KFs strategiske
hovedlinje

En socialistisk strategi for vejen til socialisme i Danmark kan ikke udvikles uden at lære af arbejderklassens afgørende historiske traditioner.
Vi bygger i KF vores revolutionsstrategi især på erfaringerne fra den russiske revolution og dens sammenbrud, de europæiske revolutionsforsøg 1918-21, Spanien 1936-37, Frankrig 1968, Chile 1970-73 og Portugal 1974-75. I disse omvæltninger findes der selvfølgelig særtræk, men de rejser alle en lang række af de problemer og opgaver vi i Vesteuropa vil komme til at stå over for i skærpede klassekampe frem mod førrevolutionære og revolutionære situationer.
Der er i dag en stor fare for, at nye generationer af revolutionære i Danmark er uden kendskab til disse historiske erfaringer. En revolutionær strategi kan ikke alene udledes af de aktuelle og kommende års erfaringer i den danske klassekamp.
KF's overgangsstrategi tager hverken sigte på revolutionære opgør med fascist- eller militærdiktaturer, revolutioner i den tredje verden eller i klassesamfundene Sovjet, Kina m fl.. Den er møntet på de vesteuropæiske samfund, hvis vigtigste kendetegn er:
1. en udviklet og sammenhængende kapitalistisk økonomi, som umiddelbart er moden for en overgang til socialisme og kommunisme uden nogen statskapitalistisk periode med industriel udvikling.
2. en klassestruktur, hvor arbejderklassen udgør op mod halvdelen af befolkningen, og hvor de ny mellemlag er den vigtigste alliancepartner.
3. En stærk centraliseret borgerlig statsmagt med rodfæstede demokratiske traditioner, som bevirker, at parlament og folketing får en særlig status, sammenlignet med f. eks. fascistiske eller koloniale regimer.
4. en arbejderklasse hvis overvejende flertal historisk er domineret af, og støtter reformistiske partier og fagforeninger.

KF's strategi for en socialistisk revolution i Danmark forudsætter, at den foregår som led i en samlet revolutionær udvikling-i Vesteuropa.
En socialistisk revolution er forbundet med voldsomme samfundsmæssige kriser på alle områder, med nye styrkeforhold mellem klasserne, der åbner for nye handlemuligheder, og med radikale massekampe og konfrontationer, der eksplosivt stiller alle magt-problemer på dagsordenen.
En sådan revolutionær overgangsproces udtrykker vi i begreberne førrevolutionær krise, dobbeltmagt og revolutionært brud.
En revolutionær overgangsproces vil ikke blive langvarig med muligheder for fredelig reformarbejde og organisering under gunstige betingelser.
Den revolutionære overgang vil hverken forme sig som et enkelt slag eller en langvarig fredelig reformproces, men som eksplosive massekampe og konfrontationer, der inden for få år enten fører til et revolutionært brud eller et reaktionært tilbageslag og undertrykkelse.
En revolutionær situation er kendetegnet af et sammenfald af økonomiske, politiske, ideologiske og sociale kriser og en dobbeltmagt, hvor borgerskabets herredømme vakler og der hurtigt udløses en kamp om magten.
Der vil ikke i længere tid kunne eksistere to magtcentre ved siden af hinanden: En borgerlig statsmagt og en arbejder- og folkemagt, som begge gør krav på herredømmet. De bagvedliggende interesser strider fundamentalt mod hinanden og derfor afviser vi enhver forestilling om en langvarig overgangsproces med stabile etaper og reformfaser, baseret på det borgerlige statsapparat.
Enhver massekamp og offensiv, der udfordrer kapitalismen, vil støde ind i klare grænser for, hvor langt det er muligt at gå inden for rammerne af kapitalismen, dels på grund af de økonomiske mekanismer i det kapitalistiske system, dels på grund af borgerskabets klasseinteresser, som det vil forsvare med alle til rådighed stående midler. En overgang til socialisme kan ikke ske via en udvidelse eller demokratisering af den bestående stat, men kan kun gennemføres i en socialistisk revolution, hvor arbejderklassen og dens allierede foretager et væbnet opgør med alle dele af den borgerlige statsmagt.
Det er først gennem overgangsprocessens massekampe for reformer, at betingelserne for den socialistiske revolution skabes. Disse kampe tilspidser de samfundsmæssige modsætninger, og klassemodsætninger træder klart for dagen med det resultat at styrkeforholdene kan forrykkes radikalt, og den revolutionære bevidsthed i arbejderklassen og masserne tage et spring fremad.

På den anden side opstår en bevidsthed om klassesamfundets natur og nødvendigheden af revolutionære omvæltninger ikke spontant men i et samspil mellemegne erfaringer og en politisk faktor, et parti der er i stand til at forklare helhedssammenhængen og forberede de nødvendige skridt:
- at svække og splitte borgerskabet samt alle dets magtpositioner.
- at opbygge en arbejder- og folkemagt, som kan erobre magten og danne grundlag for det direkte rådsdemokrati i et socialistisk samfund.
Opbygningen af en arbejder- og folkemagt er den strategiske hovedopgave i en revolutionær socialistisk omvæltning.
Men denne konstatering vil være helt utilstrækkelig til at tage problemerne op i forbindelse med revolutionære omvæltninger i Vesteuropa.
Vi må derfor nærmere præcisere, hvilke opgaver de revolutionære kræfter vil stå overfor i en overgangsproces:
- arbejderklassen må udvikles og organiseres som den afgørende kraft i revolutionen. Den skal være ledende i opbygningen af en arbejder/folkemagt, der kan erobre og opbygge et rådsdemokrati.
- arbejderklassen må udvikle alliancer til de nye mellemlag.
- klassekampen må føres såvel på fabrikker og arbejdspladser, som inden for handel og transport, i boligområder, på daginstitutioner og skoler, i bevægelser af forskellig art. Kort sagt i alle sektorer af samfundet for at indlede en samlet social og politisk revolution.
- klassekampen må udvikles i statsapparatet: militær, politi, retsvæsen og administration med det formål at opløse eller neutralisere borgerskabets styrkepositioner her og nedbryde den borgerlige statsmagt.
- der kræves et stærkt revolutionært parti, som kan tage de opgaver op, vi har nævnt, samtidig med at vi anerkender, at der vil være en række organiserede tendenser i arbejderklassen og ikke kun ét parti.

Der må udvikles et socialistisk reformprogram som på en gang er kampprogram for massebevægelsen og program for en socialistisk enhedsregering.
I de følgende afsnit vil vi uddybe KF's holdning til tre afgørende punkter i revolutionsstrategien.
Det drejer sig om et socialistisk reformprogram, klassekampen i statsapparatet og den socialistiske enhedsregering.

Reformkampen i overgangsprocessen
Perspektivet for den offensive og koordinerede forsvarskamp mod borgerskabets offensiv er udløsningen af en førrevolutionær krise i Danmark.
En sådan situation er kendetegnet ved, at borgerskabets magt er så rystet og splittet, at der åbnes muligheder for at arbejderklassen kan komme i offensiven med radikale kampmidler og reformer uden straks at blive undertrykt (jvf. maj 68 i Frankrig, Chile 1971-73 og Portugal 1974-75).
De ændrede styrkeforhold giver helt nye betingelser for, at masserne kan indlede en offensiv kamp for den faktiske gennemførelse af de reformkrav, der i de foregående mange år er blevet opstillet og kæmpet for fra arbejdspladser, fagforeninger, beboerorganisationer, soldaterbevægelser, miljøbevægelser osv. Men massekampene udvikler ikke af sig selv den førrevolutionære situation til en virkelig dobbeltmagtsituation med betingelser for, at kampen om magten kan afgøres til arbejderklassens fordel. Det kræver et revolutionært partis bevidste indgriben som drivende kraft i overgangsprocessen. Udfaldet vil afhænge af det revolutionære partis aktive arbejde i de foregående år med at udvikle en offensiv forsvarskamp, der skaber virkelige styrkepositioner.
Massekampene i den førrevolutionære krise vil hurtigt kunne løbe ud i en række farer og nederlag pga. den reformistiske arbejderbevægelses nederlagspolitik, voksende økonomisk og social kaos og borgerskabets bevidste modoffensiv.
Der vil være klare farer for, at arbejderklassens opsplitning uddybes (voksende modsætninger mellem faglærte/ufaglærte, arbejdende/arbejdsløse osv.), at begyndende alliancer mellem arbejdere og mellemlag bryder sammen og forvandles til indbyrdes kampe og at modsætningen mellem land og by uddybes. Der vil være klare farer for masseorganisationernes lammelse gennem polarisering mellem reformistiske og revolutionære strømninger i arbejderklassen og mellemlag.
Efter den første fases offensive kampe og entusiasme vil massebevægelsen risikere at falde fra hinanden i indbyrdes splittelser og modsætninger med voksende passivisering og desillusionering.
Arbejderklassens kampe vil blive trængt i defensiven og igen indordne sig under den reformistisk-parlamentariske praksis, der åbner for, at borgerskabets magt genetableres og styrkes. For at overvinde disse farer må det revolutionære parti fra begyndelsen være i offensiven i masseorganisationerne for at udvikle en militant og koordineret massebevægelse omkring en række offensive og sammenhængende kampkrav. Det revolutionære parti må være drivende i massebevægelsen på grundlag af et samlet socialistisk reformprogram, der i masseorganisationerne kan forene de revolutionære og militante arbejdere i opbrud fra reformismen omkring en række kampmål, der kan udvikle en førrevolutionær situation til en virkelig dobbeltmagtsituation.
 Kampen for det socialistiske reformprogram skal udvikle betingelserne for den socialistiske revolution ved:
- at forene den af kapitalismen dybt splittede arbejderklasse omkring reformkrav, der angriber splittelsens årsager.
- at forene væsentlige dele af de ny mellemlag i en fælles kamp med arbejderklassen omkring reformkrav, der bevidst angriber de reelle klassemodsætningers årsager.
- gennem kampene opbygge afgørende styrkepositioner med en voksende arbejder- og folkemagt, der udtrykker selvorganisering og kontrol på alle samfundsmæssige områder.
- at udvikle en kamp for krav, der som nye erfaringer og erobringer vækker entusiasme og selvtillid, og dermed åbner for en massekamp, der peger frem mod et nyt samfund - mod en socialistisk revolutions revolutionære løsninger.
- at åbne for en række angreb på borgerskabets økonomiske og politiske magt, der samtidig giver fælles erfaringer med modmagt og i praksis viser nødvendigheden af og muligheden for den socialistiske magtovertagelse.
På grundlag af det socialistiske reformprogram arbejder det revolutionære parti overalt i kampene, bevægelserne og masse organisationerne for at forene og koordinere de lokale og nationale magtpositioner på fabrikker, brancher, bydele, skoler, sundhedssektorer osv. omkring fælles offensive kampmål, der retter kampen direkte ind mod statsmagten og regeringen.
Denne nationale politiske offensiv skal ikke overlades til politiske partiers parlamentariske praksis, men bliver kun effektiv, hvis massebevægelsens styrke sættes ind i politiske massekampe overfor regeringen (politiske massestrejker, demonstrationer og besættelser). Det vil betyde en fundamental udfordring til borgerskabets politiske magt. Det vil åbne for en virkelig politisk krise med bestandige magtkonfrontationer, der i sidste instans åbner for en dobbeltmagtsituation.
Det betyder selvfølgelig ikke, at massebevægelsens reformkrav først kan gennemføres, når der er tilkæmpet flertal i folketinget. Uafhængigt af den parlamentariske legalitet må massebevægelsen sætte magt bag kravene, og i praksis tilkæmpe sig resultater og magtpositioner (f eks. i praksis indføre arbejderkontrol, besætte og overtage lukkede fabrikker, selvreduktion af arbejdstid og priser, i praksis sætte arbejdsformidling ud af funktion og erobre magten over bydele).
Kun ved direkte masseaktioner med gennemtvungne sejre udløses den afgørende ændring af styrkeforholdene, der derefter selvfølgelig også har konsekvenser for parlamentets sammensætning og vedtagelser.
Det revolutionære parti kæmper for at forhindre arbejder- og folkermagtens lammelse og splittelse ved, på grundlag af det socialistiske reformprograms kampmål, at forene de revolutionære strømninger med de bredere, militante dele af arbejderklassen og mellemlag, der i praksis er i opbrud fra de reformistiske partier, uden endnu klart at kæmpe for en socialistisk revolution.
Kampen for reformprogrammet åbner for en dobbeltmagtsituation og betyder derfor i praksis et brud med enhver form for klassesamarbejde og statskapitalistisk strategi. Der vil derfor aldrig kunne skabes en strategisk enhed med de reformistiske partier.
Denne kamp i overgangsprocessen vil udløse kampe, modsætninger og splittelser i disse partier med radikaliserede venstrefløje, der nærmer sig revolutionære positioner.

Klassekampen i statsapparatet
Kampen for at knuse og opløse det borgerlige statsapparat er uløseligt forbundet med en bevidst strategi for arbejderklassens forhold til klassekampen internt i statsapparatet. Dette får en voksende betydning i de imperialistiske centre på grund af statsapparatets voksende rolle og omfang. Kampen mod det borgerlige statsapparat foregår ikke kun udefra gennem arbejderklassens angreb og opbygningen af alternative magtorganer.
Kapitalismens voksende krise og den skærpede kamp mellem klasserne kommer også til syne internt i det borgerlige statsapparat som voksende modsætninger og kampe. Det viser sig i form af udvikling af socialistiske tendenser og organisering blandt de ansatte, politisering og kamp om væsentlige afgørelser i statsapparatet;

• kamp mod politiske afskedigelser og reaktionære ansættelser, åbent samarbejde mellem de progressive dele af de statsansatte og arbejdernes organisationer, bydelsorganisationer osv. (maj 68 i Frankrig er en meget vigtig erfaring i denne sammenhæng).

Arbejderklassens kamp imod det borgerlige statsapparat må derfor understøttes af alliancer med de progressive og socialistiske tendenser i selve statsapparatet i et fælles perspektiv om at ophæve det borgerlige statsapparats funktionsmåde, til fordel for en ny type magt med et nyt forhold mellem arbejdende og ”administrerende” der giver nyt livs- og arbejdsindhold til de tidligere statsansatte (det indebærer bl.a. fælles kamp mod arbejdsdelingen).
Arbejderklassens mål i forhold til statsapparatet er derfor ikke kun undergravning og desorganisering, men også at skabe et positivt allianceforhold til væsentlige dele af de statsansatte: Det peger på nødvendigheden af allerede i dag at arbejde for et nyt forhold mellem de statsuafhængige masseorganisationer og dele af det kommunale og centrale statsapparat, der kan forberede splittelse af statsapparatet.
En virkelig radikal kamp i statsapparatet for udvidede demokratiske rettigheder, angreb på hierakier og et nyt forhold til masseorganisationerne fører uundgåeligt til en dybtgående konflikt med de borgerlige statsapparaters opbygning, mellem statsapparaternes funktion i det kapitalistiske samfund og så en udviklet kamp for direkte demokrati og udvidede demokratiske rettigheder.
Kampen for reformer i statsapparatet vil derfor blive bekæmpet konsekvent af de ledende dele af statsapparatet. Derfor vil denne kamp hurtigt lide nederlag, hvis den ikke henter sin reelle styrke fra de fremvoksende arbejder- og folkemagtsorganer.
Kampen for radikale demokratiske reformer i statsapparatet åbner ikke for en gradvis demokratisering og fornyelse af statsapparatet, men vil uundgåeligt åbne for skærpede modsætninger og desorganiseringer i statsapparatet. Det vil i sidste instans åbne for en dobbeltmagt-situation.
En afgørende del af klassekampen i statsapparatet er kampen i militæret. Det er revolutionæres opgave at arbejde i militæret for at udvikle soldaternes kamp for faglige, politiske og demokratiske krav. Uden en sådan kamp i militæret vil arbejderklassen stå over for et stærkt og intakt militærapparat, der ikke kan besejres. Skabelsen af dobbeltmagt internt i militæret er nødvendig for at muliggøre bevæbning af arbejder- og folkemagten.

Kampen for en socialistisk regering
Det mest omdiskuterede punkt i KF's strategi har været spørgsmålet om en socialistisk enhedsregering i en overgangssituation. Derfor vil vi uddybe KF's syn på den sag.

Dannelsen af en socialistisk enhedsregering finder vi ikke som betingelse for en heldigt gennemført socialistisk revolution. En stærk arbejder- og folkemagt, der udvikler sig eksplosivt, kan udmærket gennemføre et væbnet opgør, selv om der skulle sidde en reaktionær borgerlig regering. Men det vil næppe være sandsynligt at en radikalisering af masserne ikke slår igennem på parlaments- og regeringsplan.

Både i Spanien, Chile og Portugal var det påtrængende at tage stilling til regeringsspørgsmålet i den førrevolutionære proces, som disse steder varede 1-3 år, inden den blev udløst i nederlag.
På grund af det borgerlige demokratis traditioner i Vesteuropa vil vi i alle overgangsprocesser komme til at forholde os til regeringsspørgsmålet i en eller anden udgave. Det vil være uforsvarligt at sige: den venter vi med at tage op til den tid.
Det er KF's vurdering, at det borgerlige demokrati helt ind i en revolutionær situation vil bevare betydelig tiltrækningskraft på store befolkningsgrupper også langt ind i arbejderklassen.
Vi kan meget vel forestille os en situation, hvor overgangen til socialismen er ved at blive sat på dagsordene og hvor et flertal af befolkningen tilkendegiver, at det går ind for et socialistisk samfund; mens endnu kun en mindre del i praksis er villig til at kæmpe revolutionært for det og har en generel forståelse for den socialistiske revolutions karakter.
Erfaringerne fra Spanien, Chile og Portugal viser, at selv reformistisk ledede regeringer kan være med til at sætte en dynamik i gang i klassekampen, som fører til førrevolutionære situationer.
Samtidig leder disse reformistiske regeringer arbejderklassen ud i katastrofer på grund af en strategi, der er grundlæggende forfejlet:
f.eks. modarbejdede Allende-regeringen fabriks- og godsbesættelser og revolutionær agitation i militæret for ikke at udfordre klassefjenden, og trak dermed grundlaget væk for at tage det opgør, der under alle omstændigheder måtte komme.
Det er i en nøddeskal grunden til, at regeringsmagten ikke må overlades uantastet til reformistiske, endsige socialdemokratiske eller reaktionære partier, som naturligvis vil udnytte regeringsmagten til at tilføje arbejderfolkemagten ubodelig skade. Regeringsmagten er en magtposition, som de revolutionære må erobre med det formål at udnytte den på linje med andre støttepositioner i statsapparatet.

Så længe betingelserne for en socialistisk revolution endnu ikke er fuldt udviklet kæmper vi derfor i overgangsprocessen for en socialistisk enhedsregering med revolutionæres aktive deltagelse. De revolutionære kræfter kan kun støtte / deltage i en socialistisk enhedsregering, der er forenet om følgende opgaver:
- at svække og bekæmpe borgerskabet
- at støtte opbygningen af en arbejder- og folkemagt økonomisk, politisk og ideologisk
- at styrke alliancerne med de nye mellemlag
- at styrke de socialistiske tendensers kamp i statsapparatet
En regering af den art vil møde stærk modstand fra væsentlige dele af statsapparatet, og kan derfor kun basere sin magtudfoldelse på en stærk arbejder- og folkemagt, der i praksis er i stand til at gennemføre en række af sine krav og på en stærk arbejder- og folkemagt, der i praksis er i stand til at gennemføre en række af sine krav og på et opgør med mange af de nuværende parlamentariske spilleregler. En regering, der tager disse opgaver op, er et klart alternativ til reformistiske regeringer (Allende-regeringen, Venstreunionen i Frankrig og Italien).
Vi forventer naturligvis ikke, at kapitalistklassen og dens allierede vil respektere, at regeringsmagten bliver brugt til at støtte udviklingen af arbejder- og folkemagten. De vil ikke være med at grave deres egen grav. Tværtimod er det kun så længe, regeringen udfylder sin funktion i det kapitalistiske klassesamfund, den vil blive accepteret.
I modsat fald viser alle erfaringer, at de kapitalistiske kræfter først vil forsøge at undergrave og siden kuppe selv reformistiske regeringer og langt mere socialistiske regeringer.
Af disse grunde er det vigtigt, at de revolutionære kræfter, som ikke vil være stærke nok til at gennemføre en revolutionær omvæltning omgående , og som ikke kan tage regeringsmagten alene, indgår i en socialistisk enhedsregering som dominerende faktor. En sådan regering vil overskride de reformistiske synspunkter og erfaringer viser, at en førrevolutionær proces kan spalte reformistiske partier og radikalisere store dele af dem i revolutionær retning (Socialistpartiet i Chile f.eks.).

Reformistiske kræfter i regeringen og i samfundet som helhed under en overgangsproces indebærer en risiko for en statskapitalistisk udvikling:
- nationalisering og planøkonomi, uden at den kapitalistiske organisering af produktionen antastes afgørende.
- demokratisering af statsmagten: militæret, retsvæsnet og administrationen i stedet for knusning af den borgerlige stat og opbygning af arbejderråd, folkemilits og folkedomstole.
Den eneste garanti imod en udvikling i den retning er et stærkt revolutionært parti, der kan sikre den politiske klarhed om hovedopgaverne, der er i stand til at sætte sine krav og interesser igennem.
Vi vil understrege, at en socialistisk enhedsregering kun kan blive aktuel i en overgangsperiode med ustabile magtforhold, en masseopbakning og en arbejder- og folkemagt under opbygning.
En socialistisk enhedsregering vil hurtigt udløse et magtopgør, der enten fører til, at arbejder-og folkemagten sejrer og opbygger et rådsdemokrati til erstatning for den borgerlige parlamentarisme, eller at den socialistiske enhedsregering fjernes af reaktionære kræfter.
Det er umuligt at forudsige om en socialistisk enhedsregering faktisk vil blive dannet. Det er imidlertid heller ingen strategisk betingelse for KF. Vi kæmper for en sådan regering, der opfylder bestemte krav, fordi det kan styrke og udvikle arbejder- og folkemagten. Men det afgørende er, at kampen for en socialistisk enhedsregering er et nødvendigt led i en politisk koordinering og samling af massekampene i en fælles landsomfattende politisk offensiv med direkte stødretning mod borgerskabets politiske herredømme, og som alternativ til en reformistisk regering. KF afviser en aktuel parole om ”arbejderregering”, som intet har at gøre med den socialistiske enhedsregering vi satser på.

Vores langsigtede mål - en socialistisk regering, betyder et klart brud med Socialdemokratiets klassesamarbejdspolitik. Den socialistiske regering vil endvidere klart overskride ledende tendenser i SF og DKP. Derfor vil det være politisk vildledende at hævde at SD, SF og DKP skal indgå i en sådan type regering.
Der er derfor tale om et langsigtet mål, der kræver opbygningen af helt andre styrkeforhold end i dag.