KF blev dannet i 1973 efter et brud med VS. Hvorfor arbejder vi så nu på sammenslutning igen?
KF's historie går tilbage til dannelsen af den leninistiske fraktion (LF) i VS kort forud for partiets 3. kongres i 1971. LF blev dannet på grund af en grundlæggende utilfredshed med partiet. LF satte sig tre hovedmål:
a) udviklingen og vedtagelsen af et klart marxistisk partiprogram (især omkring stat, klasse-analyse, klasseorganisationer, parti, revolution og socialisme).
b) samle partiets kræfter om at opbygge en praksis på arbejdspladser og i fagforeninger, også for at ændre VS' sociale sammensætning.
c) ændre VS' organisationstype fra en ustabil og handlingslammet vælgerforening til en slagkraftig revolutionær organisation med en fælles, kollektiv praksis og arbejdsstil og aktive, skolede medlemmer.

Allerede på VS' 4. kongres i 1972 fik LF flertal for disse mål. LF's forslag til partiprogram blev nu vedtaget, og LF overtog ledelsen af partiet.
På VS' 5. kongres i dec. 72 havde LF stadig støtte fra et politisk flertal, men valgte alligevel frivilligt at forlade partiet og i stedet danne KF i januar 1973.
LF vurderede, at modsætningerne i partiet stadig var så store, at det ville være umuligt at forvandle VS i den ønskede retning, uden at det ville føre til en voldsom og opslidende fraktionskamp, som både VS og LF ville have svært ved at overleve. Det var umuligt at tiltrække og organisere arbejdere under disse betingelser. Samtidig var det klart, at fraktionsmodsætningerne også førte til stagnation og skematisering af LF's egen politik.

Efter dannelsen af KF i januar 1973 blev kræfterne samlet om at opbygge et arbejdsplads- og fagforeningsarbejde. Det betød, at der blev taget et stort og vigtigt skridt fremad med mange væsentlige erfaringer for den revolutionære venstrefløj.
Samtidig fortsatte de politiske diskussioner omkring faglig politik, revolutionær strategi og socialismeopfattelse. Det resulterede bl.a. i bøgerne ”Kampen for arbejdermagt” og ”Kritik af DKP”.

KF's faglige arbejde var stærkt præget af højkonjunkturens vilkår med begrænsede fyringer og hovedvægten på lokalt arbejde omkring enkelte udvalgte arbejdspladser (evt. brancher), hvor der skulle opbygges styrkepositioner. Som en reaktion på VS blev alle andre former for praksis bevidst udskudt til en senere fase. Som konsekvens var der i KF's første år rekrutteringsstop for alle, der ikke indgik i arbejdspladsarbejdet.
Forklaringen var dels, at alle kræfter skulle samles om det faglige arbejde, dels at vi ikke igen som i VS ville risikere pludselig at have mange medlemmer på nye områder uden at have udviklet en politik, der sikrede KF's sammenhængskraft.
Konsekvensen var, at mange ikke-arbejdere blev presset ud eller proletariseret, og at KF stod uden virkelige styrkepositioner i mellemlagene, da krisen satte ind.

Udviklingen i klassekampen tvang efterhånden KF til at åbne op for nye praksisområder:
krisens gennemslag med massearbejdsløshed, de politiske massestrejker i maj 1974, de politiske forlig og indkomstpolitikken, boligpolitikken, det nye opsving i mellemlagenes kampe og udviklingen i Portugal i 1974-75.
På KF' s 3. kongres efteråret 75 blev det derfor besluttet at åbne for en alsidig praksis på alle områder og samtidig indlede nye diskussioner om en revolutionær strategi over for den kapitalistiske krise. I forhold til de mange nye opgaver krisen stillede de revolutionære blev det efterhånden klart, at KF's kræfter ikke var tilstrækkelige.
Det rejste nye diskussioner om nødvendigheden af et stærkt revolutionært parti med stærk national ledelse, blad, centrale politiske initiativer, sammenhængende alternativ politik, bredere rekruttering, offentlig indflydelse gennem byråd og folketing, osv. osv. Dermed rejstes diskussionen om nødvendigheden af at arbejde for at samle det revolutionære venstre i et stærkt parti. Det blev vedtaget på KF's 4. Kongres i 1977.

Vi havde i de første år klart undervurderet VS' overlevelsesevne. Efter vores udmeldelse overtog vore modstandere partiet og afskaffede LF's partiprogram. Men omkring 1975 slog nye kræfter igennem i VS igen og arbejdede i samme retning som LF og KF. Mange KF–sympatisører søgte ind i VS pga. KF s rekrutteringsstop og en svag og sekterisk KF-Københavns afdeling i de første år. Modsætningerne i VS er i dag langt mindre, end de var i perioden 1971-73, Samtidig blev det klart for os, at vi tidligere havde undervurderet den politiske styrke, VS 's offentlige placering som et nationalt kendt parti har. Derfor er det i dag hverken det samme VS eller KF fra 1973, der skal diskutere igen at gå sammen.
KF's politiske afklaring og selvkritik har selvfølgelig ikke været uden alvorlige konsekvenser for organisationen.

I perioder har organisationen været dybt præget af fraktionsstridigheder med alvorlige svækkelser af flere afdelinger. Kort efter KF's 3. kongres i efteråret 1975 forlod flertallet af københavnerafdelingen KF i protest mod de nye skridt, der blev vedtaget på kongressen.
I løbet af efteråret 1976 forlod en fraktion kaldet ”kaffeklubben” forbundet på baggrund af politiske modsætninger. (Kritik af ”Kaffeklubben” findes i vores tidsskrift ”Vejen til socialisme” nr. 5).
Endelig forlod en gruppe kaldet KF(p) KF efter emnekongressen i november 1977. (En kritik af KF(p) findes i "Vejen til Socialisme").

Med vedtagelsen af en strategi for vejen til socialisme i Danmark (emnekongressen november 1977), Socialdemokrati-resolutionen (delegeretmødet foråret 1978), fagforeningsresolutionen (kongressen feb. 1979) og udgivelsen af vores avis "Arbejderpolitik" er KF i dag politisk stabiliseret igen. Der findes i dag ingen fraktioner i KF.