar på SD's krise - At indkomstpolitik er et led i Socialdemokratiets selvstændige krisestrategi. SD fører ikke kun indkomstpolitik, fordi det er under pres fra borgerskabet.
KF har fra SV-regeringens dannelse lagt vægt på at kæde kampen mod indkomstpolitik sammen med kampen for at sprænge SV-regeringen, som et led i kampen mod indkomstpolitikken. VS har tidligere været uenig i den betragtning.
Men efter VS ' 10. kongres synes der at være enighed om dette punkt .

FAGBEVÆGELSEN
Ved at sammenligne KF' s og VS' fagforeningsresolutioner må der i dag siges at være opnået en afgørende enighed angående arbejdet i forhold til fagforeninger, klubber og tillidsmandssystemet.
Det følgende vil derfor blive meget kortfattet.
1) Begge organisationer kæmper for at ændre og aktivisere den nuværende fagbevægelse til en slagkraftig, demokratisk og stats-uafhængig fagbevægelse. KF fremhæver, at bruddet med fagbevægelsens slavebinding under statsmagten er meget omfattende og dybtgående. Det vil betyde et brud med SD's fagforeningspolitik. Det vil betyde en udfordring af borgerskabets herredømme og et begyndende opgør med statsapparatet.
2) Der er ikke kun tale om at frigøre fagbevægelsen fra underordning under statsapparatet. Det kræver også en omvæltning af fagbevægelsen selv:
indførelse af direkte demokrati, opgør med byrokratiet, organisering efter industrielle retningslinier osv.
3 ) Begge organisationer lægger stor vægt på, at fagbevægelsen ikke kun skal kæmpe for løn- og arbejdsforhold, men også spille en ledende rolle i kampen mod splittelserne i arbejderklassen, magten på fabrikkerne, kort sagt kampen på en hel række områder af arbejderklassens liv. KF lægger stor vægt på fagbevægelsens ansvar for de voksende dele af arbejderklassen, der ryger ud af fagbevægelsen eller aldrig kommer ind: de unge, kvinderne, revalidender, førtidspensionerede, de arbejdsløse og pensionister. KF kræver at fagbevægelsen organiserer alle disse grupper med fulde rettigheder og understøttelse uden tidsgrænser af nogen art. Vi må bekæmpe, at disse grupper overlades til de statslige institutioner.
4) Begge organisationer lægger stor vægt på, at fagbevægelsen må spille en aktiv rolle under og efter revolutionen.
5) Begge organisationer er enige om at en virkelig omvæltning af den eksisterende fagbevægelse kræver afgørende ændring af styrkeforholdene mellem klasserne, et opbrud fra den socialdemokratiske politik og ikke mindst udviklingen af et stærkt revolutionært parti som drivende kraft i fagbevægelsen.
6) KF og VS har i hovedlinjen samme lærlingepolitik og arbejder begge i lærlingeoppositionen i LLO.
VS ' fagforeningsresolution siger meget lidt om organiseringen af oppositioner på arbejdspladser og i fagforeninger. Derfor vil vi kort markere KF's standpunkter:
a) Vi støtter opbygningen af en tillidsmandsbevægelse, bestående af tillidsmænd, valgte arbejdsplads-, klub- og fagforenings- og arbejdsløshedsrepræsentanter.
En sådan tillidsmandsbevægelse må være samlet omkring en kamplinje og afgørende aktuelle hovedmål, der vender sig mod klassesamarbejdslinjen. Kun valgte folk har autoritet og opbakning til at gå i spidsen i den aktuelle kamp. En sådan tillidsmandsbevægelse er redskab til såvel at skabe en koordineret kamp som til at bidrage til at ændre fagbevægelsen nedefra.
b) Det er nødvendigt at styrke kampen for en ændring af fagbevægelsen og dens politik ved at samle aktive i en organiseret opposition. Det kan alt efter forholdene antage mange former, lige fra en begrænset enhed om konkrete mål, der opløser sig selv igen, til mere stabile og selvstændige organiseringer af en opposition på en samlet platform. Det må i hvert tilfælde afhænge af opgaverne og hvilke styrkepositioner oppositionen råder over.
Som hovedregel gælder:
1) Oppositionen skal arbejde åbent og markere, hvad den står for.
2) Det er forkert at danne revolutionære oppositioner, der ikke svarer til situationen på arbejdspladserne i dag. Oppositionen må samles på et fagligt militant grundlag for at få virkelig betydning.
3) Oppositionen må arbejde på en måde, så ingen er i tvivl om, at målet ikke er en alternativ fagbevægelse, men at vinde flertal for en ny linje.
4) Oppositionen må organiseres ud fra sammenhænge med fælles vilkår: arbejdspladser, klubber, brancher, fagforeninger eller forbund. Dvs. at vi går imod dannelse af nationaldækkende fagoppositioner bestående af enkeltpersoner på tværs af forskellige fag.
5) Vi går imod en faglig opposition fungerende som en dækorganisation for revolutionære organisationer.
6) Vi går imod stramme organisatoriske krav, aktivitets- og skolingspligt