KFs socialismeforståelse
DEN SOCIALISTISKE REVOLUTIONS
HOVEDOPGAVER.
Netop den voldsomme krise, kapitalismen befinder sig i, nødvendiggør, at et revolutionært parti kan vise en socialistisk vej ud af krisen som alternativ til de borgerlige og reformistiske løsninger.
Den socialistiske løsning, den socialistiske omvæltning, må ikke reduceres til tomme proklamationer ved højtidelige lejligheder og først spille en rolle, når revolutionen står på dagsordenen.
Det vil være en dødssynd, hvis den revolutionære venstrefløj her under krisen opgivende går i defensiven. Det er netop under voldsomme kriser, at de virkelige muligheder for en revolution opstår. Vi må i dag arbejde på en sådan måde, at vi ikke står lige så uforberedte, når det brænder løs, som de revolutionære gjorde det i maj 68 i Frankrig, i Portugal og Chile.
Det er vores kamp i dag, der er med til at afgøre udfaldet af en førrevolutionær krise i Danmark. Vi må derfor i dag deltage i kampen ud fra en sammenhængende strategi, der viser vejen til et nyt samfund. Den revolutionære venstrefløj har alt for længe undervurderet betydningen af at kunne sige klart, hvad det er for et samfund vi kæmper for, til forskel fra DKP's Sovjet, SD's statslige velfærd eller maoisternes 3. verdens samfund. Vi siger ikke kun Nej! Vi kæmper også for et klart alternativ, der viser, at der findes radikale løsninger på de fundamentale kriseproblemer, vi oplever overalt i vores hverdag. Disse løsninger er kun mulige, hvis borgerskabets magt brydes.
Modsat alle former for reformisme og stalinisme mener vi, at den eneste mulige kriseløsning i højtudviklede imperialistiske lande er den socialistiske revolutions umiddelbare og direkte angreb på kapitalismens afgørende politiske, økonomiske og sociale fundament. En radikal kritik og forståelse af den kapitalistiske samfundskrise viser nødvendigheden af en radikal socialistisk revolution.
Målet er ikke kun en politisk revolution, hvor borgerskabets magt erstattes af arbejderklassens magtudøvelse i samme form for stat og magtudøvelse, som vi kender i dag - uden at arbejdernes situation på fabrikkerne, boligområderne, i uddannelsen, familien er ændret afgørende. En arbejderklasse, der er social undertrykt gennem lønarbejde og arbejdsdeling, kan ikke have den reelle samfundsmæssige magt. Den socialistiske revolution må fra begyndelsen angribe de afgørende træk ved kapitalismen: lønarbejdet, kapitalen, arbejdsdelingen, borgerlig statstype, borgerlig familie, modsætning land-by osv. Det er på grund af kapitalismens radikale og totale krise den eneste realistiske kriseløsning. Uden kamp for en social og politisk revolution fører opgøret med borgerskabets magt kun til nye typer undertrykkelser og arbejdsdelinger, hvor arbejdernes hverdag ikke omvæltes. Den nye politiske magt, rådsstaten, vil netop være en type stat, der ikke selvstændiggør sig overfor masserne, men direkte udtrykker deres eget herredømme.
Rådsstaten er fra begyndelsen ved at nedtrappe sig selv. Dermed vender vi os imod reformismens og stalinismens opdeling af opgaverne i to faser: først afskaffer vi den private ejendomsret - til fordel for statseje og indførelse af en plan, opbygning af nye selvstændiggjorte statsapparater osv. Først når det er sket, kan vi senere angribe lønarbejdet, kapitalen, pengene, arbejdsdelingen og eksistensen af en selvstændiggjort stat. Disse mål udskydes til en fjern og uforpligtende fremtid.
Vi vender os ligeledes mod alle tendenser til at vente med at beskæftige sig med den socialistiske revolutions mål og opgaver til en senere fase, hvor den står på dagsordenen. Det er en nødvendig opgave allerede i dag åbent at forberede arbejderklassen og mellemlagene på revolutionens opgaver. Det må allerede i dag gøres klart, at alle nok så nødvendige reformkampe under kapitalismens krise uundgåeligt støder ind i afgørende grænser, så længe borgerskabets magt og kapitalismens økonomiske tvangsmekanismer ikke er brudt fundamentalt. Derfor mener vi, at det revolutionære venstre klart og tydeligt må propagandere for en rådsstat og de arbejdendes direkte overtagelse og organisering af produktion og fordeling. Derfor mener vi, at et revolutionært parti må samle den socialistiske revolutions væsentligste kampmål i et revolutionært program, der allerede i dag må spille en offensiv rolle som det revolutionære alternativ, som det afgørende perspektiv for den aktuelle forsvarskamp. Et sådant revolutionært program kan kun spille en virkelig rolle, hvis det er målsætning og redskab for et stærkt revolutionært parti med indflydelse i masseorganisationerne og bevægelserne.

Rådsstaten
Det borgerlige statsapparat er uanvendeligt for arbejderklassen. Det er i bund og grund opbygget ud fra dets funktion i det kapitalistiske klassesamfund. Den socialistiske revolution må derfor føre til et fundamentalt opgør med det borgerlige statsapparat. Det skal ikke blot reformeres eller demokratiseres, men erstattes af en helt ny type stat, der ikke er selvstændiggjort overfor masserne, men netop udtrykker en direkte organisering af deres eget herredømme over deres liv. Dette er KF's antistalinistiske opfattelse af proletariatets diktatur. Grundlaget for denne rådsstat skabes i overgangsprocessens udvikling af selvstændige klasseorganisationer og magtorganer.
Rådsstatens afgørende kendetegn:
a) Det parlamentariske repræsentative demokrati erstattes af direkte rådsdemokrati, baseret på råd og selvforvaltning på arbejdspladser, institutioner og bydele. De lokale, regionale og centrale rådsorganer sammensættes af afsættelige delegerede valgt og kontrolleret direkte fra arbejds- og bolig sammenhæng. Vi afviser dermed alle former for socialistisk demokrati, der bibeholder parlamentariske organer som en begrænsning af massernes direkte demokrati.
b) Det borgerlige statsapparats selvstændiggjorte og undertrykkende magtapparater og undertrykkende magtapparater erstattes af folkedomstole, folkemilits og nye typer administrationsapparater, opbygget nedenfra og baseret på direkte valg og kamp imod arbejdsdeling mellem arbejdende og administratorer. Det giver masserne mulighed for bevæbnet forsvar af revolutionens erobringer uden at nødvendiggøre et nyt selvstændiggjort statsapparat.
c) Det socialistiske rådsdemokrati betyder ikke alene en bevarelse og udvidelse af de demokratiske rettigheder, men fremfor alt en kvalitativ omvæltning af deres betydning for masserne. Opgøret med borgerskabets magt skaber helt nye betingelser for massernes direkte demokrati: nedsat arbejdstid, - kamp mod arbejdsdeling, - kontrol med nye former for kommunikationsmidler, strejkeret, fuld og lige rettigheder for alle politiske partier, der ikke med vold og terror angriber revolutionen, osv.osv.
d) Opgøret med det borgerlige statsapparat omfatter ikke kun de direkte undertrykkende dele:
skolernes isolering fra arbejde og samfund skal nedbrydes, socialkontorer og de mange klassesamarbejdsinstitutioner nedlægges, gradvis overvindelse af selvstændige daginstitutioner og alderdomshjem til fordel for kollektiv selvorganisering i bydele og nye typer storfamilier. Hierakisk opbyggede statsinstitutioner mister deres statskarakter og overgår indenfor rådsdemokratiets centrale planer.
Kampen for det borgerlige parlamentariske statsapparats smadring og oprettelsen af en rådsstat er en afgørende skillelinje til reformisme og stalinisme i alle udgaver. Derfor har dette mål afgørende konsekvenser i dag og i overgangsprocessen.

Opgøret med den kapitalistiske fabrik
Den socialistiske revolutions mål er de arbejdendes direkte overtagelse af produktionen og fordeling. De arbejdende gennemfører ikke en revolution for på ny at underkaste sig en selvstændiggjort stats- og fabriksledelses afgørelser. Målet er ikke blot at få tildelt kontrol nedenfra og ellers fortsætte lønslaveriet. Revolutionen er netop ikke kun politisk med en stærk stats nationaliseringer og planøkonomi. Målet er de arbejdendes direkte socialisering af produktionen og fordeling gennem rådsdemokratiet og industriforbundenes direkte overtagelse og ledelse af fabrikker, brancher, transport osv. Revolution må føre til en omvæltning af kapitalismens politiske økonomi, hvis ikke undertrykkelsen, lønslaveriet og den splittende konkurrence blot skal fortsætte, Revolutionen må hurtigt bryde kapitalismens økonomiske love: ophæve konkurrencen, det kapitalistiske marked, produktion for profit, opbygning af nye fordelingssystemer uden den kapitalistiske pengeøkonomi, totalt ændre produktionens sammensætning frem mod en helt ny forbrugsmodel.

Det er en direkte kamp mod lønarbejdet og den kapitalistiske fabrik: arbejderne må afskaffe hieraki og kapitalistisk fabriksledelse til fordel for stormøder og fabriksklubber, direkte organisering af produktionen ud fra arbejdernes behov, kamp mod splittelser og arbejdsdelinger i fabrikken, kamp mod den kapitalistiske teknologi, nedsættelse af arbejdstiden.
Kampene på fabrikkerne peger i kim frem mod et opgør med den kapitalistiske fabrik og borgerskabets herredømme over produktionen.
Denne kamp må det revolutionære samle i en række konkrete kampmål ud fra de tvingende problemer arbejderne oplever i dag og samtidig klargøre perspektivet.